Follow
Religioner er det vi sætter i stedet for Gud.
Gud har sat Kristus i stedet for os.
Skaberen lagde et ekko i sin natur ned i vore hjerter og mennesker kan ikke finde virkelig fred uden igennem ham.
Vi vågner op i en forfærdelig og stor verden, i hvilken vi kun selv er en lille del af en personlighed.
Religioner kan opdeles i tre grupper.
1) Den PERSONLIG-begrænsede gud(er)…(POLYTEISMEN) ”verden har mange guder.”
Når et menneske forkaster Gud har det brug for en erstatning. En stedfortræder; men det skal være en gud der er lille nok til at passe ind i mit eget selvviske liv.
Mænd og kvinder tilbad: Andre ideer om personlige og begrænsede guder i Grækenland og Rom.
I Østen havde man igen andre ideer. Hinduerne har for eksempel 330 millioner guder at holde styr på. De er alle begrænsede, utilfredse og selvviske. De udnytter hinanden og stræber efter at realisere sig selv ligesom de mennesker der opfandt dem.
Parsismen = mindretalsreligion i Indien. Parserne følger den iranske profet Zarathustra. Det har nogen lighed med monoteismen = troen på at der kun findes én gud. Treenigheden som i kristendommen strider ikke imod monoteismen. Monoteismen er princippet i jødedommen, kristendommen og islam.
Den kristne tro på treenigheden anses ikke at være i modstrid med monoteismen.
Polyteismen = Bruges om de religioner der påstår at der findes flere guder. F.eks. Hinduismen.
Parsismen (parserne) vil jeg dog alligevel placere under gruppen med den højestes væsen Ahura Mazda, som ikke er ret meget større end den onde modstander Ahriman. Ingen gud, som er lille nok til at blive efterlignet er stor nok til at løse alle problemer. Denne slags tankegang ender med Animisme = Man må formilde med et uendeligt antal ånder. Dette giver Satans dæmoniske udsendinge meget at bestille og binder hele lande i frygt og overtro.
Ahura Mazda er et navn for Ormudz – det universelle guddommelige lys i den persiske religion. Ahura Mazda er den personificerede guddom, og hans symbol er Solen. Modsætningen er Ahriman (?)– mørkets gud.
Ahriman (Angro Manyu) er “den onde ånd” i den persiske religion. Ahriman repræsenterer de modstandskræfter, som mennesket må overvinde på udviklingsvejen. Ahriman er derfor identisk med åndsvidenskabens elementalessens, som menneskets legemer er bygget af. Denne elementalessens udvikler sig i retning af tiltagende stoflig tæthed (involution), hvorimod mennesket udvikler sig i retning af tiltagende åndelighed (evolution). I spændingsfeltet mellem disse duale energier udvikles mennesket. Ahriman er derfor en forudsætning for menneskets udvikling. I antroposofien (Rudolf Steiner) og hos Rosenkreuzerne har udtrykket Ahriman stor betydning som betegnelse for modstandskræfterne, som mennesket må overvinde for at få adgang til højere bevidstheds- og eksistensplaner. I Martinus’ åndsvidenskab er Ahriman identisk med “de mørke genløsere”. I symbolsproget er Ahriman den ene af røverne på Golgatha. Det var den røver, der valgte at gå sammen med folkemængden for at spotte Jesus.
Animisme = er troen på, at alt har en sjæl.
2) Den upersonlige-UBEGRÆNSEDE Gud …(PANTEISMEN) ”Gud er alt”.
Nogle østlige folk lod sig betage af denne forvirring: de fremsatte ideer om en gud uden ansigt. Sådan en ”upersonligt noget” ligger til grund for både tanke og materie. Ægyptens gamle mangehovede guder viste sider af en uendelig guddom, som de ikke kunne beskrive; det meste af den østlige tænkning bevæger sig rundt om dette gudsbillede. Gud er en del af skabningen. Han er verden, stjernerne, universet, dyrene og gud er også mennesket. Dette er en anden forestilling som også gør Satan glad. Han elsker løgn. Det viste han første gang i Edens Have da han forførte Adam og Eva.
