Motiver!

De som kommer er gæsterne.

Når det personlige spiller ind med hele sin myldrende mangeartethed, så bliver det vanskeligt at at betragte med skarphed gæsternes motiver, til deres svar på det kristne samvær og fællesskabet, som også indeholder nadveren.

Der kan også blive kommunications vanskeligheder. Når vi skal udtrykke noget som er over-personligt, kan vi aldrig få alt sagt.

Ordene bliver ikke stærke nok. På den anden side er vi lidt bange for de stærke ord, fordi vi også gerne vil opfattes som ægte i vores udtryk; men skal vi være det bliver der så meget af vores egen begrænsethed i svaret: udenforstående vil måske finde det svagt og uklart.

Stærke ord kan opfattes som overdrevet og indbildske.

Når vi i et kristent samvær taler om blodet er det et stærkt ord. Det er et centralt ord for det livshengivende. – Nogle har en vis skyhed overfor det.

Blodet er også et gammelt offer-ord.

Jeg vil gerne udtrykke Guds gave til mennesket, det evige liv; med ord som blodet, der renser fra al synd. Jesu kærlighedsoffer . – Han gav sit liv for os.

Det er svært at udtrykke det på anden måde. Blodet er evangeliets kerne. Et mindre stærkt ord er at sige: Jesus gav sit liv for os.  Uanset hvordan jeg udtrykker mig vil det for mange være uforståeligt. Menneskets forstand kan ikke forstå det guddommelige. Forstanden kan let blive en blokering, som hindrer mennesket i at tage imod. Troen findes ikke i forstanden. Troen er noget vi skal gøre med hjertet. Det er noget vi skal åbne op for. Det vi erfarer når vi tror overbeviser os om at vi er blevet Guds børn.

Trosskabs motivet har sit udspring i vort indre. Vi har gjort en aftale med Gud om at nadveren i kirken er det sted; hvor vi mindes hvad Jesus har gjort for os, og da kan vi takke Ham.

Når vi mindes holder vi aftalen. Mindet er noget aktivt som motiverer os. Når vi mindes er det også en bekendelse. Kristus bor i mig.

Opbruds motivet står i forhold til Kristus som den der kommer. Tanken om den kommende indeholder jo også troen på den igenkommende.

Nadveren er at mindes; men det bærer også et præg af en aften på jord; hvor der er udsyn til den dag, da Guds rige kommer.

Eskatologien var meget stærk hos Jesus, og det er ligeledes knyttet til nadveren. Opbruds motivet indeholder også udsynet til det evige liv.

I stedet for at frygte døden, kan vi se det som dagen da jeg flytter til mit evige hjem. Jesus kan også komme som brudgommen der henter sin brud. Det er også stærke ord som forklares med, at Jesus en dag vil komme tilbage og hente alle som tror på Ham; hjem til bryllupsfesten.

Mennesker der tror på Gud og forstår de stærke ord er ikke mennesker der flygter fra virkeligheden. Det kan se sådan ud som betragtning. Det har i stedet noget at gøre med indstillingen på retningen.

Livet med Kristus er jo min egen beslutning. Den som tror får se Guds herlighed. Det forårsager en kurskorrektion i livslinjen.

Opbruds motivet er også en frasigelse. Se bort fra det der ligger bagved, og at række efter det som er foran.

Når vi lovpriser Herren frasiger vi os selvet.

Nadveren betyder, at afstandsmennesket kommer nær.

Det peger hen på det vi kalder samhørigheds motivet, som så stærkt harmonerer med Kristi bekendelse til fællesskabet.

Nadveren er enhedens eller foreningens handling.

Det kan udtrykkes meget klart: Det er samhørigheden med Herren og samhørigheden med mennesker som ikke kan skilles ad.

Luther beskriver nadveren som de kristnes (troendes) enhed.

Det er kærlighedens motiv som ligger bag. Jesus sagde det selv: Jeg har af hjertet længtes efter at spise dette måltid med jer.

Kærligheds motivet slutter ikke ved nadveren eller er ikke kun nadveren. Det er vores indyrdes kærlighed til Kristus og til hinanden.

Vi har en trang i vort indre til at få lov til at realisere samfundet og fællesskabet til alle Jesus troende. Enhver strid er unatur for Kristus i os.

Prikken over i’et er hengivelses motivet. Dette står i vekselvirkning med Kristus som gaven. Vi bruger da ordet: Offeret. Vi har her igen et stærkt ord; men når vi holder fast på, at vi aldrig vil bevæge os væk fra Kristus, og når vi tænker tilbage på Getsemane og Golgata hvilket andet skal vi da bruge. Jesus brugte selv ordet gave. Jesus var Guds gave som fuld af kærlighed til mennesket gik lidelsens vej. D et kan vel ikke kaldes andet end offer.

Kristus hengivelsen er motivet som peger på os som  giveren, nemlig som dem der giver Ham vort liv. Vi ganske enkelt overgiver os til Ham. – Her kan det også billedligt talt tales om at vi bringer os selv som et offer til Ham.

Hengivelses motivet bliver da trangen til at modtage og trangen til at overgive.

Den som ikke kender Kristus burde lade nadveren ligge, undlade at deltage.