En spæd begyndelse som Herrens tjenerinde.
Pastor Barratt havde flere gange talt om, at Anna Larssen og Anna Lewini skulle aflægge et personligt vidnesbyrd ved et offentligt møde i Koncertpalæet. Det forfærdede dem begge.
En dag Barratt løb på Anna Larssen talte han igen om det, og Anna Larssen vovede ikke at sige nej.
2. juledag 1909 talte de to skuespillerinder i Koncertpalæets store sal. Anna Larssen fortæller: ”Vi sad oppe på tribunen med vore venner i ryggen, men under Barratts indledning viskede Anna Lewini bleg af skræk til mig: ”Jeg tror jeg stikker af”, men jeg greb hende forfærdet i armen og sagde, ”vi er her efter Guds kald, han hjælper”. Anna Larssen fortsætter: Da Barratt havde talt, skulle jeg vidne. Benene rystede under mig, da jeg gik frem, og jeg havde endda mit manuskript at holde mig til, men da jeg først fik begyndt, forlod angsten mig og jeg fik mod til at se mig om ud over den halvtomme sal, mens jeg talte; men da jeg opdagede flere kendte ansigter, tog jeg hurtigt øjnene til mig. Anna Lewini havde intet skrevet ned. Hun læste et skriftsted og holdt ud fra det en hel lille prædiken”. Anna Larssen var imponeret, det kunne hun ikke have gjort. Da det hele var forbi, samledes de hos fru Mollerup og var ovenud lykkelige.
I Politikkens søndagstillæg den 16. oktober 1910 fortæller Andreas Vinding. (Født 1881- død 1950 journalist og forfatter tilknyttet Politikken 1905)
”Fru Anna Larssen talte i disse aftener i Colloseum. Jeg kom tilfældigt derind forleden, og hørte da for første gang Anna Larssen udlægge den hellige skrift; menigheden var en underlig blanding af gamle, troende koner, der sad med bøjede hoveder og stønnede, enkelte tænksomme mænd og en god portion løsagtige kvindfolk, der endnu ikke syntes at have megen omvendelse behov. Hun talte meget roligt og meget jævnt, ganske som en almindelig velbegavet landsbypræst. Det var interessant at se den udvikling, fru Anna Larssen har gennemgået de sidste par år.”
Vinding skriver videre: ”Jeg husker, det må være ca. 1 1/2 år siden, at jeg besøgte hende ude på Amalievej. Det var en af de tidlige, milde forårsdage, og fru Larsen lukkede havestuedøren op for at lade solskinnet strømme ind. Anna Larssens højeste ønske dengang var at få den ”Hellige Ånds gave”.
”Hvad opnår man derved?” spurgte jeg. ”At kunne helbrede ved håndspålæggelse.”
”Kender De mennesker som kan det?”
”Ja, Nogen får den Hellige Ånds gave meget hurtigt, andre må vente længe. Mig har Gud endnu ikke fundet værdig. Men f.eks. Fru Lewini, hun fik den fjorten dage efter sin omvendelse. ”
”Har fru Lewini helbredt nogen?” Ja, Oda Alstrup”.
”For hvad?” ”For bronchitis”.
”Er det ikke at misbruge Guds kraft?” Nej, hvorfor det, Guds Almagt viser sig såvel i det små som i det store.”
Der var endnu dengang noget rørende, næsten naivt over Anna Larssens religiøsitet. Et blidt forår, der fyldte hendes sind. Senere modtog hun, har jeg fundet ud af, den ”Hellige Ånds gave”. Hun har også, har man fortalt mig, haft lykke til at helbrede syge ved håndspålæggelse.”
Aftenbladet skrev den 12. april 1912:
”Anna Larssen forlovet.”
Der står atter gny om den forhenværende skuespillerinde primadona. I disse dage er det blevet kendt, at fruen har forlovet sig. Den mand hun agter at knytte sin skæbne til, er løjtnant Sigurd Bjørner. De har truffet hinanden i Helsingørs K.F.U.M., hvor fru Larssen holdt foredrag. Om forlovelsen betyder nogen vending i fruens liv er således ikke sandsynligt, men kærligheden kan jo gøre undere, og fru Larssens forlovede er kendt for at være en meget frisindet mand, selvom han også hører til de religiøst påvirkedes kreds.”
Der fortælles i en beretning, jeg har læst i en bog, at Anna Larssen skrev et bekendelsesskrift til sin forlovede. Det brændte han. Hendes tidligere liv interesserede ham ikke – kun det liv, hun havde, efter at have mødt Gud.”