Kongesønnen

Billy Bray

KONGESØNNEN 

 

En skildring

→ af hans omvendelse
→og senere liv
 

→En troens mand

→En bønnens mand

En glad mand!

 

Det er inspirerende at læse om ham,

og er der noget vor tid trænger til,

er det at blive styrket i troen.

GUD ER ALMÆGTIG

og for dem som kan tro Gud

er der ubegrænsede muligheder.

Kapitel I

DRANKERENS OMVENDELSE

 

”Dersom nogen er i Kristus, da er han en

ny skabning; det gamle er forgangent: se,

 alt er blevet nyt.” (2.Kor. 5:17)

 

De, der kendte Billy Bray efter hans omvendelse, ville knap nok kunne tro, at han var den samme, som tidligere ødelagde sig selv og andre i drukkenskab og megen anden dårlighed. Han skjulte det imidlertid aldrig selv, men talte ofte derom for at vise, hvad Gud kan frelse et menneske fra. Vi vil dog ikke her gå nærmere ind på det, men blot kortelig skildre hans ungdomsliv for derefter at betragte det klare lys, som han vandrede i resten af sin levetid.

Billy, eller, som han egentlig hed, William Bray, var født i 1794 i landsbyen Twelveheads nær ved Truro i Cornwall. Hans Fader døde, medens børnene var ganske små; de opvoksede da hos deres bedstefar. 17 år gammel drog Billy til Devonshire, hvor han levede et dårligt liv. Han siger selv: ”Jeg blev drukkenboltenes kammerat og var meget nær ved helvede.”

Flere gange var han nær ved at miste livet. Således arbejdede han en dag nede i en mine, da han hørte klippen slå en revne; han sprang til side, og i samme øjeblik faldt en stor masse ned på det sted, hvor han havde stået. Men Gud frelste ham fra ”bunden af helvede.”

Han havde dog ikke endnu nået det, som han kaldte ”bunden af helvede.” På grund af uforskammethed mod minebestyreren blev han afskediget og rejste til en anden egn for at arbejde. Her indkvarterede han sig på selve værtshuset og svirede dag og nat. Og dog havde han på det tidspunkt ikke alene et dårligt hoved og en syg mave, men hans samvittighed var så urolig, at han næsten ikke turde lægge sig til at sove af frygt for at vågne op i helvede, endskønt han allerede var midt i det. Men hvor lidt man kan dømme mennesker efter det udvortes, kan vi klart lære af Billy´s eksempel; thi skønt han omtrent var så dybt nede, som han kunne komme, lovede han dog flere gange Gud at ville forandre sig. Han manglede imidlertid kraft til at holde sit løfte og blev værre og værre. Efter syv års forløb vendte han så tilbage til sin fødeegn som en rigtig dranker. Hvad det vil sige, ved vi vist alle. Han blev en forbandelse både for sig selv og sin familie. Hans kone måtte sædvanlig hente ham hjem fra værtshuset, og han drak hellere sin fortjeneste op, end han gav hende noget. Og dog vidste han, hvor galt han bar sig ad, samvittigheden pinte ham om dagen, og onde drømme skræmmede ham om natten.

Men nu var timen også nær, da han skulle udfries fra dette syndeliv. Han havde læst en bog af Bunyan om ”himmel og helvede”; det gjorde ham endnu mere ulykkelig og urolig, end han var før, og der kom en stadig større længsel i hans sjæl efter at blive et bedre menneske.

Hans kone havde været omvendt i sin ungdom, men havde atter vendt sig bort fra Gud. Hun kunne dog fortælle sin mand, at ingen tunge kan skildre, hvor godt de har det, som tjener Gud.

”Hvorfor begynder du da ikke igen?” sagde han til hende, ”thi så kunne jeg måske også begynde”.

Han havde den største lyst til at kaste sig ned på sine knæ og anråbe Gud om forbarmelse; men han skammede sig for sin kone og gik i seng uden at turde bede, thi ”Djævelen havde sådant tag i ham.” Han havde ønsket, at hans kone skulle blive omvendt først, så hun kunne fortælle ham, hvorledes man skulle bære sig ad med at blive frelst; thi han tænkte, at hun ikke var nær så stor en synder som han selv, så hun ville nok lettere få tilgivelse. Men klokken 3 om natten vågnede han med den tanke, at dersom han ventede, til hans kone blev omvendt, ville han måske aldrig blive frelst. Han sprang da ud af sin seng og kom for første gang ned på sine knæ, og siden den gang havde han aldrig skammet sig ved at bede, kunne han 40 år efter fortælle med glæde. Han var nu ved at komme ind på en vej, som han ikke mere kunne vende om på; thi jo mere han bad, desto mere trang til at bede kom der i hans sjæl. Han blev liggende på sine knæ til langt op på dagen.

Den dag, som fulgte efter hin mindeværdige nat arbejdedes der ikke ved minen; men sluttedes kontrakt om arbejdet. Billy var vant til på sådanne dage at tilbringe tiden på værtshuset sammen med sine kammerater, her plejede han at drikke og bande værre end den værste.

Nu var han også nødt til at være sammen med de andre, men de mærkede snart, at der var sket en forandring med ham.  En af dem gav sig til at bande. ”Du kommer til at gøre regnskab for det en gang,” sagde Billy. ”Skal vi så alle sammen gå til hellig forsamling?” spurgte en anden spottende. ”Ja, det var da bedre end at gå til helvede,” svarede Billy.

De andre bebrejdede ham nu, at han ”gjorde sådant et spektakel.”

”I ville også råbe og skrige, om I følte min byrde, og jeg må blive ved med det, indtil jeg bliver af med den.”

Den første lønningsdag da han kom ædru hjem, spurgte hans kone forbavset: ”Men hvor kan det dog være, at du kommer så tidligt?” og hun fik til svar: ”Med Guds hjælp skal du aldrig mere se mig drukken.” – Og hun fik det aldrig mere at se. Thi Gud kan også frelse en dranker.

I stedet for at sidde på værtshuset bad han hele aftenen. Næste dag gik han på arbejde, men sad med Bibelen og en sangbog, og da læste og bad han skiftevis hele dagen igennem. Han begyndte allerede at føle en solstråle af glæde i sit hjerte.

Om søndagen gik han til et sted, hvor de såkaldte ”bibel=kristne” plejede at have møde. Men det var regnvejr, så der kom ingen. Det gjorde et ubehageligt indtryk på ham, og han tænkte: ”Om en smule regn kan holde de kristne borte, så skal jeg da ikke slutte mig til her.” Denne hastige beslutning forandredes dog, og det blev netop disse kristne, han kom til at stå sammen med i over 40 år.

Nu måtte han så imidlertid tilbringe denne dag ene med Gud, Bibelen og sangbogen. Djævelen prøvede på at fortælle ham, at Gud aldrig ville forbarme sig over ham. Men i tillid til Ordet: ”Søger, så skal I finde,” blev han ved med at bede og råbe til Gud. Mandag eftermiddag tilbragte han på samme måde; men om eftermiddagen måtte han gå til minen.

Under arbejdet blev han dog ved at råbe til Gud om forbarmelse. Hans kammerater havde ondt af ham: ”Han ligner slet ikke Billy Bray,” sagde de. Så gik han hjem igen og blev ved at råbe til Gud hele vejen.

Klokken var 11 om aftenen, da han kom hjem, men dog var det første, han gjorde, at kaste sig på knæ og råbe til Gud på ny om dog at forbarme sig over ham. Han glemte alt andet for dette ene. Han gik i seng, men ikke for at sove.

Hele næste dag råbte han igen til Gud, først om formiddagen i sit hjem, og derefter hele eftermiddagen og aftenen i minen.

Natten gik på samme måde. Djævelen prøvede på at gøre ham modløs; men nu var løgneren blevet narret for sit bytte; thi Billy sagde til sig selv, at det var dog godt, som det var; thi han ville hellere ligge og råbe til Gud om forbarmelse end leve i synden.

Næste dag ”var han lige ved at gribe velsignelsen,” men så måtte han gå på arbejde klokken to om eftermiddagen. Her stormede Djævelen atter ind på ham og blev ved at sige til ham, at han aldrig ville finde nåde hos Gud. Men Billy sagde: ”Du er en løgner, Djævel!” og i samme øjeblik blev hans hjerte lettere, og han begyndte så småt at prise Gud, så sagde han til sine kammerater: ”Jeg er vel ikke så lykkelig som andre kristne; men hellere end at vende tilbage til synden ville jeg brændes til døde her på stedet.”

Da han kom hjem, brød han sig ikke om at spise, denne gang ikke som før på grund af sjælenød, men fordi han havde fået et håb i sit hjerte, og nu ville han straks benytte sig af det. Han gik lige til Gud og sagde: ”Du har sagt, at de, som beder, skal få, og de, som søger skal finde, og de, som banker, for dem skal der oplades.” Da fyldte en overstrømmende glæde hans hjerte; han jublede og priste Gud, som havde forbarmet sig over en ussel synder som ham.

Det var i november 1823.

Alting syntes nyt for ham, mennesker, markerne, kvæget, træerne. Han var som et menneske i en helt ny verden, og han forekom sig selv at være fuldstændig ny. Han talte til alle om, hvad Gud havde gjort for ham. Han besøgte sine kammerater for at fortælle dem det. Nogle sagde, han var gal, andre sagde, at de fik ham nok tilbage næste lønningsdag.

Men de fik ham aldrig tilbage. Thi det var Gud, der havde draget ham op af det dybe dynd og sat hans fødder på en klippe, og han gjorde hans trin faste. (Davids Salme 40:3)

Kapitel II

EN STOR HØST!

 

”Opløft jeres øjne og se markerne, at de

allerede er hvide til høsten!”

(Gl. overs. Johs. Ev. 4:35)

 

Billy Bray´s omvendelse blev begyndelsen til en stor vækkelse i hele den egn. Det kom dels som en følge af hans liv og vidnesbyrd, dels som svar på hans bøn.

Der var vel straks mange, der i vantro tvivlede på, at det kunne være ægte med hans omvendelse, den forekom dem at være for pludselig og for gennemgribende. Mange af hans gamle venner mente, at det var indbildning, han levede i; de prøvede på at disputere med ham for at snakke ham freden og glæden fra; men det virkede ikke mere end ”en dråbe vand på halen af en and”, som Billy sagde, eller som den samme talemåde lyder på dansk: ”at slå vand på en gås.”

Det var så langt fra, at det indvirkede det mindste på ham, at det tværtimod var helt farligt at komme i hans nærhed, thi han var som en brændende ild. Hele hans udseende, hans ord, alt, hvad han tog sig for, blot et blik fra ham var som en magnetisk kraft, som ingen kunne stå for; ja, han var ligesom ladet med himmelsk elektricitet. Og det var ikke, fordi han anstrengte sig for at være sådan eller for at vidne om JESUS, sin frelser; thi han kunne lige så lidt lade være dermed som solen med at skinne eller træerne med at knoppes ved forårstid.

