Det går fint, Tak!

Går det godt at fortælle sine omgivelser sandheden? – I de fleste tilfælde ”nej”. Derfor opbygger vi facaden.

Ingen af os ønsker at gå med maske; men vi løber en stor risiko ved at være ærlig.

Jeg har ondt i sindet. Det tør ingen fortælle. Jeg risikerer en forværring med en sådan ærlig udtalelse. Fællesskaber er ikke modne til sådanne tilkendegivelser. Ganske mange kirker dumper også, når det gælder at forstå, og tage sig af den slags. Vi er voksne og overfølsomme, uerfarne personligheder. Vi er gået ind i et ødelæggende mønster som hedder: andres ulykke, min succes.

Når nogen opdager min virkelige tilstand, bliver jeg kastebold og genstand for noget, som kan gøre det helt af med mig på længere sigt, eller forværre hele situationen. Jeg må stille op som forsøgskanin for uerfarne og uforstandige personligheder. Det forårsager en håbløs fremtid. – Det ser ud som om de overhovedet ikke har noget hjerte. Ordene har de i munden; men de græder ikke med de grædende. Det er desværre sådan det er for de flestes vedkommende.

Hermed kommer facaden frem. Vi fremstår som nogen der har styr på tingene. Jo, vi kan tale med psykologer, og i nogle tilfælde de nærmeste i familien; men vennerne vi har, kan vi ikke tale med.

Hvorfor dropper vi ikke bare facaden? – Hvorfor ikke bare sige det, som det er. Hvordan vi har det.  – Fordi at omgivelserne der spørger til os, forventer et positivt svar ellers lukker de af. Når nogen spørger: Hvordan har du det?  – Forventer vi at personen svarer: Det går fint, Tak!

Når personen siger: Det går ikke så godt. Jeg har det forfærdeligt. Da bliver det et helt chok for personen, der spurgte og han skynder sig væk.

Personen svarede ærligt: Jeg har tryk for brystet, problemer med ægteskabet, søvnbesvær – uha, uha da da. Lad mig komme væk. Vi ved ikke hvad vi skal svare på et ærligt svar og vi skynder os væk.

Et ærligt svar: Slår benene væk under de fleste af os.

Menneskets største frygt er at blive gennemskuet. Det er ydmygende. – Erfaringerne viser at omgivelserne opfatter andres problemer som negativt.

Inderst inde er ingen bange for at blive gennemskuet. Det ser bare sådan ud. Frygten for at blive misforstået og forkastet er i stedet for årsagen til facaden og svaret: Jeg har det fint, tak. – Desværre, ingen kan tåle at høre sandheden.

Facaden er en måde at beskytte sig selv. Det bliver sikkert ved med at være sådan. Hvem i alverden tror at det vil ændre sig nogensinde?  – Måske en enkelt forsvarsløs, håbefuld, naiv person med et problem.

Et konstruktivt svar må komme på et tidspunkt under en samtale af dybtgående art.

Mange kender til tankemylder som forårsager angst, bekymringer m.m. – Det gør det svært at fungere normalt.

Svagheder kan vendes til styrker. – Bekymring kan vendes til konstruktivt tænkende.

Det er ikke negativt at tale om sine følelser, sætte ord på. Det er guld værd.

Omgivelserne må lære at forstå andres følelser.

Lad være med at forestille dig livet som en dans på roser. – Sig dog tingene som de er i stedet for. Det er ikke grænseoverskridende, at sige hvordan vi har det.

Vi skal dog ikke hele tiden konfrontere omgivelserne med vores problemer.

Omgivelserne skal være vores hjælp, og derfor bør vi også dele liv med hverandre. Det kan ikke bare åbne op; men også forandre tilstanden helt naturligt i passende tempo.

Det letteste er at fortælle tingene som de er.

Et samfund skal selvfølgelig ikke bygges af folk som bare står og græder. Det skal være i balance.

Den der står nærmest, skal kunne tåle at høre sandheden. Verden er overfladisk – men fællesskab giver tryghed.