SENROMANTIK 1850-1900

 

 

Richard Wagner (øverst) og et af hans mesterværker Valkyrien (nederst) – et farvestærkt og tydeligt eksempel på senromantikkens store operakunst.

Senromantikken var tiden da det personlige udtryk og subjektiviteten sprang ud i fuldt flor i musikken. Særlig tydeligt er dette i Tjaikovskijs musik, som genspejler tumultet og angsten i hans indre. Ved Wagners død mente mange komponister at romantikken havde nået sin grænse mht. udtryksmuligheder. Snart begyndte flere nye stilarter at gøre sig gældende: nationalromantik med komponister som Sibelius og Elgar, impressionisme med Debussy og Ravel samt den atonale modernisme med Schönberg. Dermed var en søgen efter objektivitet og en ny realisme begyndt.

En vigtig form

Opera var en meget betydningsfuld musikform i senromantikken. Indholdsmæssigt er forskellene store mellem de dybe, psykologiske undertoner i Wagners operaer. Verdis dramaer om menneskelige passioner og Puccinis hverdagsrealisme. Der findes imidlertid en fællesnævner for så godt som alle operaer fra denne tid, nemlig det dramatiske hændelsesforløb som oftest slutter i tragedie. Wagners musikdrama Tristan og Isolde kan med rette betragtes som et af de tydeligste eksempler på senromantisk opera.

 Opera.

Dramatisk værk helt eller delvist sunget til orkester – akkompagnement hvor musikken sammenkæder tema, handling og rollefigurer. Operaen har sin oprindelse i aristokratiet i Italien kort før år 1600.