Før havde han været stærk i at fortælle løgne for dermed at more folk. Nu blev han lige så ivrig til at vidne om sandheden. Denne var vel ikke velset af mange, men det varede ikke længe, før nogle af dem var ”lige så gale som han selv.” En af de første var hans kone, som nu kom tilbage til den samme lykkelige tilstand, hun var i, da hun første gang blev omvendt.

Mændene som arbejdede i minen, tog han sig særlig af, og det på en egen måde. Før arbejdet begyndte, og de gik ned hver til sin plads i skakten, samlede han så mange, han kunne få fat i, og bad med dem; han bad da sædvanlig Gud om, at dersom nogen af dem skulle blive slået ihjel den dag under arbejdet, at det måtte være ham, thi han var beredt til døden, men de andre ikke. Fra først af sagde de: ”Ja, du kan bede, så vil vi høre derpå;” men snart smeltede de hårde hjerter, tårerne trillede ned ad deres kinder, og flere af dem begyndte selv at bede.

Der kunne nævnes mange mærkelige tilfælde af omvendelser; flere blev taget hjem til Gud kort efter at have fundet fred med ham. Blandt disse var en af Billys kammerater fra Devonshire, som var kommet til Cornwall samtidig med ham. Når nu Billy vidnede for minearbejderne, og de begyndte at spotte ham, så sagde denne mand:

”I skal lade ham være i fred, thi jeg kendte ham, da han var en drukkenbolt, og nu er han en god mand: jeg ville ønske, jeg var som han.”

Billy bad meget for denne mand, og en dag, da han havde været ude på marken for at bede, fik han vished om, at han snart skulle blive omvendt.” Da han traf ham næste dag, sagde han:

”Jeg har godt nyt at bringe dig; thi da jeg bad ude på marken, sagde Gud til mig, at du snart skulle blive omvendt.”

Og det skete. Snart efter blev han syg og døde lykkelig og glad i Jesus.

En anden mand fortæller Billy om: Vi arbejdede sammen før min omvendelse, og han var en ond mand, ligesom jeg. Vi blev forfremmede på samme tid. Han blev bestyrer af minen, og jeg blev indlemmet i den himmelske kongefamilie som et af Guds børn. Efter at jeg i nogen tid ikke havde set ham, fik jeg en aften den forvisning, at om jeg gik hen og talte med ham, ville han blive frelst. Uden den mindste tvivl i hjertet gik jeg hen til ham, bad med ham og fortalte ham, hvad Gud ville gøre for ham. Snart fandt han sin frelser, og kort efter døde han, lykkelig i hans kærlighed.”

Det sted, hvor Billy samledes med flere andre kristne, var et kapel (Hick´s Mill Chapel), som var bygget i 1821. Nu begyndte mange folk at komme sammen der, og ved ordets forkyndelse gik den ene efter den anden ind i Guds rige. Tilstrømningen blev så stor, at kapellet allerede i 1824 måtte udvides, så det kunne rumme 4-500 mennesker, hertil kom folk langvejs fra, så det blev centrum for en stor bevægelse, som nåede endogså til langt bort liggende egne. Det følger af sig selv, at Billy stod midt i denne, og at også hans navn blev kendt over hele den del af landet. Det var hans største glæde at være til stede, hvor der religiøs vækkelse, og når han hørte om nogen, der var bleven omvendt, råbte han højt af fryd derover.

Dette kom særligt frem ved et besøg, han aflagde hos præsten W. Haslam. Denne er måske de fleste af læserne bekendt. Han var meget ivrig for kirken og troede ikke, at der var frelse udenfor den, og han kæmpede ivrigt imod ”dissenterne” i sit sogn, sådanne troende, som ikke sluttede sig til statskirken.

Blandt hans bedste venner i kampen for kirken var hans egen gartner. Så fik denne imidlertid tæring, og da han lå med døden for øjnene, mærkede han, at kirken ikke kunne frelse ham. Han sendte da bud efter nogle af de foragtede ”dissenter” og disse sagde, at han måtte komme til Jesus som den fortabte synder, han var; de talte videre med ham om Jesu Kristi fuldbragte værk og bad med ham, og han fandt fred med Gud ved troen på Jesu blod.  Dette var en stor sorg for præsten; i stedet for at glæde sig over, at en sjæl havde fundet fred, blev han vred over, at han ikke havde villet nøjes med hans evangelium. I sin fortrydelse ville han slet ikke besøge den syge, men lod sig dog bevæge dertil; men da han kom til hans værelse, fandt han ham imidlertid på sygelejet, men gående frem og tilbage på gulvet, prisende gud. ”Du er vild,” sagde præsten, ”du har drukket vin, John.”

”Nej, ikke en dråbe,” sagde gartneren, ”nej, det er noget helt andet. Jeg ved, at de holder af mig, derfor vil jeg tale rent ud til dem: De kender ikke denne fred og glæde, jeg er vis på, De gør det ikke, ellers ville De have fortalt mig derom. Men bed Gud om at give Dem den, og jeg vil også bede for Dem. Vær ikke vred på mig! Gud velsigne Dem og omvende Deres sjæl!”

Præsten flygtede forvirret bort. Men han kunne ikke komme til ro efter dette stød. Han besøgte en nabo-præst og fortalte ham, hvad der var hændet. Denne præst trøstede ham imidlertid ikke, men sagde, at dersom han havde været omvendt, ville han have glædet sig over, at gartneren var blevet frelst, og ville have takket Gud sammen med ham; og han sagde rent ud til ham, at han ikke ville komme til at gøre virkelig gavn i sit sogn, førend han selv blev omvendt.

Næste søndag gik præsten Haslam til kirken med den forvisning, at han ikke selv var omvendt; men da han stod på prædikestolen og begyndte at tale over teksten: ”Hvad tykkes eder om Kristus?” da blev hans øjne åbnede til at se, at Kristus er grundvolden, og at han var det Guds Lam som borttog verdens synd. Så blev hans sjæl ligeså fuld af glæde, som den før havde været af elendighed. – Den første følge af Guds velgerning mod hans sjæl var den, at en mand nede i kirken råbte: ”Halleluja! Nu er præsten bleven omvendt!” Og præsten blev langt fra vred over dette, men stemte i med pris til Gud. En stor vækkelse fulgte derpå i hele sognet og omegnen.

Det var ikke underligt, at Billy Bray ønskede at besøge ham for at ”have en fest for sine øjne” som han udtrykte sig.

Om Billy Brays besøg i Baldhu præstegård fortæller Haslam selv i en af sine bøger. Det var en morgen, tre måneder efter hans omvendelse, medens han sad og spiste frokost, at han hørte nogen gå frem og tilbage ude i forstuen og prise Gud. Han gik hen for at se, hvem det var, og så fik han for første gang denne besynderligt udseende mand at se. Han spurgte ham, hvem han var, og han svarede med et ansigt der strålede af glæde: ”Jeg er Billy Bray – er De præsten?” ”Ja” lød svaret, ”omvendt er De? ”Ja, lovet være Gud!” ”Er damen omvendt?” ”Ja.” ”Tak være Gud!” Og så kom han ind i stuen for at hilse på ”damen.” Så spurgte han hende, om der var nogle tjenestepiger i huset. ”Ja, der er tre.” ”Er de omvendte?” ”Ja.” ”Hvor er de?” ”I køkkenet.” Så var han straks derude, og snart hørte præstefolkene dem alle prise Gud højlydt på deres landsbymål.

Billy kom nu igen ind i stuen for at spise frokost med. Men førend han satte sig ned, gik han pludselig hen og tog præsten om livet og bar ham en gang rundt om bordet; efter at have sat ham ned på hans stol igen, dansede han selv rundt på gulvet af glæde og sagde, at han var så lykkelig, som han kunne holde ud at være. Det var ikke noget ualmindeligt for Billy at udtrykke sin glæde på denne måde; men det var jo ikke alle folk, der var vant til den behandling, præsten fik.

Frokosten kunne han ellers nok trænge til; thi – som han nu fortalte – han havde kørt hele natten i en lille vogn med et æsel for. Han havde nemlig længe ønsket at besøge præsten i Haslam efter at have hørt om hans omvendelse, men først den foregående aften klokken 11, da han var ved at gå i seng, havde han fået lov dertil af sin himmelske Fader. Så havde han straks klædt sig på igen, spændte æslet for og drog af sted, syngende hele vejen.

Nu fortalte han også, hvorfor han så gerne ville aflægge dette besøg i Baldhu. Nogle år før var han nemlig kommet den vej, og da havde Gud sagt til ham: ”Jeg vil give dig alle, som bor på dette bjerg.” Så knælede han straks ned og bad for alle beboerne, og derefter opsøgte han dem i deres huse og talte med dem, indtil de alle kom til Herren. Men så knælede han ned igen og beklagede sig for Gud over, at der kun var tre huse der; han fik da løfte om, at der skulle blive flere.

Han glemte aldrig den høj, som Gud havde givet ham, men han blev ved at bede for dens fremtidige beboere, så en dag fik han brev fra sin broder, som boede i nærheden, at nu blev højen beplantet, og der skulle bygges en kirke; senere hørte han, at der var bygget en præstegård og en skole. Billy bad ivrigere end nogensinde for sin høj. Da kirken var taget i brug, kom han for at se og høre selv, men blev højligt skuffet ved, at det var en ”puseyit”, der prædikede der (puseyit er navnet på en engelsk teolog, som var helt katolsk i sin iver for kirken). Bedrøvet gik han bort, men lærte af dette, at han ikke skulle komme for at se, førend hans Fader gav ham lov.. Han forholdt sig så rolig en tid, men da han hørte om Haslams omvendelse og vækkelsen i Baldhu, kneb det for ham at holde sig hjemme.

Fra præstegården gik turen til skolen, hvor han fandt, at både skolelæreren og dennes hustru var omvendte. Det samme var tilfældet i et hus ved siden af. Det var næsten mere, end han kunne bære; han sprang og dansede og klappede i hænderne, råbte af glæde og sang og priste Gud.

 _ _ _

Billy Bray blev temmelig snart en bekendt prædikant. Ikke af den almindelige, regelmæssige slags – undtagen i klædedragt, thi sort frakke og hvidt slips måtte han anlægge. Men ellers var han ikke som andre. Han begyndte aldrig på den sædvanlige måde med en tekst, som han udlagde, men med et vers af en sang, en historie, en oplevelse eller lignende. Han kunne holde tilhørerne i ånde, både gamle og unge, både lærde og ulærde. I hele Cornwall var han til sin død den mest afholdte prædikant. Et billede, som han en gang brugte, er betegnende for ham. Han prædikede på et sted, hvor der var to miner i nærheden af hinanden; den ene var god og gav arbejderne godt udbytte; i den anden var arbejdet strengt og lønnen dårlig. Hvad nu, om han arbejdede ved den dårlige mine, men på lønningsdagen gik hen til den anden og ville have sin løn udbetalt der? Men havde han ikke arbejdet et andet sted? Jo, men han holdt mest af at få lønnen her. Forgæves! Han måtte også arbejde, hvor han ventede at få lønnen udbetalt. Således får mennesker løn der, hvor de tjener, hos Djævelen eller hos Jesus.

