FollowGodt billede på mig, når jeg forsøger passe ind blandt nye mennesker!
Jeg forsøger virkelig; men det lykkes næsten aldrig. Det kræver utrolig meget energi, når jeg er sammen med andre mennesker, og i hvert fald i nyere sammenhæng.
Jeg forsøger at være normal og se glad ud; men det er et skuespil af dimensioner.
Jeg føler mig altid som en der er udenfor og anderledes, og som desperat forsøger at passe ind.
Det er som om jeg ikke hører hjemme nogen steder. Sådan er der nogen som har det.
Hvordan takler man det?
Firkantede stykker passer jo ikke ind i runde huller, ej heller passer en rød aflang sten ind i firkantede hvide sten.
Det er som om de forskellige fællesskaber har nogle uskrevne normer, som jeg ikke kan leve op til. Jeg passer ikke ind. Jeg holder mine meninger for mig selv, og forsøger at være som alle de andre.
Det er sådan det er for mange mennesker. Det må være forfærdeligt, at leve under sådanne vilkår. Det er jo ikke fællesskab der giver mening.
Passer man ikke ind i det sammenhæng man er i, så må man jo forsøge sig andet steds. Det er jo at begynde forfra blandt helt nye mennesker.
Når jeg forsøger at acceptere mig selv, hvilket bliver problematisk når fællesskaberne jeg er i, forsøger at ændre den jeg er. Hvad er da normalt, er det at være normalt?
Skal man ikke acceptere sig selv, og udvikle sig til at være den man er bestemt til at være?
Hvilket svar skal man skrive til et sådant spørgsmål, og hvilke kommentarer skal man skrive ud fra det der er skrevet?
Der er nogle som kan forstå det der er skrevet; men det er svært at stille op, og ændre ting og sager. Jeg tror ikke at fællesskaberne altid ved hvad der sker med mennesker der har den slags problemer. Det er ikke altid let at være som andre synes man skal være; men spørgsmålet er om det er nødvendigt at være som alle andre. Hvad er et fællesskab hvor alle ligner hinanden? Giver det mening? Ingen inspiration eller udfordring findes i et sådant fællesskab.
Vi er sociale væsener og behøver at være med i et fællesskab, og mange forsøger, og gør alt de kan for at holde facaden oppe og altid være positiv.
Jeg lytter og forsøger at hjælpe til, gøre det lidt ekstra som skal til for andre mennesker. På trods af alt jeg gør, bliver jeg altid behandlet som om jeg ikke findes. Jeg tager ikke mere iniativet til noget som helst, føler mig bare udnyttet. Når jeg er i sammenhæng med et andet menneske, så findes jeg ikke. Jeg er som en skygge.
Jeg kan ikke komme til andet resultat om mig selv, end at jeg jo må være forkert. Jeg vil gerne være anderledes så jeg kan blive rigtig. Da bliver det også lettere at acceptere sig selv.
Det er ingen nem løsning; men jeg tror at det er bedst ikke at bruge for meget tid på at spekulere på hvad andre synes. Lad dem være som de er, og være du den du er. Når det så er sagt bør vi jo som mennesker altid være indstillet på at lære nyt og udvikle os. Det er altid godt at være i stand til at tage hånd om sig selv uden at det er selvcentreret.
Der er mennesker der er sådan indrettet at de bare kommer til dig; når de behøver noget. De behøver bekræftelse eller hjælp; men ingenting er i balance. Du er ikke egoist, for det at du ikke stiller op konstant; men også bruger tid på dig selv.
Virkelig venskab er noget andet. Den røde sten hører ikke hjemme sammen med de andre sten. En rød mursten hører hjemme i en bygning sammen med andre lignende røde sten, og her gør stenen en forskel i det store sammenhæng.
Der er heller ikke noget i vejen med de andre sten; men de udgør et helt andet sammenhæng, og findes under helt andre forhold.
Der er nogen der har flere resurser end andre, og de blev selvklart en stor støtte, der hvor der mangler resurser; men man skal også passe på ikke at blive tømt for resurser.
Det er vigtigt med balance. Der skal også være egen tid, eller at være steder, hvor man bliver fyldt op, bliver styrket, og opbygget til næste omgang.
Det er vigtigt at have venskaber som er relationer. Det er der man tør være sig selv sammen med andre. Tør være åben og ærlig sammen. Hold fast i sådanne venskaber, for de er guld værd.
