Det andet eksempel handler også om et lille barn der døde. Samme fremgangsmåde som det forrige barn. Barnet blev båret igennem skoven ned til stranden. Ned til gravpladsen. I den stenede jord blev der gravet en grav og det lille barn blev lagt deri. Jorden blev kastet på igen, og det lille barn blev begravet. Igen var der en mor som havde mistet sit barn. Det medfører altid sorg. Det forstår vi alle. Vi deltager i hinandens sorger og prøver at trøste som rigtige venner. Moderen til dette barn stod og græd; men ikke højt. Hun rev sig heller ikke i håret. Hun var mere rolig og fattet midt i sorgen og savnet. Hun græd stille og da hun kom hjem til landsbyen hun boede i holdt hun sorgen for sig selv.

Hvorfor denne forskel? Begge mødre havde mistet et barn. Begge mødrene elskede deres barn lige højt. Den ene var i stand til at bære sorgen; noget den anden ikke magtede. Hvorfor det? Nærmere undersøgelse viste at den ene mor ikke kendte til Jesus, vidste ingenting om evangeliet. Hendes sorg var håbløs fortvivlelse. Hendes tanker sagde hende: Jeg har mistet mit barn, og kommer aldrig til at se det mere. Den anden mor var kristen. Hun levede sammen med Jesus. Hun troede på opstandelsens glade håb. I hendes tanker lød det: Han kommer ikke tilbage til mig; men jeg kommer til ham en dag. Gensynsglæden i himlen bliver ufattelig. Det er sorg og savn at miste; men når vi tror på opstandelsen, ses vi igen. Det levende håb vi har som kristne er at vi ser vore kære igen. Tænk, når slægt og venner alle mødes der. Det bliver en fantastisk dag. Den store hyrde havde taget det lille barn til sig. Han vil bevare det og levere det tilbage til moderen en dag. Mange tør ikke se sorgen i øjnene. Begravelser er forfærdelige for os alle. Den store fortvivlelse ses ofte hos den, der intet håb har. Sorg er en del af livet. Det er bedst at have Jesus med sig i alle livets forhold. Han bærer os igennem. Han har givet os et håb. Vi skal ses igen, en dag i himmelen. Jeg kan ikke forestille mig et liv på godt og ondt uden at kende Jesus.