Når Billy talte om herlighederne i Faderhuset, kunne han aldrig finde ord stærke nok i sit jævne sprog til at beskrive alt det gode.

Han talte f.eks. over Jesu Ord: ”Jeg er det livsens brød”; og så sagde han: ”Å, sikken et dejligt brød.” Patriarkerne og profeterne spiste af det og fandt ikke, at skorpen var for hård.

Apostlene og martyrerne spiste af det og fandt, at det var godt helt igennem. Og priset være Gud, gamle Billy kan spise af det, skønt han ingen tænder har, og han bliver fed deraf.”

Han skildrede, hvorledes nogle kristne altid spiste ved et stille og højtideligt bord; han kunne vel også spise der, men også ved det bord hvor man råbte Halleluja! eller ved det bord, hvor man sprang og dansede.

Han udtrykte det på den måde: ”Jeg kan sige: Ære være Gud! Men jeg kan også synge: ”Ære, ære være Gud! Og jeg kan danse: Ære, ære, ære være Gud.” Og så illustrerede han det med det samme.

Hans billede passer altid til de forhold, han prædikede under. ”Det er et godt bytte at få en krone i stedet for en minearbejders hat, kunne han sige. ”O, I mænd fra vesterlandet,” sagde han engang, da han prædikede for sine standsfæller, ”jeg er også gammel minearbejder. Kom til himlen! Dersom der skulle mangle en krone, så vil jeg gerne undvære den, blot I vil komme. – Men der er for resten ingen mangel,” føjede han til; ” jeg tror nok, Gud skal kunne finde kroner til alle dem, jeg kan få til at komme.” De teologiske spørgsmål klarede han på sin egen praktiske måde.

”Jeg forstår mig ikke på det; men jeg siger eder, Venner, at om der var noget, der kunne gøre mig mere lykkelig, end jeg allerede er, så ville jeg gå lige ind i det – ligesom en and, med hoved, vinger og fjer, hel og holden.”

”Men I er ellers ikke halvt så kloge som vore ænder derhjemme,” sagde han engang, da han prædikede for nogle meget kritiske folk, ”dersom vi kaster en håndfuld korn ud til dem, så æder de alt kornet, men lader avnerne ligge. Men når I får korn, så samler I alle avnerne op og lader kornene ligge.”

Billy holdt ikke af tørre, stive møder. Selv var han fuld af liv og livsglæde, og han holdt af at se andre lige så lykkelige. Det var ikke alle der syntes om det; men hos befolkningen i Cornwall slog det godt an, da først mange var omvendte til Gud. Det var da det almindelige, at møderne sluttede ikke alene med sang og bøn men med jubelråb, når først der var kommet ”sejr” som de kaldte det, det vil sige, at Guds Ånd havde fået magten i alle de tilstedeværendes hjerter. 

Kapitel III

EN GLAD KRISTEN

 

Du omskiftede min klage til dans for mig.

Du løste min sørgedragt af mig og omgjordede

Mig med glæde, for at min ære skal

Lovsynge dig og ikke tie; Herre, min Gud,

Jeg skal prise dig evindelig.”

(David Salme 30:12-13)

 

Billy Bray fremstillede altid kristendommens lyse side.

Og for ham havde den ingen anden.

Hans lykke og glæde begyndte straks efter hans omvendelse.

”Jeg er meget lykkelig under mit arbejde,” sagde han; ”jeg kan springe og danse ned under jorden, ligeså godt som oppe på dens overflade.”

”Jeg har følt kristendommens glæder 250 fod nede under græsset”, sagde han en anden gang.

Kammeraterne sagde til ham, at det at danse og råbe og gøre sådant et væsen, det var ikke kristendom. Men han svarede, at han var født i ilden og ikke kunne leve i røgen.

”Men det behøves dog ikke at springe og danse og gøre sådan en støj, Gud er da ikke døv”.

”Men Djævelen er heller ikke døv, og dog gør hans tjenere også meget spektakel. Men jeg kan nok forstå, at han hellere hørte os sige: ”Ak og ve! End råbe: Halleluja!”

”Hvorfor kan du ikke tjene Gud uden at bære dig sådan ad?” spurgte andre ham.

”Det er ikke min fejl,” svarede Billy. ”Om nogen hældte vand i en skål her på bordet og blev ved dermed, så vandet flød ud over tæppet og sprøjtede omkring i værelset, så kunne det ikke nytte, man skændte på skålen. – Jeg er kun sådan en skål; min himmelske Far lader livets vand strømme frit ind i min sjæl, og om det er for meget for jer, så tal med ham om at sende noget mindre.”

Det var der ikke noget at sige til.

”Og David dansede af al magt for Herrens åsyn,” glemte Billy ikke at fortælle, ” og han og hele Israels hus førte Herrens ark op med fryderåb og basunklang.” (2.Sam 6). Hvad David gjorde dengang, kan vi da sagtens gøre nu, da vi har en så meget bedre pagt, men ligesom Mikael, Sauls datter, foragtede David, da hun så ham springe og danse, således kan der jo også nu være mange, der kalder sig kristne, som ikke kan forstå vor glæde.

Billy glemte heller ikke at fortælle, at da grundvolden var lagt til det andet tempel, opløftede alt folket et stort fryderåb, idet de prisede Herren, og at man ikke kunne skelne lyden af glædes-jubelen fra lyden af folkets gråd; thi folket opløftede et stort skrig, og lyden hørtes langt bort (Esra 3).

Beretningen i Ap.Gern. 3 holdt han også af at anføre, om hvorledes den lamme, der blev helbredet, ”sprang op, stod og gik omkring og gik ind med dem i templet, gik omkring og sprang og lovede Gud.” (v8)- Har vi ikke grund til at gøre som han? Billy vilde gerne springe og løbe, om der var lejlighed til det, og prise Gud; han havde mere grund dertil end den anden, thi han havde aldrig været lam, og han havde fået noget mere end sine ben helbredte, nemlig sin sjæl, så han mente, at om den anden sprang én alen, så burde han springe to.

Han kunne ikke forstå, at nogen kunne lade være med at prise Gud. Det var jo forjættet (Es. 35:6), at den lamme skulle springe som en hjort og den stummes tunge juble. Hvor kunne man vel være stum, når man var et Guds barn?

Han besøgte en troende mand på hans dødsleje; denne havde altid været stille og tilbageholden; nu lå han og kunne kun hviske, men sagde til Billy: ”Jeg ville ønske, jeg havde stemme til at prise Gud med.” ”Du skulle have brugt den, medens du havde den broder,” mente Billy.

Han kunne undertiden sige således til folk: ”Nu skal I prise Gud, og jeg vil prise Gud, så kan vi alle prise Gud i forening.” Eller han kunne sige: ”Nu skal du være præsten og jeg degnen; du skal sige: ”Pris Herren!” og jeg vil sige: Amen!” eller jeg vil være præsten og sige: ”Pris Herren!” og du skal være degnen og sige: ”Amen!” Om man da ikke straks stemte i med lovprisningen, troede han at man var ”død”; thi er Herren ikke værd at prise fra morgen til solens nedgang!” Men selv om ingen andre ville være med, så ville han dog prise Gud.

”En ung kongesøn på 40 år,” som han undertiden betegnede sig selv, ” skulle han ikke have særlig grund til at fryde sig?”

Han kunne prise Gud, som om det var hans livsgerning, og så tilføjede han ved en lejlighed: ”O, om jeg blot levede således, som jeg havde ret til at leve, så ville jeg af bare glæde ikke føle jorden under mine fødder!”

Så blev hans kone taget bort.

En overstrømmende følelse af glæde fyldte ham, når han tænkte på, at hans ”kære Joey” var sluppet bort fra al møje og besvær og nu skulle nyde himmelsk salighed. – Han begyndte at springe og danse omkring i værelset og prise Gud, fordi hans Joey nu var omgivet af alle de hellige og strålende engle.

”Her er der en lille smule af det bitre”, sagde han, ”men det er blandet med en hel masse sødt.”

Ved et møde, hvor mange prædikanter tog ordet talte flere om deres trængsler, men sagde, at velsignelsen mere end opvejede dem. Så kom Billy frem, klappede i hænderne, smilede og sagde: ”Venner, jeg har også prøvet at spise både eddike og honning; men jeg har fået eddike i en teske og honning i en potageske.”

”Men jeg vil hellere gå til himlen på den mest ujævne vej og med blødende fødder, end køre til helvede i den fineste karet,” sagde han ved en anden lejlighed.

Han glædede sig som et barn ved tanken om al den herlighed, der skulle være i himlen; men samtidig kunne han sige: ”Jeg har himlen, medens jeg går til himlen.” Tanken om døden var derfor for ham kun glædelig.

”Om du finder mig død i morgen tidlig, så husk at råbe ”Halleluja!” sagde han en aften til en ven, da han gik i seng.

Det, som gav Billy Bray den faste grund under fødderne, var den fulde forvisning og det levende håb, det var det, som han udråbte en gang, da han var sammen med nogle venner:

”Blodet! Blodet! Det dyrebare blod!!! Det dyrebare blod!!!”

I troen herpå var han altid frimodig, og ved denne frimodighed var han altid rede til at øse af frelsens kilder, som han udtrykte sig: når andre lukkede skabet op, så tog han brødet ud og spiste af det.

At prise Gud var hans natur.

”Hvorledes skulle jeg dog kunne andet? Når jeg går hen af gaden, idet jeg så løfter den ene fod, så er det som om den siger: ”Ære være Gud!” idet jeg så løfter den anden fod, så siger den: ”Amen!” og således bliver det ved hele vejen.”

”Men kan man ikke komme i den vane at prise Gud uden at vide, hvad man selv siger?” Således blev han udspurgt en gang, da han besøgte en ven, og der var nogle andre fremmede til stede, som forundret hørte ham takke Gud hele tiden.”

”Jeg tænker ikke, at Herren er meget plaget af den slags mennesker”, svarede Billy tørt.

”O, at jeg havde tusind tunger;” begyndte han en gang  en prædiken med; og så fortsatte han: ”Tænk en gang, det er 999 flere, end jeg har! Men mange af jer synger ikke en gang med den ene, I har! En fugl, som kan synge og ikke vil, den må man lære det.”

Billy Bray gjorde sikkert sit bedste for at lære dem det, ikke ved at holde sangøvelse, men ved at søge at stemme hjerterne til lovsang, så de ikke kunne lade være med at synge. Thi selv havde han det på den måde. Det kunne undertiden hænde, at folk bad ham lade være med at synge, så kunne han sige: ”Wesley og mange andre hellige mænd ønskede sig 999 flere tunger, end de havde, så er det meget hårdt for Billy Bray ikke at måtte bruge sin ene.”

Ved et møde fortalte en prædikant om en troende kvinde, som døde med sejrsråb på læben. Da Billy hørte det, greb det straks hans hjerte, og han råbte:

”Ære være Gud! Dersom en døende kvinde kan prise Gud, så må en levende mand da meget mere kunne det!”

En anden prædikant var en gang sammen med ham og fortalte ham da, at han nylig havde besøgt hans gamle blinde mor.