Bibelen siger noget helt andet; nemlig at Gud skabte universet uden for sig selv. Hvis det skulle blive nedbrudt ville han dog bestå. Mennesket har sit forhold til Gud gennem skabelsen; men det er ikke selv gud.
Buddha begyndte sin egen religion. Han troede, at hvis han opgav både begær og individualitet (inden for sin egen høje etik) ville han udrydde lidelsen.
Confutsianismen er et andet forsøg, som en klog kineser gjorde for at lede sit folks liv. Confutsianismen har haft stor indflydelse på den japanske Buddhisme, og visse elementer er ført over.
Taoismen har som mål at give mennesket dets oprindelige naturlige sind tilbage. Taoismen vil genoprette ligevægten, balancen og harmonien i menneskets inderste. Taoismen antager at civilisationen ødelægger mennesket, idet den nedbryder menneskets oprindelige sande natur.
I disse systemer anvender man ofte hjælpemidler som meditation, yoga-øvelser, faste, narkotika eller diæt for at lette adgangen til den kosmiske oplevelse eller gudsbevidsthed.
Igen en af Satans løgne som hedder reinkarnation findes i de fleste østlige religioner og den giver mennesket en årsag til at opløse deres egen personlighed og til at antage dæmoniske besættelse eller sindsforvirring som virkelighed. De påstår at livet løber i genfødelsens cirkler. Enhver er simpelthen født til at lide straf for dårlig opførsel eller til at få løn for gode gerninger i et tidligere liv. Den, som er heldigt født, har således grund til at være selvretfærdig og ingen grund til at hjælpe samfundets udskud. Dette fører til udpræget selviskhed, stolthed og ligegyldighed over for de dårligt stillede. Det ses af Indiens kastesystem.
3) PERSONLIG – UBEGRÆNSET…(MONOTEISMEN) En Almægtig Gud.
De tre store religioner som er tilbage er Islam, Jødedommen og en mængde kirkesamfund, som almindeligvis kalder sig kristne med navne som græsk-ortodokse, romersk katolske og protestantiske særpræg. De forenes mere og mindre i at samles om den personlige og ubegrænsede Gud, som skrifterne taler om; men de er stadig religioner uden et personligt forhold til Gud.
ISLAM kender ”ingen anden Gud end Allah, og Muhammed er hans profet.” Koranen er den øverste og endegyldige skrevne autoritet for livet. Muhammed var den sidste af de store profeter. Adam, Abraham, Moses og Jesus står også på listen sammen med profeter eller hellige mænd, som gik forud for hans endelige komme for at bringe den islamiske tro.
Islam kræver af sine troende: Bøn (fem gange om dagen på klokkeslæt) faste i dagtimerne i en måned om året (man må holde fest om natten), forbud mod spiritus, spil og visse spiser. En pilgrimsrejse til Mekka (personligt eller ved stedfortræder) og gentagelse af trosbekendelsen.
Allah bliver tjent; men næppe elsket. Respekteret; men næppe med glæde, fordi han ikke personligt bor i muslimernes hjerter. Han kan kun håbe på at han må blive fundet værdig, når hans gode gerninger bliver gjort i håb om belønning. Allah lader sig aldrig bevæge. Hvad end der hænder ham, er den skæbne, der møder, ham hvad ”Allah vil.”
Jødedommen er i sin levende form grundlaget for den nytestamentlige åbenbarelse af Guds opofrende kærlighed til mennesket.
Fra Abrahams tid fandt Gud trofaste mænd, som bevarede sandheden om hans store og kærlige natur og vise verden, hvad det vil sige at være en, som følger den sande Gud. Israel er stadig i dag med i Guds tidsregning for historiens afslutning. Gud har særligt udvalgt Israel som sit land og folk.
Der er mange israelitter som har glemt deres Gud; men der er også nogle af de mange fra den formelle jødedoms rækker, som anerkender deres Messias (Jesus) og de kan tilbede Faderen i ånd og sandhed.
Ny Testamente åbnede en ny mulighed, en udvidelse til at gælde alle nationer. Guds tilgivelse bliver åbenbaret og tilbud om udødelighed (evigt liv) afsløres. Det Gamle Testamentes velsignelser bliver gjort aktuelle og vi kan alle være med.