Ægteskab og barn.
Tre år efter sin forlovelse med Gustav Wied, blev Anna igen forelsket for alvor. Hun havde længe sværmet for skuespilleren Otto Larssen, som også er journalist og forfatter; men hendes mor fru Halberg, sætter sig imod forbindelsen. Den unge hr. Larssen har ikke så meget som henvendt sig til Annas mor – som til gengæld har forhørt sig om ham, og det er ikke artige ting, hun kan berette om datterens elskede: ”Otto Larssen skylder penge alle vegne, de støvler han går i er endnu ikke betalt. Han solder den smule op han tjener.
Anna er dog ikke til at rokke. Den 18. august 1894 står brylluppet mellem Anna og Otto Larssen. Venner og kollegaer fra teatret er med. Moderen fru Halberg takker nej. Hendes forudsigelser om datterens udskejelser kan jo allerede ses. Dagmar teatrets dygtige skrædderinde, frk. Julie Hansen har syet brudekjolen og forsynet den med rigelige rynker fortil på maven; men dette til trods kan det ses hvordan det er fat med Anna.
Allerede på bryllupsnatten får bruden en forsmag på, hvad der venter hende og barnet, som er på vej. Brudgommen har drukket sig så fuld, at han næppe kan stå på sine ben og da han omsider får væltet sig omkuld i brudesengen i det møblerede værelse de har lejet i Dr. Tværgade, snerrer han: ”Det var sgu bedre ikke at være gift.” Moderen fik ret i hendes forudsigelser om ægteskabet. Det måtte datteren sande. Svigersønnen var ligeledes arbejdssky. Han kunne ikke tage sig sammen til at præstere noget som helst og manglen på arbejdslyst gjorde ham desperat, så han drak sig ikke alene fuld; men blev også ondskabsfuld. Han kunne komme hjem om natten i fuldskab – trække sin gravide kone ud af sengen; mens han vred iskold vand over hende. Han smed indbo efter hende og slog. Han kunne ikke tåle at de skulle leve for penge hun tjente, og tjene nogen selv kunne han ikke. Da deres fælles søn Finn var et par år gammel måtte hun forlade sin mand. Han havde slået de sidste rester af kærligheden i stykker og hun opdagede at han have opsøgt sin tidligere elskerinde. Anna Larssen flyttede på hotel og lejede en ung pige til at passe drengen, når hun selv var på teatret.
En aften da hendes søster Thora så efter drengen stod barnets seng tom, da hun kom hjem fra teatret. Et ægtepar der var venner til Otto Larssen havde bortført barnet. De havde vækket drengen og sagt til søsteren at Anna sad på en cafe i nærheden og ventede på dem og barnet. Først da det var for sent havde søsteren forstået, at der var noget galt. Den næste dag dukkede manden i ægteparret op, der havde bortført drengen, og forklarede sig til den oprevne Anna Larssen, at hun ikke skulle være nervøs for barnet var hjemme hos hans kone. Skilsmissen blev ordnet og i hendes fortumlethed indså Anna Larssen, at sønnen havde fået bedre kår, som hun ikke kunne give ham og hun lod sig overtale til at bortadoptere ham. Senere udtalte hun: ”Utroligt hvad jeg fandt mig i på grund af min uudviklethed og karakterløshed – enhver kunne løbe om
hjørner med mig.
Hun slutter selv sin beretning om dette ægteskab: ”Ak, lille Otto, det var dig, der skulle have været i Goodtemplar Logen, så havde du rimeligvis beholdt din kone og dit barn – og dit liv med.”