”Hun var meget velsignet af Gud, og medens jeg bad med hende, blev hun så overstrømmende lykkelig, at hun sprang op og dansede omkring i huset, takkende og prisende Gud.”

”Dansede hun, den kære, gamle sjæl?” råbte Billy og begyndte selv at springe omkring på gulvet.” ”O, hvor jeg er glad ved at høre, at hun dansede! Ja, jeg danser også undertiden. – Hvorfor skulle jeg ikke gøre det lige så vel som David! Han var konge; men jeg er kongesøn, og jeg har lige så meget ret til at danse som han.” Jeg bliver undertiden meget lykkelig; min sjæl fyldes af Guds herlighed, og så kan jeg ikke lade være med at danse. Jeg var hjemme i mit kammer forleden dag; jeg blev så lykkelig, Guds herlighed kom strømmende ned over mig, og så begyndte jeg at danse så lystigt omkring, at mine støvlehæle gik gennem gulvet.”

”Min Fader kan godt lide at høre mig synge. Jeg synger vel ikke så godt som mange andre; men det gør ikke noget, min Fader synes godt om det alligevel; han vil lige så gerne høre hanen gale, som nattergalen slå triller, thi han har skabt dem begge to.”

Jubelen og lovsangen var smitsom, thi den kom fra hjertet, og Guds ånd førte den videre til alle, hvis hjerter var modtagelige.

En dag gik Billy til et møde sammen med en anden mand. Denne så ham bevæge læberne som i bøn.

”Hvad beder du om?” spurgte han.

”At min Fader vil sende ti tusinde pund herlighed ned over min sjæl.”

For første gang i sit liv følte hans kammerat sig drevet til at råbe højt for at prise Gud. Og dette blev han ved med så længe, at det endogså blev for langvarigt for Billy.

”Kom nu! Ellers slipper vi aldrig bort herfra. – Marken er jo fuld af herlighed.”

En dag havde Billy været i byen og blandt andet købt en kjole til sin lille pige. På hjemvejen følte han sig så lykkelig, at han måtte danse hen ad vejen; men da han kom hjem, viste det sig, at kjolen var faldet ud af hans kurv.

Næste dag – det var søndag – var han til møde, og den ene efter den anden stod op og fortalte om sine trængsler.

”Jeg har også haft trængsler,” sagde Billy med et polisk smil; ”i går var jeg i byen og købte en kjole til min lille pige; men da jeg gik hjem, kunne mine fødder ikke gå roligt hen ad vejen, og så dansede jeg kjolen ud af kurven.”

Efter mødet kom der en og gav ham penge til en anden kjole. Men et par dage senere kom der nogle og bragte kjolen, som de havde fundet på vejen.

”Så fik jeg to kjoler i stedet for en. Ære være Gud!”

Ingenting kunne tage den glæde fra ham.

”Om Billy får arbejde, så priser han Gud,” sagde han selv; ”om han ikke får, så synger han alligevel. Tror I, Gud kun lade Billy sulte? Nej, nej der vil sikkert altid være en smule mel på bunden af krukken. Jeg tror på Jesus, og når jeg gør det, så kunne han lige så godt lade ærke-engelen Mikael sulte ihjel, som han ville lade Billy sulte.”

Ja, i den henseende var Billy uforbederlig. Når nogen bebrejdede ham, at han sang og råbte for meget, da kunne han sige:

”Om de tog mig og puttede mig ned i en tønde, så ville jeg råbe ud gennem spundshullet: Ære være Gud!”

KAPITEL IV

Billy bygger

”salig den mand— som har lyst

 til Herrens lov, og grunder på hans lov

dag og nat. Han skal være som et træ,

plantet ved vandbække— alt, hvad han

 gør, skal lykkes for ham” (Salme 1:1-3)

 

Billy Bray var — åndelig talt – født i frihed, og som vi før har hørt, var hans første møde med et kristeligt samfund just ikke tillokkende. Dette har rimeligvis været de eneste troende i den egn, så at det alligevel ganske af sig selv gik således, at han sluttede sig sammen med dem; han blev også anerkendt som prædikant i deres kredse og gik ofte lange veje for at lede deres møder. Men partimand blev han aldrig; og i de forskellige gerninger, som Gud gav ham at gøre, mødte han netop de største vanskeligheder fra det partis side, som han selv af navn hørte til.  Thi Guds Ånd, som var i ham, drev ham til at være i hans Faders gerning; men partiånden, som var i mange af de andre, drev dem til at tage mange smålige hensyn, som Billy slet ikke kendte til.

Det sted, hvor de troende samledes, var en lille og en dårlig bygning, og da der var mange verdslige og ugudelige mennesker i egnen, tænkte Billy ofte på, at det ville være godt at have et ordentligt mødehus eller ”kapel” som de sædvanlig kaldte det. Gud lagde ham på hjerte selv at bygge det, og han var klar over, at det var Guds sag, det drejede sig om, så at han blot skulle gå fremad, som Gud viste ham det.

Begyndelsen skete med, at hans moder, som ejede en lille jordlod, gav ham grunden til at bygge på. Han tog da straks fat på at rydde grunden og udgrave den; men da han var en fattig mand, som kun havde sin fortjeneste i minen, og kone og fem børn ar forsørge, var der ellers ikke videre udsigt til, at foretagendet skulle lykkes.

Husets navn skulle være ”Bethel”; så meget var han dog klar over.

Hans trosfæller var meget imod hans planer, og de fik prædikanterne på deres side. Menneskelig talt stod Billy således ene; men det rokkede ikke hans overbevisning om, at et hus skulle bygges.

Da grunden var udgravet og grundstenen lagt, blev der prædiket på stedet. Det skildres som en meget ejendommelig fest. Billy stod på grundstenen og talte, og så sagde han blandt andet:

”Dersom dette nye kapel står i hundrede år og en sjæl bliver omvendt her hvert år, så vil det udgøre hundrede sjæle, og en sjæl er mere værd end hele Cornwall.”

Efter hans fremstilling var det altså et rentabelt foretagende.

Af glæde over den gode begyndelse dansede han derefter på grundstenen og råbte: ”Ære være Gud!”

Men ikke alle var så glade over det.  En mand, som boede i nærheden, sagde på denne festdag, at han ikke ville give noget til ”Billys kapel”. Kort efter blev hans hest lam, og han selv døde. Folk sagde, at det var som straf.

Men Billy var ikke afhængig af noget menneskes hjælp, thi han vidste, at det ikke var hans kapel, men Guds.

Arbejdet skred nu videre fremad. Der blev købt nogle sten, og murene begyndte at rejse sig, idet der altid kom penge i rette tid til at købe det nødvendige for.

Men de andre i samfundet havde ikke opgivet deres kamp. Da de ikke kunne standse Billy, gik de til den mand, der var leder af samfundet i hele den egn, og bad ham om at skride ind, da kapellet ikke burde bygges på det sted.

Han kom da og talte med Billy om det og foreslog ham at gå ind på ved lodtrækning at afgøre, om kapellet skulle bygges der eller et andet sted. Billy svarede, at han var sikker på, at det var det rigtige sted, han byggede på; derfor var han heller ikke bange for at indlade sig på lodtrækning, for at Gud derigennem kunne give sin vilje til kende. Om aftenen var der møde, og efter mødet fandt lodtrækningen sted. Der var foreslået to andre steder; men lodtrækningen faldt ud til gunst for det, som Billy byggede på. Så kunne modstanderne ikke være andet bekendt end at sige, at de ville hjælpe ham at fuldføre huset.

Men dette løfte var også alt, hvad de gav, thi allerede næste dag kom de og sagde, at de ville ikke være med, da det alligevel var et forkert sted at bygge på. Så stod Billy altså ene igen; men det var ingen skuffelse for ham, da han fra begyndelsen af jo kun havde forladt sig på Gud.

Der byggedes nu videre på murene, og noget tømmer anskaffedes til taget; men der manglede til den ene ende af huset. Billy bad da Gud om enten at sende tømmeret eller pengene til at købe det for.

I de dage var der en prædikant, som holdt møder der på egnen. Da han bad om morgenen, sagde Gud til ham: ”Gå ned og giv Billy Bray et pund sterling” (18 kroner).

Han gik da hen og sagde til ham:

”Hvad skal du bruge et pund til?”

Billy svarede:

”Til at købe tømmer for til den ene ende af huset.”

Prædikanten sagde, at han aldrig havde oplevet noget lignende; thi Gud havde bestemt sagt til ham, at han skulle give Billy de penge. Han gav ham dem, og glad drog Billy af sted og købte tømmeret og fik taget rejst.

Så fik han to pund til at tække taget for.

Men nu begyndte Djævelen at ville gøre ham bange. Alt, hvad han fortjente i minen, havde han straks opbrugt enten til sin familie eller til kapellet, og nu blev hans yngste barn meget sygt. Løgneren kom da og fortalte ham, at barnet skulle dø, og han ville blive nødt til at tage det ene pund til begravelsen, så han kun havde eet tilbage; og det ville koste syv pund at få taget tækket. Det så lidt broget ud for ham.

Men snart kunne Gud atter få ham i tale og give ham vished for, at barnet ikke skulle dø.

Han gik da hjem og sagde til sin kone:

”Vort barn skal ikke dø, det har Gud vist mig.” ”Sig det ikke,” svarede hun, ”alle vore naboer siger, at barnet må dø, så sygt som det er.”

Endnu den følgende dag så det lidt tvivlsomt ud; men så pludselig skete der en forandring.

”Hun lever den dag i dag og er moder til ti børn,” fortalte Billy senere, ”så Gud gjorde Djævelen til en løgner en gang mere.”

Billy var nu ude for at bestille rørene til at tække huset med, der skulle bruges 300 neg, og de ville koste seks pund; desuden skulle der bruges lægter for et pund. Han gav en mand besked på at bringe det alt sammen, men fortalte ham ikke, at han kun ejede to pund.

Først blev de 100 neg bragt, og manden fik sine penge for dem tillige med besked om at bringe resten snart; men han fik at vide, at der ingen penge var at betale med. Da de øvrige rør kom, var imidlertid pengene kommet forinden.

En mand blev sat til at udføre arbejdet; det skulle koste halvandet pund, men da han kom for at få betalingen, havde Billy kun et pund. Hvad skulle han nu gøre? Han gik ud på landevejen. Den første mand som kom forbi, sagde han til: ”Du har ikke givet noget til min Faders hus.” ”Nej,” lød svaret, ”og jeg har det heller ikke i sinde.”

Billy stod lidt og talte Guds Ord til ham; så sagde han: ”Ja, for min skyld kan du godt få ti shillings.” (et halvt pund).

”Det er just, hvad jeg behøver,” sagde Billy. Og så kunne han gå hjem og betale tækkemanden.

Nu manglede der træ til vinduer, døre og bænke. Ved minen skulle der netop sælges noget, som passede godt dertil. En af Billys kammerater gav ham penge til at købe det for.

Men det skulle gøres hjem; der var brug for både hest og vogn. En af Billys naboer havde en hest, som han sagde om, at den ikke ville trække; men Billy bad ham om at måtte låne den, og den udførte arbejdet så godt som nogen hest, og det uden hjælp af pisken, skønt læsset skulle trækkes over flere stejle høje. Dens ejermand blev højst forundret over at høre det gode skudsmål, den fik, da den ikke ville trække for nogen anden.

”Den havde også arbejdet for et stærkt firma den dag,” sagde Billy, ”nemlig for Faderen, Sønnen og Helligånden, hvem jo både heste og engle og mennesker og Djævle må adlyde. Om der ikke havde været nogen stærkere end Billy Bray, ville den naturligvis have været lige så stædig overfor ham som overfor andre.”

Kapellet blev nu færdigt. Men så blev der sagt: ”Du får aldrig nogen til at prædike i det.” Billy låsede da kapellet, bragte nøglen til sit hjem og hængte den på et søm bag døren. Så sagde han til Gud: ”Herre her er nøglen; jeg har gjort hvad du bød mig, og kapellet er færdigt. Hvad enten du nu vil, at nøglen skal hænge her i syv år, eller at den skal tages ned hvert minut på dagen, så ske din vilje!”

Samme dag bestemte prædikanten møder til at afholdes i det ny kapel, oven i købet flere, end Billy havde tænkt sig. Det blev brugt meget, og snart blev der liv og røre i det. Senere måtte der bygges et meget større kapel i nærheden, og det første blev så kun brugt til skole og mindre møder.

”Det var ikke underligt, at djævelen var vred, da det skulle bygges, thi jeg har der set så mange som 50 på en gang anråbe Gud om nåde, og nåde fik de,” sagde Billy.

Nogle af hans venner, hvis tro ikke var så grundfæstet som hans, havde rådet ham til at bygge en skorsten på kapellet, så at, om det mislykkedes, det da let kunne forandres til beboelseshus.

Men Billy sagde: ”Nej, jeg vil ingen skorsten have på det. Det skulle da være til at drive Djævelen ud igennem.” Bygningen af kapellet lykkedes imidlertid, og selv uden skorsten blev det et sted, hvor Djævelens herredømme over mange stakkels sjæle blev tilintetgjort ved evangeliets forkyndelse.

KAPITEL V

Billy bygger atter.

 

”Hav tro til Gud!”

(Mark.Ev. 11:22)

Ikke længe efter, at det første kapel var bygget, fortæller Billy, at Gud sagde til ham: ”Du har været mit redskab til at bygge Bethel kapel; nu vil jeg også bruge dig til at bygge et i Kerley Downs.”

Da han fik den besked, troede han det og glædede sig storlig over, at han agtedes værdig til at arbejde for så god en mester som himlens og jordens konge.

Kerley Downs var en landsby ikke ret langt fra, hvor Billy boede. Her plejede at blive prædiket i et almindeligt hus. De venner, som samledes der, havde forsøgt at få bygget et kapel; de havde også samlet nogle penge sammen til dertil; men alligevel blev det ikke til noget. En mand tilbød Billy, at dersom han ville bygge et kapel, måtte han få en grund på hans mark. Billy sagde da til prædikanten, at dersom de ikke snart begyndte at bygge, så gjorde han det, da han nu havde en grund. Et møde blev sammenkaldt, og de drøftede sagen. Men da det kom til stykket, lod de Billy i stikken alle sammen.

Så begyndte han og hans lille søn da at arbejde. Et sted fik han nogle sten. Markens ejer lånte ham hest og vogn, så han kunne hente dem, og snart var arbejdet i fuld gang.

Den uge hvor Billy arbejdede i minen om formiddagen, tog han fat på kapellet, så snart han havde spist middagsmad, og så blev han ved, så længe han kunne se. Den følgende uge arbejdede han ved kapellet om formiddagen og i minen om eftermiddagen. Undertiden var han i minen om natten, og så arbejdede han på kapellet hele dagen. Desuden havde han selv en have med kartofler i at passe, og om søndagen gik han mange mil for at prædike forskellige steder. Ofte var han i virksomhed 20 timer i døgnet; men Gud gav ham kræfter dertil.

Da murene var ført så højt op som til det øverste af døren, sagde Djævelen til ham: ”De er alle gået deres vej og har ladet dig være ene om kapellet; i dit sted ville jeg også gå min vej og opgive kapellet.”

Men Billy svarede: ”Djævel, kender du mig ikke bedre end det? Med Guds hjælp skal jeg få kapellet fuldført.”

Så snakkede Djævelen ikke mere om det.

Kapellet blev da færdigt.

Men den første søndag var en skuffelse for Billy; thi en klog, men død prædikant var sat til at prædike der.

Næste søndag var det imidlertid hans tur, og så tog han fat med alt det liv, som Gud havde fyldt hans sjæl med. Den dag blev to omvendte til Gud. I løbet af det første år blev det til femten, så vidt han kunne holde regnskab dermed.

Det var en stor fryd for ham; thi når han undertiden havde været træt af arbejdet, og hans hænder var fulde af vabler, så havde han glædet sig ved den tanke, at om kapellet kunne stå i hundrede år, og blot et menneske blev frelst hvert år, så var det hundrede i alt; og det var løn nok for ham. Da nu de to første kom, så sagde han, at det var allerede løn nok for al hans møje, og da det blev til femten, kendte hans glæder ingen grænser.

Kapellet havde tre vinduer på den ene side, og folk kaldte det spottende for ”tre=øje”. Senere blev det udvidet og fik seks vinduer. Billy sagde da, at de måtte kalde det ”seks=øje”; det gjorde ingenting; thi der var allerede så mange sjæle, som på det sted havde lært at prise Gud, at lovprisningen aldrig mere ville ophøre.

Da kapellet i Kerley Downs var færdigt, manglede der en talerstol. Billy gik til en aktion for at se, om han kunne finde noget, der kunne bruges. Og ganske rigtigt, der var en trekantet disk.

”Det er netop, hvad jeg ønsker,” råbte Billy; ”når jeg saver det bagerste af, slår et bræt på foran og stiver den lidt af, så kan en prædikant udmærket stå på den og prædike.”

”Hvad tror I vel, den kommer til at koste?” spurgte han nogle mænd, som stod der.

”Seks shillings,” var svaret.

Men da de hørte, hvad den skulle bruges til, udbrød den ene: ”Hvad, er det Billy Bray?” og så gav han ham seks shilling til at købe den for.

Lidt efter blev disken råbt op. Billy forstod sig ikke på at være til aktion, så han rakte straks sin hånd og råbte: ”Her er seks shillings for den hr. aktionsholder! Jeg skal bruge den til en prædikestol.”

Alle lo ad Billy.

”Seks shilling budt! Seks shillings råbte aktionsholderen. ”Syv!” blev der sagt bag ved ham.

”Syv shillings er budt! Syv shillings!”

”Nej, det var kun seks!” råbte Billy. Her er pengene!”

”Syv shillings! Ingen bedre!”

Og så faldt hammeren.

Til Billys store forundring var det ikke ham, der havde fået disken. Lidt nedslået sagde han:

”Ja, det må min far bedst forstå. Men nu må jeg i hvert fald give manden de seks shillings tilbage.”

Manden var imidlertid gået, Og Billy kunne ikke vente at træffe ham senere. Det var værre end det andet.

”Jeg vil gå hjem og fortælle min Fader det,” sagde han så og gav sig på vej til det ny kapel.

Han var en lille tid derinde og gik så videre let om hjertet, forvisset om, at det skulle alligevel blive godt til sidst.

Da så han en mand komme kørende med disken. ”Jeg vil følge bagefter og se, hvad der bliver af den,” tænkte Billy.

Vognen standsede ved et hus i nærheden, og disken blev læsset af. Men de søgte forgæves at få den ind i huset. De vendte og drejede den, men den var og blev for stor.

”Det var dog skammeligt!” råbte ejeren; ”jeg har givet syv shilling for den, og nu er det ikke andet for end at hugge den i stykker og bruge den til brændsel.”

Han stod med hatten i hånden  og tørrede sveden af sin pande. Da kom Billy og lagde hånden på hans skulder.

”Jeg vil give dig seks for den, dersom du vil køre den hen til mit kapel.” ”Ja, vel vil jeg det,” sagde manden, glad ved at slippe så godt fra det.

”Nu skal Gud have tak!” råbte Billy; det ligner ham just. Han vidste, at jeg ikke kunne bære den selv, og så fik han denne mand til at køre den for mig.”

KAPITEL VI

Troens bøn

 

Udræk din hånd til helbredelse, at

tegn og undergerninger, må ske ved dit

hellige barns, Jesu navn!”

(Ap.G. 4:30)

 ”Jeg må fortælle,” skriver Billy, ”om en kvinde, på hvem Guds kraft blev åbenbaret på vidunderligt vis. Hun har selv fortalt mig derom to gange. Florence Hoskin hed hun. Hun var blevet krøbling, så hun i syv år fuldstændig mistede brugen af det ene ben og måtte gå omkring med en krykke og en stok. På den måde slæbte hun benet efter sig, og doktoren sagde, at hun aldrig ville komme til at bruge det. Men han tog fejl; thi hun blev rask. Vor Gud er jo al kraftens Gud, og intet er for svært for ham.”

Det var en lørdag aften i juli 1844, at hun gik til sengs med et bedrøvet hjerte; thi hun var ikke alene syg på legemet, men hendes sjæl var ikke kommet til hvile. Hun lå da og bad til Gud, som er mægtig til at helbrede både sjæl og legeme; og hun skulle snart erfare sandheden af begge dele.

Først brød lyset ind i hendes sjæl, og hun blev meget lykkelig i Jesus.

Derefter sagde hun: ”Kære Herre, nu har du givet mig lægedom for min sjæl; skulle du ikke også kunne helbrede mit legeme?”

Og straks var det, som om Gud sagde til hende: ”Stå op og gå ned til kapellet; der skal du blive helbredt.”

”Hvorfor ikke her, kære Herre?” thi hun syntes det var nemmere for hende at blive liggende i sengen.

Men straks veg Guds Ånd fra hende.

Da sagde hun: ”Herre jeg vil gå til kapellet, eller hvor som helst hen, du vil blot jeg kan blive rask.

Og Gud sagde til hende: ”Dersom du bliver helbredt her, vil de ikke tro det; thi mange af dem er ligeså vantro som jøderne i Jerusalem.”

Det var altså søndag morgen, Gud sagde til hende, at hun skulle gå ned til kapellet og blive helbredt. Thi han ville, at der skulle være mange vidner til det, så man ikke kunne tvivle derom.

Men da hun kom ud på vejen prøvede Djævelen på at standse hende ved at forestille hende, at hun skulle spise frokost først. ”Nej Djævel,” sagde hun, ”det vil jeg ikke; du har tit nok standset mig, så jeg kom for sent til mødet.”

Så kig hun da med sin krykke og stok, slæbende det lamme ben efter sig.

Hun var den første i kapellet. Men straks efter kom en af ledende i menigheden.

”Hvor kan det være, du er så tidlig på færde i dag, Florence?”

”Det er fordi der skal ske store ting i dag; jeg får et sundt ben, det har Gud sagt til mig.”

”Å er du tosset?” sagde manden.

”Ja, om jeg ikke havde mere tro end du har,” sagde hun, ”så blev jeg da aldrig helbredt for min lamhed.”

Så begyndte mødet.

Medens en af brødrene bad, sagde Florence:

”Bliv ved at bede; nu er der ved at komme balsam.”

Da mødet var forbi, kunne hun gå omkring i kapellet uden krykke og stok. Rygtet derom fløj omkring i landsbyen.

”Florence Hoskin går omkring i kapellet uden krykke og stok!” En stor mængde kom sammen for at se det vidunderlige, der var sket.

Da hun gik ud af kapellet sagde en mand: ”Florence her er din krykke og din stok!”

Men hun svarede:

”Dem må du have, om du vil. Jeg har ingen brug for dem mere.”

Og så længe hun levede, fik hun heller aldrig mere brug for dem.

_ _ _

Et andet tilfælde beretter Billy om: En søndag var han på vej til et møde. En mand, som de kaldte ”bedstefar” ønskede at gå med ham; men han var næsten lam. Da de havde gået et lille stykke, tog lamheden overhånd, og han sagde, at han ikke kunne gå længere.

”Du må gå,” sagde Billy. ”Din Fader må helbrede dig.”

Han kunne kun med besvær og under store smerter slæbe sig fremad.

Da så Billy op mod himlen og bad: ”Kære Fader gør ham rask!”

Og Gud gjorde ham rask.

Al min smerte er forsvundet, sagde han; og nu gik han af sted til mødestedet, så Billy knap kunne følge ham.

Det blev ”bedstefar” der kom til at prædike den dag. Først ville han synge en sang, så bad han, og så begyndte han at fortælle om, hvorledes han havde været en drukkenbolt; men Jesus havde frelst ham, og nu var han et lykkeligt menneske.

Det blev et bevæget møde, og Billy frydede sig. De fulgtes ad hjem, og der var ingen tanke om lamhed eller smerte. Ved et senere møde fortalte ”bedstefar” om, hvor svag han havde været, men hvorledes Gud havde taget det alt sammen bort på vejen til mødet den søndag morgen.; og han havde ikke mærket det mindste til det siden.

En anden mand fortæller Billy om, som havde ligget til sengs i to år og ikke havde kunnet tale i den tid; men ”Gud bragte ham ud af det på en dag.”

Et tidligere tilfælde er meget karakteristisk for Billy. Et af hans børn var meget sygt, hans kone var bange for, at det skulle dø, og bad ham om endelig at gå til doktoren og få noget medicin.

Billy gav sig på vej og tog de få penge med sig, som var i huset. Men på vejen mødte han en mand, som havde mistet sin eneste ko og nu var ude for at bede om hjælp for at købe en anden. Billys hjerte blev straks rørt, og han gav ham pengene.

Men nu følte han, at det ingen nytte ville være til at gå til doktoren, da han ingen penge havde at købe medicin for. Så tænkte han at han ville fortælle sin Fader det. Han sprang da ind over gærdet og gav sig til at bede. Medens han bad, følte han sig forvisset om, at barnet ville leve. Da han kom hjem, var det allerede meget bedre og blev snart helt rask.

Da hans kone lå på sit sygeleje, sagde hun en dag til ham: ”Billy, jeg ser ikke noget fra himmelen!”

”Det gør jeg heller ikke,” sagde han. ”Og hvorfor skulle Gud også vise os syner, når vi ligeså godt kan tro ham uden det?”

Og han fortsatte: ”Om jeg så frelseren som et barn i krybben, ville jeg dog ikke tro det mere, end jeg gør nu. Om jeg hørte ham kalde Lazarus ud af graven, ville jeg dog ikke tro det mere, end jeg gør nu. Om jeg så min kære Herre naglet til korset og hørte ham råbe: ”Det er fuldbragt!” så ham opgive ånden og opstå fra graven den tredje dag, så kunne jeg dog ikke tro disse ting mere, end jeg gør nu.”

Billy besøgte en gang en gammel mand, som havde levet et syndigt liv, men nu var begyndt at søge Gud.

”Du skal ikke være bange,” sagde han til ham; dersom du beder Gud om det, kan du være sikker på at finde nåde.”

Men den gamle mands hjerte kunne ikke endnu modtage frelsen og velsignelsen.

Så fortsatte Billy: ”Sæt nu, at du var meget fattig, men du vidste, at der var en pung med mange penge gemt et sted her i dette værelse, og du vidste, at om du søgte efter den, så ville du finde den, og når du fandt den, ville du have nok til at afhjælpe al din nød, mon du da ikke ville søge med et frimodigt hjerte?

Næppe var disse ord sagt, før den gamle mand sprang op og råbte: ”Nu  har jeg det!” Hans kone kom ind i stuen, faldt ham om halsen og jublede sammen med ham.

”Aldrig i hele mit liv, har jeg kendt noget så dejligt,” sagde den gamle mand.

At Billys hjerte frydede sig, behøver vi ikke at fortælle. Om han klappede i hænderne og dansede rundt i stuen, berettes der intet om; men det er rimeligt nok, at han gjorde det.

KAPITEL VII

Dagligt liv

 

”Vorder ordets gørere og ikke alene dets hørere!”

(Jak. 1:22)

 Skønt Billy Bray var en fattig mand med en stor familie, delte han dog gerne med dem, der intet havde. En af hans venner sagde om ham, at han ikke kunne eje to hatte i to dage, dersom han vidste, at nogen manglede en.

En prædikant boede en gang hos ham i flere dage for at holde en række møder i et af hans kapeller.

En morgen, fortæller han, gik Billy ud, men kom snart efter tilbage med to små børn, en dreng og en pige, en under hver arm.

”Hvad vil du med de børn?” spurgte hans kone ham.

Moderen er død, og faderen er gået fra dem; så tænkte jeg, at det var bedst at tage dem ind og opdrage dem sammen med vore egne børn.”

Lad dem hellere komme på fattiggården; vi har jo fire selv, og du kan dårligt nok forsørge dem.”

”Herren kan ligeså godt føde dem her som på fattiggården, sagde Billy, og dermed satte han dem ned på gulvet sammen med hans egne børn: ”Så I små, nu er det jeres hjem!”

Det var svært for hans kone at tage imod disse to små fremmede, da indtægterne var så små.

Prædikanten, som var vidne til dette, undrede sig over, at Billy havde så rummeligt et hjerte. Han tænkte da på at give ham nogle penge for at hjælpe med til børnenes underhold. Han havde to pund og 15 shillings hos sig. Af dem gav han ham 5 shillings

”Der kan du se kone,” sagde Billy, ”Gud har allerede sent 5 shillings, skønt børnene ikke har spist for en penny brød endnu.”

Prædikanten følte sig til mode, som om han havde stjålet de 5 shillings. Han forstod, at han ikke havde givet nok. ”Billy, giv mig de 5 shillings tilbage, så skal du få 10 i stedet for til børnene!”

”Gud ske pris!” råbte Billy, ”sagde jeg ikke til dig, kone, at Gud kunne ligeså godt føde dem her som på fattiggården.”

Prædikanten følte sig imidlertid mere elendig. ”Giv mig de 10 shillings tilbage, Billy, så skal du få et helt pund,” (20 shillings)sagde han. Han satte sig derefter til at læse, men kunne ikke få ro. Billy måtte have et pund til. Og for hver gang udbrød han i ny pris til Gud.

”Nu må du også råbe Halleluja, kone, thi Herren sørger for alt.”

”Lev nu op, kone; nu kommer pengene ind. Priset være Gud.!”

De 15 shillings måtte gå samme vej, så der kun var nogle småpenge tilbage. Men nu kom den tilrejsende prædikant også med til et takkemøde med så megen velsignelse, som han aldrig før havde oplevet.

De to børn blev hos Billy, til de selv kunne fortjene deres brød.

Det var en af Billys største glæder, når han kunne skaffe hjælp til nødlidende. Og når han kom til de syge og forpinte, bragte han altid solskin med; ingen forstod at opmuntre dem som han.

En gammel troende kvinde besøgte han en gang, som ”kendte ligeså meget til Herren, som han kunne fortælle hende.” Hun elskede Herren så meget, at hun ikke kunne finde et navn godt nok til at kalde ham med.

”Ethvert ord, hun talte,” sagde Billy, ”var sødt for min sjæl.”

”Hvorfor?” blev der spurgt.

”Fordi hun var fyldt med den Hellig=Ånd ligesom Barnabas og Stefanus. Og Satan kan ingenting udrette med dem, som er fyldt med Hellig=Ånd.”

Når Billy kom til et dødsleje, kunne han sprede mørket, både for den døende og for de sørgende efterladte. Men han kunne også give de trætte syge nyt livsmod.

En præst besøgte han, da denne tilsyneladende lå på sit yderste. Men med mange Guds Ord formanede og opmuntrede han ham til at leve længe endnu som et levende vidne om Jesus Kristus. Han gav sig til at skildre den herlige løn, som venter dem, der er sande lys i verden: hvide klæder og palmegrene, en trone, et kongerige, en krone, livsens krone, ærens krone, retfærdighedens krone.

”Og jeg tør vædde, det bliver en fin og prægtig en,”  føjede han endnu til, medens den ”døende” præst glemte sin sygdom og lo af fuldt hjerte.

I sit tidligere liv havde Billy brugt sin fritid om søndagen i Djævelens tjeneste. Nu blev det naturligvis alene i Guds, og det på den måde, at han gik lange veje for at forkynde evangeliet. Den skakt, han arbejdede i, krævede imidlertid en gang imellem søndagsarbejde af ham, i det den blev fyldt med vand og måtte pumpes tom to gange i døgnet, dersom arbejdet skulle kunne begynde straks mandag morgen. Han forstod nu, at Gud ville fritage ham for dette søndagsarbejde, så at han kunne anvende hele dagen til den åndelige gerning.

Så blev han da borte den følgende søndag, idet han var i fuld virksomhed i et af sine kapeller.

Mandag morgen mødte han som sædvanlig. Bestyreren af minen spurgte ham om grunden til hans udeblivelse dagen før. Jo, det var Guds vilje at han ikke skulle arbejde om søndagen, svarede Billy. ”Jeg skal ”guds=vilje” dig, sagde bestyreren i vrede, og dermed blev Billy afskediget fra arbejdet. Det gjorde ham dog ikke noget, da han havde en fast klippe at bygge på både for sit åndelige og sit timelige underhold. Men da hans arbejdskammerat også blev afskediget, gik han atter til bestyreren og gik i forbøn for ham. Han blev da atter spurgt om grunden til sin opførsel.

”Jeg har en ny Herre nu,” sagde han, ”og han siger, jeg må være fri for at arbejde om søndagen.”

Til hans store glæde blev der da anvist ham arbejde et andet sted, hvor han kunne være fri hver søndag.

Men just på denne tid udbrød der en vækkelse ved et af kapellerne. Billy benyttede da lejligheden til at holde fri en hel uge for at tage sig af de mange søgende sjæle. Og det kunne nok behøves; thi de gamle troende var mere døde end nogensinde. De kom til møderne i kapellet. Men sad der med sorte ansigter i stedet for at glæde sig over, hvad der foregik.

