Basun!

Basunen anvendes i orkestre, jazzband, militærorkestre og brassbands. Den værdsættes især for dens brede registerog store nuancerigdom. Den spænder fra, som Berlioz en gang udtrykte det, ”ro og udtryksfuldhed til uhæmmet, højlydt larm. ”

I et orkester er basunerne normalt placerede i den bagerste del af orkestret, lidt til højre. Der er som regel to basuner og en basbasun i et symfoniorkester.

Basunen er medlem i familien messingblæsere sammen med valdhorn, trompet og tuba. Indenfor basunfamilien finder man alt-, tenor-, bas- og kontrabasbasun, samt forskellige ventilbasuner.

De forskellige typer adskiller sig fra hinanden ved hvor lange ventilrør de har og ved antallet af ventiler.

Kropsstilling: Den venstre hånd holder om stiveren nærmest mundstykket; højre hånd holder om stiveren som sidder på trækket, den U formede del af ventilrøret.

Trækkets positioner: Højre hånd og arm flytter trækket. Der er syv positioner. I grundstillingen er røret helt skudt ind. For hver enkelt af de følgende seks positionerfalder tonen en halvtone ad gangen.

Tonedannelse: Instrumentalisten presser sine læber mod det kedelformede mundstykke, som  vibrerer for at skabe lyden. Ved at variere læbernes bevægelser og trækkets position dannes den ønskede tone.

Glissando: For at opnå et rent og ptæcist spil, skal trækkes føres med rappe og præcise bevægelser. For at frembringe en glissando (glidende) effekt, må instrumentalisten derimod glide med trækket fra den ene tone til den anden.

Dæmpe lyden: Lydstykket kan lukkes til med forskellige typer af sordiner for at variere klangen eller skabe specialeffekter.

Sordiner: En sordin er en dæmper. Betegnelsen bruges typisk om en dæmper på musikinstrumenter

Trækbasunen har været brugt helt fra 1400-tallet. Før1700-tallet kaldtes den sackbut. I 1839 indførte C.F. Sattler, en tysk instrumentbygger, ekstradele med ventilrør, som kunne bruges gennem at man åbnede en eller flere ventiler. Dette forøgede instrumentets dybere register og gjorde at visse passager blev enklere at spille, end hvis man kun anvendte trækket.

I mange år anvendtes trækbasunen stort set kun indenfor kirkemusikken og den ceremonielle musik. Det var ikke førend i 1800-tallet at den blev etableret i symfoniorkestret.

Tyskeren Friedrick Belcke var en tidlig basunvirtuos som turnerede flittigt i Europa. Der findes kun ganske få specialskrevne stykker for dette instrument; men basunsektionen i et orkester får ofte stor gennemslagskraft.

I jazzen er trækbasunen blevet trakteret af bl.a. orkesterlederen Glenn Miller og af sådanne mestre i improvisation som Tommy Dorsey og Jack Teagarden. Indenfor den eksperimentelle musik har både Berio og Stockhausen skrevet værker for trækbasun, inspirerede af jugoslaven Vinko Globokars blændende teknik.