Udholdenhed!

Ordet udholdenhed er et forældet ord.

Det er menneskeligt at blive træt især efter en lang rejse. Det kender vi alle til. Når vi rejser er der som regel nogen et andet sted vi skal møde. Det kan være en god ven du har kendt i mange år. Det kan være en gammel bekendt. Det kan være i i forbindelse med dit arbejde.

Når du møder personen er det helt almindelig at spørge indtil hvordan personen har det.

Spørgsmålet vi da stiller er: Hvordan har du det? De fleste gange for vi et forventet svar. Jo tak, det går godt, og hvad med dig?

Det bliver lidt af en overraskelse, hvis du virkelig får at vide hvordan personen har det. De fleste gange svarer vi bare som foventet. Det er næsten aldrig et ærligt svar.

Selvfølgelig er der tider hvor vi har gode dage, og intet volder os besvær. Vi vælge ofte at være positive, og det er der jo heller intet forkert i.

Personen vi her taler om svarer anderledes på spørgsmålet end det almindelige forventede svar. – Du spørger hvordan jeg har det?

Svaret jeg fik lød: Jeg er i vækst og går i lære, og tillagde, før i tiden plejede jeg altid at svare at det var toppen, alt er fantastisk egentlig også nu; men folk forventer jo at man giver en superpositiv respons. Det ville dog ikke være helt sandt for nuværende. Mit ærlige svar er: Jeg er nu i vækst og lærer mig nyt hele tiden. Ærligt talt: Jeg er ikke altid på toppen.

Det betyder faktisk at man går i livets skole, og det kan man blive udmattet af, blive træt, eller komme i krise, stor eller lille krise. Man er ligesom tilbage på skolebænken.

Et kristent liv indeholder begge dele, både det supergode og det som er besværligt. Udvikling og vækst og at gå i Guds skole er hvad et kristent liv går ud på, eller hvad mener du?

Jeg tror at mange af os blandt Guds folk nok burde erkende at livet kan være en prøvelse af den hårde slags. Det er jo det vi vokser af; men vi kan blive bedre på at lægge alt i Guds hænder, og lære at blive bedre til at håndtere livets mange udfordringer. Det er ikke noget at skamme sig over. Det kræver udholdenhed både når det gælder min egen vækst og mine relationer til andre mennesker.

At vokse og lære er helt normalt, og det er ovenikøbet sundt med forskellige oplevelser. Vi ingår i en process, og ind imellem gør det ondt, og det kan være langtrukken. Vi behøver udholdenhed. Det kan være som at gå tre skridt fremad og to skridt tilbage.

Misforstå mig nu ikke. Jesus er min Herre. Gud er stadigvæk god. Jeg er ikke bitter. Sejren er stadig min. Alt på det plan er helt fantastisk, så jo – Jeg kan svare: Jeg har det godt; men alligevel er det kun en halv sandhed. Jeg er i vækst og udvikling for tiden. Jeg lærer nyt.

Livet er ikke altid en dans på roser. Det er ikke Disneyland eller rosengården. Det er heller ikke festlighed og fornøjelse med bragende fyrværkeri. Det er ikke de store undere og miraklernes tid for mig i øjeblikket.

Svaret er: Jeg lader op for tiden. Mine batterier er tomme. Vover nogen at være så ærlige, løber de en risiko. Der findes altid nogen der vil overtage din plads.

Hvad siger Paulus i en sådan situation?

2. Korintherbrevet kapitel 4 vers 8-9: ”I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede.  Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde.”

Det er sådan det er. Vi må lære udholdenhed midt i prøvelserne, modgangen og de hårde slag liver giver. Vi kan lære at hvile midt i striden. Det betyder, at vi aldrig giver op. Vi kæmper troens gode strid.

Har vi den opfattelse at en rigtig kristen altid er i supertilstand og er i sejr, tror jeg ikke at personen kender sig selv. Det er urealistisk og ubibelsk, Man kan vælge glæden, hvilen og trygheden midt i prøvelser og kampe. Paulus var ærlig. Han var et vældigt eksempel på udholdenhed både med sin egen tilstand; men også de menigheder han var tilsynsmand for. Man kan vælge aldrig at give op.

Personen der udtrykte hvordan han havde det sagde til sin ven: Jeg burde måske også lade dig vide, at jeg har holdt op med  at anvende overdrivne klicheer om det overflodsgivende liv. Jeg vil ikke forestille mig noget, eller bilde mine omgivelser ind, noget der ikke er virkelig. Jeg vil i stedet udtrykke mig ved at sige: Op med hagen, og jeg siger pris ske Gud midt i alt det svære. Jeg er virkelig glad over at kunne sige at Jesus bryder sig om mig. Han deltager og styrker mig hver dag. Jesus er hos mig også i prøvelsernes dage, Jesus er hos mig også når jeg ikke er en succes, når jeg fejler, når jeg er såret. Der kan komme dage, hvor jeg bliver misforstået og fristes til at give op. Da er en opmuntring fra en medløber noget af det bedste man kan opleve.

Jeg mener at det overflodsgivende liv gør sig gældende også i nedgangstider og prøvelsestider.  Selvom jeg ikke er på bjergets top, er jeg i Guds hænder og Han er der midt i det alt sammen. Der er måske ikke jubel lige her og nu; men en vished og indeboende glæde over at være et Guds barn.

Det er sandt at når vi billedligt talt har nået bunden, eller at bunden er gået ud, og du ikke ved hvad der sker, da vil enhvert menneske føle sig usikker og hjælpeløs; men Herren smutter ind af bagvejen og får det hele i balance.