En ateist er en, som forkaster den åbenbarede sandhed. Han kalder sig også fritænker og er nærmest en, der er ”fri for at tænke.”
Læs hvad Bibelen siger om ham i Salme 14 vers 1: ”Kun en tåbe kan få sig selv til at sige: ”Der er ingen Gud!” Den der siger sådan er forkvaklet og korrupt, han handler ikke i overensstemmelse med sandheden.”
Det han i virkeligheden siger, er: Der er ingen Gud for mig. En ateist forkaster sandheden. Han skjuler sig for sandheden. Han ser nok sandheden; men vil ikke erkende og handler efter den. Han indretter sit liv som om ingen Gud fandtes.
Ærlig tænkning fører til opdagelsen af Gud. Hebræerbrevet kapitel 11 vers 6: ”Og det er kun, hvis man tror, at Gud kan glæde sig over en; for den, der vil komme til ham, må tro, at han er til, og at han belønner dem, der virkelig søger ham.”
Ethvert menneske har det indplantet i sit hjerte. Gud har skabt mennesket og det betyder at alle som vil er i stand til at tro og erkende. En ateist ”overflade” ligner en dårlig undskyldning for et liv uden Gud.
Der er fire hovedproblemer der får en mand eller en kvinde til at kalde sig ateist. Ingen kan bevise at Gud ikke eksisterer; selvom han bruger sin viden og omtanke.
- Stolthed.
- Bitterhed.
- Moralsk urenhed.
- Undervisning
Stolthed – er når et menneske forkaster sandheden for at følge sin egen livsopfattelse. Hovmod gør blind.
Ateisten: Tro på Gud? Der findes ingen Gud!
Den kristne: Findes der ingen Gud? Véd du alt?
Ateisten: Selvfølgelig gør jeg ikke det.
Den kristne: Vil du indrømme at Gud kunne eksistere i den del af din viden, du intet véd om?
En sådan samtale prikker hul i ateistens selvovervurderingsballon og svækker hans hovmod.
Samtalen beviser ikke Gud for ateisten; men det bør kunne få ham til at indrømme at han intet véd om Gud. Ateisten får kun viden om Gud ved at modtage Kristus i sit liv. Samtalen kan feje en dum undskyldning væk fra et bedraget hjerte.
Det et menneske véd, fylder kun en lille del af en cirkel. Det et menneske ikke véd, fylder det meste af en cirkel.
Bitterhed – Nogle mennesker forkaster Gud på grund af en dyb skuffelse i livet. Forkastelse af Gud bygger på et fejlagtigt billede af Guds sande natur og kærlighed. Det de siger fra deres hjerte er: Hvis der var en Gud, hvorfor har han så ladet dette overgå mig? Deres bitre fornægtelse af Gud afslører et såret hjerte.
Hvad skal vi sige til et sådant menneske? Her er et forslag: Fortæl mig om den Gud du ikke tror på. Når han begynder at tale om det, viser det sig at han er såret. Det er ikke Gud der er problemet; men det som har såret ham er problemet. Gud vil helbrede sår i mennesket; men for at dette er muligt er det nødvendigt at tro på Gud. Troen på Jesus kan fjerne bitterhed og skuffelse. Guds tilgivelse helbreder et menneskes sår.
Moralsk urenhed – Forkastelse af Gud kan være et oprør mod autoriteten. Den slags mennesker finder det mest belejligt at fornægte alt og alle, både Gud og mennesker. Ingen skal stå i vejen for hans personlige lykke. Enten er det fornægtelse i form af forkastelse eller at ignorere Gud og dem der taler om ham. Konfrontere under Helligåndens ledelse vedkommende med sandheden og slå benene væk under hans undskyldninger.
Et menneske med moralsk urenhed er ikke ærlig i sit svar. Det er ikke spørgsmålet om han tror på Gud og Bibelen eller ej. Det er mere et spørgsmål om hvorvidt han ønsker at følge Jesus.
Undervisning – En forkert undervisning i hjemmet kan få unge til at følge i deres forældres fodspor. Denne arvede ateisme er ikke den farligste, fordi den bunder i uvidenhed. Et menneske hjerte hungrer efter realiteter. Når et levende vidne for Jesus Kristus kommer i kontakt med en sådan overfladisk ateist, vakler grunden under hans fødder. Det er sværere for den slags ateister ikke at tro på Gud, end at tro på Gud.