Billy derimod var ret i sit element; thi Guds Ånd arbejdede så stærkt, at hen ved 100 fandt fred med Gud i løbet af denne uge.

Om fredagen skulle det afgøres, hvor de forskellige minearbejdere skulle være fra den følgende mandag. Billy tænkte på at gå derhen, men forstod, at han hellere måtte overlade det helt til Gud. Om aftenen kom der da to mænd og sagde, at bestyreren havde anvist dem arbejde et sted, hvor Billy skulle være sammen med dem.

Mandag morgen gik denne da glad hen for at se, hvad det var, Gud havde lagt til rette for ham. Det viste sig senere, at medens han før kun havde tjent 2 pund om måneden, kunne han på det ny sted tjene 5; og så var han endda fri for søndags arbejde.

Det var ikke underligt, at han priste Gud for denne forandring, thi i stedet for at blive afskediget tjente han nu mere end dobbelt så meget som før; og så var han tilmed sikker på, at han på den måde gjorde Guds vilje, hvilket var ham mere værd end al verdens penge.

Denne forandring i arbejdet var dog rimeligvis fra bestyrerens side en straf for Billys genstridighed. Til at begynde med kunne der kunne der heller ikke udrettes stort i denne skakt, han og hans kammerater arbejdede i, da alt for megen tid måtte anvendes med at udpumpe vandet. Billy talte da med sin himmelske far om sagen. Da de så næste dag skulle til at arbejde, hørte de en gurglende lyd fra bunden af skakten; i løbet af kort tid forsvandt vandet og kom ikke egen tilbage.

Også på mange andre områder viste det sig i Billy Brays liv, hvor godt det er at have tro til Gud.

”De, som bier på Herren, skal forny deres kraft; de skal fare op med vinger som ørne, de skal løbe og ikke blive trætte; de skal gå frem og ikke vansmægte.” (Esajas 40:31). – Det var ret et ord for ham. Og sandheden af det viste sig i hans daglige liv.

Thi skønt han arbejdede hårdt hele ugen igennem, havde han altid kræfter til at være i virksomhed uafbrudt hele søndagen, og han ”løb” mange mil for at nå omkring med det gode budskab. At denne kraft alene var fra Herren, kunne klart kendes på ham; thi han brugte at faste om søndagen indtil om aftenen. Han plejede at sige: ”Om søndagen får jeg min frokost og middagsmad fra kongens taffel, og to gode måltider er det; jeg ville ikke bytte disse to himmelske måltider bort for de allerfineste på jorden. Eller han kunne sige om søndagen: ”I dag til morgen har jeg fået en rigtig god skive af min himmelske fars store brød.”

På denne kost var det, han foretog sine lange søndagsture. Uden at blive træt kunne han prædike, synge og bede, ja springe og danse, som han havde for skik.

Dersom han engang imellem følte sig lidt træt eller syg mandag morgen, så sprang han desto ivrigere af sted for ikke at give Djævelen rum. Mod forkølelse og hæshed brugte han det samme middel som John Wesley: at prædike og synge desto mere. Og den bedste opstrammer, han vidste for både sjæl og legeme var et rigtigt velsignet møde.

På hans gamle dage hændte det, at han en søndag aften kom hjem fra en lang tur.

”Stakkels gamle mand!” sagde en af hans venner til ham.

”Nej!” råbte Billy, idet han sprang omkring på gulvet. ”Kald mig ikke en gammel mand, jeg er jo som en dreng; jeg kunne godt gå den samme tur en gang endnu.”

”Dersom gamle folk vil være unge,” sagde han en anden gang, ”så skal de blot ind i Herrens mølle og males rigtig fint; så kommer de ud som nyfødte skabninger.”

KAPITEL VIII

Mere end sejr

 

”I verden skal I have trængsel; men vær

frimodige: Jeg har overvundet verden!”

(Joh. 16:33)

”Djævelen ved nok, hvor jeg bor,” sagde Billy Bray ofte til folk, som mente, at han slet ikke blev prøvet på samme måde som andre kristne.

Billy var ganske vist altid syngende, altid dansende, altid glad.

Men det var, fordi han kendte Gud, som ”altid lader os vinde sejr i Kristus.” (2.Kor. 2:14)

Han havde ”trængsel”; men det var af den slags, som der står om: ”I al deres trængsel var der dog ikke trængsel” (Esajas 63:9)

Han blev prøvet og fristet af Djævelen, men stod ham imod fast i troen.

Han havde ”modgang” af forskellig slags, men kunne sige: ”I alle disse ting mere end sejrer vi ved ham, som  os elskede.” (Rom. 8:37)

 Han gik aldrig ud for at møde Djævelen på halvvejen, men lod ham være, hvor han var, og forblev selv i Jesus.

Han søgte ikke andres medlidenhed og hjælp i prøvelserne, men ventede altid, at hans himmelske far skulle udfri ham. Og han blev aldrig beskæmmet.

En gang, da han kom fra minen, ville der flere gange lægge sig frygt over enhver sjæl, men han lod sig ikke bringe til at vakle.

Da han kom til en smal overgang, kom den tanke til ham, at Djævelen selv ville møde ham på broen; men straks udbrød han: ”Djævelen, hvem er han? En falden engel, som Gud har udstødt af himlen! Hvad skulle han vel kunne gøre mig? Jeg er Billy Bray! Gud er min himmelske far! Hvorfor skulle jeg dog så være bange?”

Han vidste med sig selv, at i hans hjerte ”var der ikke så meget som for én penny (8 øre), som Djævelen kunne drive sit spil med.

Derfor råbte han frimodig: ”Kom kun frem, du gamle løgner! Kom kun alle sammen, både  gamle og unge, både sorte og hvide!” Og straks fornam han, at ”for Jesu navn hans fjender fly.”

Da folk mødte ham derefter, sprang og dansede han hen af vejen, prisende Gud, som havde givet ham sejr.

Ved mange lejligheder manglede der ikke alene  penge, men endog brød og andre nødvendige ting i Billys hus. Men aldrig vaklede han i troen, og aldrig svigtede Gud ham.

En lønningsdag kom han hjem uden en penny  i lommen. Det var en hård prøvelse for ham, men værre endnu for hans kone. Hun gav ham skylden for deres stadige fattigdom; men han sagde blot: ”Gud vil sørge for os.”

Og  næsten i samme øjeblik kom en mand ind i huset med en kurv fuld af alt , hvad de behøvede.

Da han brugte af sin knappe fortjeneste til kapelbygningen, sagde hans kone: ”Vi kommer på fattiggården, dersom du bliver ved på den måde.”

”Bryd dig bare ikke om det,  kære kone; Gud skal nok sørge for os.” Og det gjorde han.

En anden gang hændte det en lønnningsdag, at han slet ingen løn fik udbetalt, og der var ikke brød i huset. Hans kone rådede ham til at gå til minebestyreren og bede ham låne dem lidt penge. Det gjorde han også og fik 10 shillings. Men på vejen hjem kom han ind til en fattig familie, som var endnu værre stillet; thi de havde ikke det mindste at spise. I Billys hjem var der vel ikke brød, men dog kartofler og flæsk. Så fik de da de 5 shillings. Men så kom han ind til en anden familie, som var ligeså fattig; han syntes ikke, han kunne give dem mindre end de andre, og så fik de da de andre 5 shillings.

”Nå, Billy, traf du så bestyreren?” spurgte hans kone, da han kom hjem.

”Ja.”

”Bad du ham om penge?”

”Ja, og han gav mig 10 shillings.”

”Hvor er de da?”

”Jeg har givet dem bort.”

”Aldrig i mit liv har jeg dog kendt nogen som dig. Det er da også helt urimeligt, som du bærer dig ad.”

”Gud vil nok ikke ret længe stå i gæld til mig,” sagde Billy og gik ud. I et par dage kneb det nu for hans kone. Men midt i den følgende uge, da han kom hjem fra minen, så hun helt smilende ud.

”Fru X har været her i dag.”

”Nå.”

”Og hun gav mig 20 shillings.”

”Ja, der kan du se; jeg sagde nok, at Gud ville ikke  ret længe stå i gæld til mig; nu har han givet os de 10 shillings tilbage og 10 shillings i rente.”

_ _ _

På den tid, da Billy blev omvendt, var han meget fattig. En arbejdsmand, som drikker, kan jo ikke være andet end fattig. Hans bedste frakke var en meget tarvelig jakke af bomuldstøj. Dog sagde han, at dem var meget bedre, end han havde fortjent det. I denne gik han nu ud om søndagen og vidnede for sine kammerater. Det varede dog ikke længe, førend en af Vennernes Samfund forærede ham en frakke og en vest, der passede ham, som om de var syet til ham.”

Ved en senere lejlighed sagde en ven til ham: ”Gud har sagt, at jeg skulle give dig en frakke; men jeg ved ikke om den passer.”

Hertil svarede Billy Bray: ”Har Gud sagt, at du skal give mig den, så passer den også; thi han ved nøjagtigt, hvor stor jeg er.”

Det var i øvrigt ikke så vanskeligt at finde tøj, der passede ham; thi, som han sagde, ”han og moden var nu en gang kommet på kant med hinanden og var aldrig senere blevet forligte.”

En ven af ham, som i året 1840 boede i Falmouth og var udgiver af et afholdsblad, fortæller følgende: ”En pakke blev afleveret på kontoret, adresseret til William Bray. Nogen tid efter kom, Billy og spurgte, om et nyt sæt klæder var afleveret der til ham. Han fik pakken og åbnede den og begyndte at prise Gud for det nye tøj. Det havde hans Fader givet ham, sagde han. Det var gået til på følgende måde:

En dag gik han igennem en naboby, da en skræddermester, som stod i sin gadedør, tiltalte ham.

”Er det ikke Hr. Bray, prædikanten?”

”Mit navn er William Bray, men sædvanlig kaldes jeg Billy Bray. Men hvad det angår at være prædikant, da kan jeg ikke give nogen besked derom; men undertiden går jeg omkring og indbyder syndere til at komme til Jesus, og Gud være lovet, det har ikke været forgæves.”

”Ja, det er også det samme,” sagde skrædderen, men du ser ud som om du trænger til et sæt nyt tøj.”

”Ja, det gør jeg,” sagde Billy, ”og jeg får det også, så snart som min himmelske Fader mener, at jeg skal have det.”

”Du skal få det her hos mig.”

”Ja, det kan jeg måske nok; men du skal jo have penge for det.”

”Det gør lige meget med pengene, kom ind og lad mig tage mål. Du kan vælge det bedste tøj og du skal få det til indkøbspris; og syningen skal jeg ikke tage noget for. Så kan du altid betale tøjet, når det passer dig.”

”Priset være Gud for det! Jeg tænkte nok, han snart ville finde en måde at give mig tøj på.”

Det var nu disse ny klæder, der var sendt til Falmouth. Billy følte glædesstrålende på dem og sagde: ”Du kan se, at jeg ikke har valgt det fineste; men det bedste.”

Der blev efterhånden mange, der på samme måde som Billy gik omkring som fri prædikanter, særlig til de døde og mest ugudelige egne. Da de ikke var lønnede, måtte de ofte lide nød og mangel og spot til af deres utaknemmelige tilhørere.

