ADAM

Næsten hver eneste henvisning til Adam i Det Nye Testamente sætter ham i et dårligt lys. Den faldne. Den ulydige. Den som lod sig lokke.

Alligevel var Adam vor stamfader. I begyndelsen var han løfterig. Han var et forbillede på Kristus. Han var en værdig mand, udrustet med magt til at lede Guds skabning. Han var en meget intelligent mand, i stand til at give navn til hele skabningen. Han var en mand med guddommelig aura (glorie) over sig. Dette forsvandt efter faldet. Da stod han der, nøgen og skamfuld. Faktum er at han var en så vidunderlig skabning, at da Gud som var skaberen betragtede ham som ”såre godt.” Han manglede dog en egenskab og det var tro. Han kunne ikke stole på Gud. En sådan mangel fører uvilkårligt til en tragedie.

Vi kan læse om Adam i 1. Mosebog kapitel 1 versene 26-31

Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.«Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!« Gud sagde: »Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have til føde. Til alle de vilde dyr og til alle himlens fugle, ja, til alt levende, der rører sig på jorden, giver jeg alle grønne planter som føde.« Og det skete. Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag.