Bekræftelse!
I vore dage er vi begyndt at dyrke det perfekte. Det er årsagen til at vi hele tiden søger bekræftelse. Intet menneske kan på hele sit livs rejse opnå det perfekte. Perfektionisme gør også at vi ser hinandens fejl på en sådan måde at det kan være svært at leve sit liv fuldt ud. Det er nemlig af fejl vi skal lære og ingen tør lave fejl. Derfor lærer vi ingenting. Livserfaringen er vundet gennem fejltrin. Øvelse gør mester. Perfektionisme gør at vi ikke tør lave fejl. Fejl er uundgåelige; men så må vi prøve at skjule dem. En god måde er at angribe og beskæftige sig med andres fejl. Det fjerner opmærksomheden fra en selv.
Et menneske der pludselig bryder op fordi det vil forfølge sine drømme, vil altid være usikker og alene i den store verden. Vi siger farvel til trygheden og begiver os ud på noget som vi ikke ved hvor ender. Sådan er det med alt i livet. Det kan begynde godt og ende skidt. Det kan minsandten også begynde skidt og ende godt. Hvorom alting er, ingen ved noget om fremtiden. Den der intet vover, intet vinder.
Det er umuligt at gennemskue alle livets faser.
Vi vil også have det perfekte udseende. Spørgsmålet kommer hele tiden: Hvornår er jeg perfekt? Det er derfor vi har brug for bekræftelse fra andre. Det får os til at føle at vi er perfekte. Vi vil som mennesker gerne reagere på det perfekte; men det perfekte er umuligt at opnå. Bekræftelse giver os ikke det vi higer og længes efter. Vi bliver meget let fanget af bekræftelsessyge; hvis vi ikke er på vagt.
Bekræftelsessygen kan forhindre os i at leve. Hvem er det der tør gå mod strømmen for at ændre verden? Hvem er det der tør kæmpe for en sag i retfærdighedens navn? Ingen, fordi det giver ingen bekræftelse. Det er ikke in at blive upopulær. Hvad nu hvis nogen kommer med en mistillidserklæring mod mig? Det betyder jo, at der er noget galt med mig. Jeg er forkert. Jeg bliver ikke bekræftet. Det er umuligt at kæmpe for retfærdigheden og samtidig ønske bekræftelse. Det at sige sandheden giver ikke altid et synes godt om eller en bekræftelse.
Går vi for meget op i det ydre, forholder vi os ikke til virkeligheden. Vi har ikke forstået det mest grundlæggende i livets vilkår. Når vi taler er det svært for os at relatere til hinanden, fordi det høres på alt hvad vi siger at de grundlæggende vilkår mangler.
I dag har vi mange og ufattelige muligheder for at komme i kontakt med mange på en gang. Vi kan få kontakt med hele verden via internet, facebook, mail m.m. Det er let at skabe en fiktion omkring sig i stedet for en virkelighed. Ingen kommer tæt på; selvom vi kender mange. Vi iscenesætter os selv for en hel verden. Vi bruger YouTube, og video. Nogle gange forsøger vi at skabe noget andet end det vi er. Vi vil gerne fremstå som perfekte. Det tiltrækker og bekræfter; men virkeligheden fortæller os noget andet. Vi forveksler bekræftelse med kærlighed. Vi behøver nære relationer. Vi behøver familie relationer, kirkefællesskab, Guds relation. Hvornår har vi sidst siddet og talt sammen med en god ven? Det er også svært for nogen at finde en god ven.
Vi har brug for sunde relationer. Der er alt for mange usunde relationer. Vi udnytter hinanden. Vi manipulerer med hinanden. Vi svigter hinanden. Tillid og troværdigheden brydes.
Vi skal selvfølgelig gå efter vore drømme; men ikke være blåøjede. Vi skal ikke leve i fantasien; men også kunne se virkeligheden og forholde os til den. Virkeligheden opfylder ikke altid vore drømme. Vi skal kunne leve med knuste drømme. Vi skal være i stand til at omdirigere os selv og gå nye veje.
Fantasi kan møde virkeligheden på en sådan måde at vi næsten slutter med at drømme. Det må ikke ske, for det gør et menneske passiv og nyttesløs. Det kan igen føre til en destruktiv livsstil. Vi må op på hesten igen og drømme videre. Noget af det vi drømmer om vil altid lykkes. Det er livets uforudsigelige hemmelighed.
Tag Gud med på din rejse gennem livet. Han er den samme uanset livets vilkår.