Tag-arkiv: fællesskabet

Mobning!

Mobning!

Mobningens væsen: Den kan skabe angst; fordi vi er bange for at blive smidt ud af fællesskabet.

Mennesket vil gerne være en del af et fællesskab.

Mobning er et udslag af sociale processer, der ikke fungerer.

Paradokset er: Angsten for selv at blive udstødt af gruppen, kan føre til at man selv mobber.

Mobning foregår både hos voksne og børn. Oplevelsen af at fællesskab skal føles trygt, Der kan let opstå angst i sociale eksklusioner.

Det er let at forlade et fællesskab man selv har valgt; men et fællesskab andre har valgt er sværere at komme ud af. Det gælder skoler, børnehjem m. m.

Grunden til at man holder andre ude af et fællesskab kan være at man vil styrke sin egen position, og fordi man selv er bange for at blive ekskluderet.

I princippet kan alle blive mobbet. Fjerner man de personer der mobber kommer der bare nye til.

Man kan løse mobning ved at skabe eller genoprettte en kultur med dysfunktionel fokus som skaber et trygt fællesskab.

Hierarkier kan være negative sider i den sociale proces. Der er også en anden side i hierakier. Forældre der lærer deres børn at kravle opad i hierakiet og indtage deres position. Skal man bekæmpe ubehaget ved konkurrence når det gælder at komme så højt op som muligt i hierarkiet; bliver man jo nødt til at få de truende individer væk.

Det er de personer som er på vej op eller som udgør en trussel for en anden som udsættes for mobning. – Mobning kan være alt fra kynisme, vold, udstødelse, forkastelse og chikane. Destruktive ondskabsfulde metoder tages i brug.

Der findes ofte uskrevne regler i beviset for loyalitet overfor en gruppe, hvor der er ens sociale muligheder for fællesskaber. Det er ikke altid man ved hvad reglerne betyder. Brud på sådanne uskrevne regler er et brud på loyaliteten i gruppen.

Normer kan overleve og indkaples gennem årtider. De lægger sig ind i traditionen fordi man ikke korrigerer normerne og gjort dem tidsvarende.

Man opdrager andre ind i det låste system. – Der er nogen der bruger mobning som når man prøver grænser af. Hvor langt vil en person gå for at blive en del af fællesskabet.

Det meget traditionsbundne er meget svært at forandre og da er mobning ikke så let at bekæmpe. Traditioner kan stivne og gøre folk blinde for skadelige tendenser.

Der er næsten altid hieraki i et fællesskab. Kamp om magten gør et fællesskab utryg.

Dannelsesidealerne har ændret sig. Den hårde kynisme kultur bidrager til afstumpethed og det hører fortiden til.

Det betyder ikke at der ikke findes regler og normer i et fællesskab. Det er nødvendig med retningslinier.

 

Selvrealisering!

Selvrealisering er ødelæggende for fællesskabet.

Det ser ud som ønsket er fællesskab; men det handler alt for meget om mig i fællesskabet, så de andre glider i baggrunden.

Selvrealisering skal være til gavn og glæde, fordel for mig, på de andres bekostning. – Det er roden i selvrealisering.

Et rigtigt fællesskab er et supplement Vi skaber sammen helheden.

Selvrealisering er mig der på andres bekostning skal opnå et resultat som giver mig berøm. Giv og tage princippet sættes over styr.

Opfattelse i en ny kultur som er gammel helt tilbage fra 1968 da der var ungdomsoprør.

Selvrealisering = en forestilling om at man har sit sande ”jeg” gemt inde bag alt det, man er blevet påtvunget gennem sin opdragelse og den kultur man er vokset op i.

Alt det der forhindrer en i at være den, man i virkeligheden er. Man skal frigøre sig fra alle snærende normer. De lægger bånd på mig og da kan jeg forløse mit sande potentiale.

Det handler alt sammen om mig. Alle bliver vi igennem selvrealisering til store omvandrende egoer, der gerne vil udtrykke sig selv af, og blive bekræftet.

Den ekstreme selvrealisering har en meget høj pris. Det fører til meningsløshed, ensomhed, i værste fald selvmord.

Omsorg for andre menneske, selvforglemmelse rummer frihed, når vi hjælper dem der virkelig ønsker det.

Det er svært at hjælpe ofre for selvrealisering, da de er optaget af sig selv, alt for meget vil andres omsorg blive noget de bare udnytter til egen fordel.

Selvrealisering er svær at blive fri af. – Selvrealiserende mennesker er så optaget af at forløse eget potentiale, at de taber muligheden for at være noget for andre mennesker.

De opdager ikke at de rummer større lykke og frisættelse, ved at hjælpe deres næste, end at stå alene på en scene og modtage folks hyldest.

Hvis man er ude af stand til at skamme sig, er man ikke i stand til at lytte til sin samvittighed, og hvis samvittigheden ikke bliver hørt, visner den med tiden.