Godhed er en af Åndens frugter. Det kan vi læse i Galaterbrevet kapitel 5 vers 22-23: ”Men frugten af Helligåndens virke er: kærlighed, glæde, fred, udholdenhed, mildhed, godhed, trofasthed, ydmyghed og selvbeherskelse. Her er der ingen konflikt med loven.”
Når det gælder Jesus var han et forbillede for os når det gælder Åndens frugter og godhed. Det var grænseoverskridende.
Jesus kunne overskride nogle grænser når han mødte mennesker. Jesus mødte en døv mand. Han fik sin hørsel; men Jesus gjorde noget meget mærkeligt. Han stak sine fingre ind i hans ører og rørte endda med spyt den døvstummes tunge.
Se det for dig, havde det været i dag at en døvstum mødte Jesus, og at han så opførte sig på denne måde som beskrevet. Det ville da være grænseoverskridende. Det er helt sikkert at det ville blive omtalt i pressen og landets aviser. Det ville måske også give anledning til stor diskussion alle vegne, og helt ind i folketinget. Jo, Jesus hjalp de handicappede, de syge og hjælpeløse; men på en meget mærkelig og grænseoverskridende måde. Sådan gør man ikke. Det burde hans disciple have forklaret ham. Her står der en stakkels mand. Han er både døv og stum og så møder han Jesus. Jesus skulle vel ikke behandle en handicappet på den måde. Det er jo det rene kvaksalveri. Vi må give Jesus forbud mod at gøre den slags. Den der hjælper de svage må lære at gøre det på den rigtige måde. Jesus gik over grænsen.
Jesus overskrider ofte vore grænser. Vi har en forestilling om hvordan tingene skal være og se ud; nogle gange har Gud en hel anden plan, som for os er grænseoverskridende. Det får os til at gå i baglås og vi nægter at samarbejde. Det vi ikke kan forholde os til er forkert, færdig med den diskussion.
Alt i Jesu liv var grænseoverskridende. Hans komme til jorden. Hans livstil. Hans død og opstandelse. Jesus brød ind i vores verden som noget grænseoverskridende. Pludselig fo’r han til himmels. Efter den tid har verden været anderledes. Hans indblanding skabte noget nyt. Et nyt håb. En ny mulighed for os mennesker. Gud ville frelse os. Vi skulle være en del af hans rige. Han nedbrød grænsen mellem Gud og mennesket. Det var grænseoverskridende godhed. Johannes Evangeliet kapitel 3 vers 16: ”Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes; men have evigt liv.”
Jesu hænder var de frelsende hænder. Jesus gik over grænsen for at vise Guds kærlighed til mennesker. Folk som så Jesus i arbejde var overvældede af forundring. Nogle var forargede. Nogle sagde: Han har gjort alting vel.
Sådanne grænseoverskridende begivenheder er guddommelige og overnaturlige. Det betyder at det er uforklarligt, og det har mange det ikke godt med. Det overnaturlige beviser Guds eksistens; men der er jo så mange der ikke vil tro på ham, og med den konklusion vil vi ikke acceptere det uforklarlige.
Gud er god og han findes. Den som søger ham skal finde ham.
Gud har gjort det muligt at os som lever i en syndig og ond verden, kan igennem Jesus blive et Guds barn både her i livet og i evigheden. Er det ikke stærkt?
Jesus har gjort alting vel, gjort alt godt igen.
Lad os bede til ham. Lad os takke ham.
Lad os tage imod ham ved at tro ham af hele vort hjerte.