En af dem fortæller Billy om, at han prædikede i en by, hvor befolkningen var meget ond og ugudelig. Efter at have holdt møde havde han intet at spise og intet sted at overnatte, så han måtte sove under åben himmel, og det var endda temmelig koldt. Djævelen kom da og fristede ham og sagde, at nu havde han intet at spise, intet sted at bo og dårlige klæder; han havde ingen venner, thi alle kristne hørte til et eller andet parti. Som for at hjælpe Djævelen kom en af disse partiske kristne og sagde til ham: ”Ja, I folk er dygtige til at jage fuglene op, men vi fanger dem.” Den anden svarede ham: ”Dommens dag er ved at komme, og da vil hvert fuglebur blive lukket op, og fuglene flyve hen hvor de hører hjemme. Da vil de folk blive til latter, som står med tomme bure i deres hænder.” Således måtte han gennemgå mange prøvelser, og Djævelen havde travlt med at fortælle ham, at Gud var en streng Herre, som ikke var værd at tjene. ”Se engang på dine klæder,” sagde løgneren, ”nu er de opslidte, og hvad så?” Men han stolede på Gud.

Kort efter kom en af Vennernes Samfund og spurgte ham: ”Er det alle de klæder, du har?” – ”Ja.” –

”Kom så hjem med mig, så skal jeg give dig nogle andre.” Og kort efter åbnede gud en anden mands hjerte, så han sendte ham penge. Så sagde han: ”Så Djævel, nu skal jeg gøre jagt på dig i hele egnen, nu, da jeg har både brød og vand.”

Det var Billys tro, at Gud åbnede hans venners hjerte, når han ville, at de skulle give ham et eller andet, og at han lukkede dem igen, når hjælpen ikke mere behøvedes.

Billys kone lå længe syg, før hun døde. Han havde mange velsignede stunder sammen med hende. Men han var ikke hjemme, da hun døde. Så kom Djævelen straks og fortalte ham, at hun ikke var gået til himlen. Men han troede ikke ”den gamle, sorte løgner,” thi den sag havde jo Jesus ordnet en gang for alle.

Undertiden kom Djævelen også og sagde til ham: ”Til sidst skal jeg alligevel nok få dig til helvede,” ”Har du måske en lille hyggelig plads der, hvor jeg kan sidde og prise Gud?” spurgte Billy. ”Du kan ikke brænde mig, Djævel, der er ikke fedt nok på mig. Har du desuden ikke kendt mig i 28 år som din modstander, og altid er det mig som har sejret.”

Men atter sagde Djævelen: ”Vent du blot, til sidst får jeg dig nok.”

Billy svarede: ”Ja, jeg kan godt gå med dig til Helvede; thi Jesus er med mig, så jeg vil synge og prise Gud, og den lyd kan du ikke lide at høre.”

Fristelsen kunne også lyde på, at han var en rigtig tåbe at gå omkring og prædike uden at få noget for det.

”Ikke så stor en tåbe som du.” lød svaret. ”Du var en gang i en god stilling, men forstod ikke at blive i den.”

Et år, da kartoffelhøsten var slået fejl, så der næsten ingen gode var imellem dem, kom Djævelen til Billy, da han var ved at grave sine kartofler op, og talte med ham på følgende måde:

”Billy, tror du, din Fader elsker dig?”#

”Ja, det skulle jeg mene.”

”Det tror jeg ikke,” sagde løgneren.

Billy sagde senere: ”Om jeg havde tænkt mig lidt om, så ville jeg slet ikke have hørt på hans snak, for hans meninger er ikke den mindste smule værd at lægge mærke til.”

”Det tror jeg ikke,” sagde løgneren altså; ”og ved du hvorfor? Dersom din Fader elskede dig ville han have givet dig en ordentlig afgrøde kartofler, ligeså mange du kunne ønske dig, og hver af dem lige så stor som en knyttet næve. Han kunne lige så let have kunnet give dig mange som slet ingen. Men han elsker dig ikke.”

 Men Billy var ikke til sinds at høre nogen tale om hans Fader på den måde; derfor sagde han: ”Nej, stop, hvem du end er, der taler således om min Fader! Jeg tror nok, at jeg kender dig, og jeg kender også min Fader. Og så tænke sig at du kommer og siger til mig, at han ikke elsker mig! Men jeg har dit skudsmål skrevet hjemme i mit hus, og det siger, at du har været en løgner fra begyndelsen. Det gør mig ondt at måtte sige, at jeg var ven med dig for nogle år siden, og jeg tjente dig så trofast, som noget stakkels skrog kunne. Men alt hvad du gav mig, var pjalter på min krop, et ødelagt hjem, et hoved fuld af pine og ingen kartofler, og så Helvedes Ild som slutning på det hele.

Se derimod min Himmelske Fader! Jeg har kun tjent ham dårligt nu i snart 30 år. Og så har han endda givet mig et rent hjerte og en sjæl fuld af glæde og en dejlig hvid klædning, som aldrig bliver opslidt. Og han siger, at han vil gøre mig til konge med tiden, at jeg må leve i hans herlige palads og regere med ham i al evighed. Og så kommer du her og taler om ham på den måde!”

”Og tro mig, kære venner,” han var borte på minutten, han den anden. Og han har aldrig for skik at sige farvel, når han går sin vej.”

_ _ _

Under mine=arbejdet  var det en gang blevet overdraget Billy at stå for udrensningen af metallet af en stor bunke, som ansås for temmelig værdiløst. Han havde en flok unge arbejdere under sig. Men det så ud, som om der ikke skulle blive den mindste fortjeneste for ham, og hvad der var endnu værre for dem, han havde under sig. Thi de ville sige: ”Ja, hvad forstår han sig på det, den gamle Billy Bray, den gamle slyngel af en prædikant! Nu har han narret drengene og pigerne for deres løn; det er en rar kristen, han!”

Men Billy blev ved med at tale med Gud om sagen og fik til sidst forvisning om, at den skulle få et godt udfald.

”Jeg vil føre dig igennem,” sagde Herren til ham en dag.

”Jeg tror det, Herre! Jeg ved, du vil,” svarede Billy. ”Amen! Halleluja! Nu bryder jeg mig ikke om, hvad Djævelen siger. Når du siger, du vil føre mig igennem, så tror jeg det.”

Prøvelserne kom igen atter og atter; men Billy lod sig ikke rokke.

”Det gør lige meget, om metallet er noget værd eller ej; Herren har lovet at føre mig igennem, og jeg tror ham.”

Da regnskabsdagen kom, viste metallerne sig at være meget mere værd, end nogen havde anet. Efter at have betalt drengene og pigerne , havde Billy endda en rigelig sum tilbage til sin egen løn.

En radikal måde at møde løgneren på, angav Billy således:

”Den bedste måde at behandle Djævelen på, er ar surre ham fast i gangspillet; man kaster rebet om ham og lader ham gå rundt, til han er bundet rigtig fast ind til akselen. Og dersom han så siger: ”Lad gå!” så skal du aldrig indlade dig på at slippe rebet. Når du sådan har tøjret ham der, vil han aldrig kunne skade dig det mindste; han kan kun skære tænder ad dig.”

Med rebet mente han naturligvis Guds Ord. Det var hans faste holdepunkt. ”Hvad skulle Djævelen vel kunne gøre ved en som ham?” sagde han om sig selv.

Da han første gang besøgte en familie, blev der læst om, hvorledes Djævelen fristede Jesus i ørkenen. Billy hørte roligt til, indtil det vers blev læst, hvor Djævelen lover Jesus at give ham verdens riger og deres herlighed, blot han vil falde ned og tilbede ham. Så sprang Billy op og råbte: ”Den løgner! Den gamle landstryger! Han giver verdens riger bort, når han aldrig ejer så meget som en kartoffelskræl, som han havde ret til at kalde sin, den gamle landstryger!”

KAPITEL IX

AFHOLDENDE I ALT

 

”Eders Legeme er den Hellig=Ånds Tem-

pel.— I er dyrekøbte; ær derfor Gud

i eders Legeme og i eders Ånd, hvilke

hører Gud til!” (1.Kor. 6:19-20)

 

Der er to ting, som ikke kan skilles fra Billy Brays liv som en kristen. Det er hans afsky for berusende drikke og for tobak.

Selv havde han været fuldstændig ødelagt af spiritus og havde været en slave af sin pibe. Det var derfor ikke underligt, at han senere advarede andre mod disse afguder.

Hvorledes han blev total=afholdsmand, skildrer han selv på følgende måde:

”Da jeg hørte, at der skulle komme en mand og tale om  total=afhold, tænkte jeg, at jeg ville gå hen og høre ham, men at jeg ikke ville underskrive noget løfte; thi dersom en mand blot ikke drikker for meget, ville en lille smule være godt for ham. Men da jeg hørte på foredraget, fik jeg et andet syn på sagen, og før det var til ende, råbte jeg: ”Thomas, skriv mit navn!”

Han blev så ikke alene selv en pålidelig afholdsmand, men en ivrig forkæmper for den sag. Når han talte derom, sagde han ofte: ”Dersom Satan nogen sinde skulle have fanget mig tilbage, så skulle det have været med ølkruset. Folk sætter limpinde for at fange fugle, og Satan sætter vinflasker og ølkrus for at fange tosser. Men når man aldrig smager en dråbe af det, kan man heller aldrig fanges af det.”

Han fremhævede stærkt, at mådehold ikke er nok. ”Dersom man er en lille smule gerrig eller en lille smule hidsig, skal Djævelen snart få en negl ind,” sagde han.

”Man kan ligeså godt hænge en gammel kones forklæde for indgangen til en kartoffelmark for at hindre en gammel so med dens grise i at gå derind, som vente, at en drukkenbolt  skal blive helbredt med mådehold. Satan ved nok besked; han sætter bare et lille krus frem for at fange ham igen.”

”Helvedes=huse,” kaldte han beværtningerne. ”Og helvedes=huse er de virkelig,” sagde han, ”for de bereder mennesker for helvede og hjælper dem på vej dertil.”

”Himmel=huse” kaldte han derimod de steder, hvor folk fik Guds Ord at høre, så de blev beredte for himlen.

En mand, der havde været omvendt, men atter faldt tilbage i drukkenskab, talte Billy til på følgende måde: ”Hold dig udenfor rækkevidden af Djævelens lænke! Der var en snedig ræv, som var bundet i en lænke; men dog lykkedes det den at fange nogle dumme kyllinger fulgte med og åd dem, indtil ræven var over dem. På samme måde bærer Djævelen sig ad. Først et glas, som man kan drikke uden fare, så to glas, og det gør heller ikke noget, så tænker du, at du måske godt kan tage tre eller fire. Men når du har drukket så meget, så er du Djævelen i vold, og han slipper dig ikke, før du er drukken; og så siger han: ”Se, det er din religion! Du kan ligeså godt opgive det hele straks; ingen vil tro dig mere, du er nu helt i min magt!”

_ _ _

”Jeg var en ligeså ivrig tobaksryger  som spiritus=drikker,” sagde Billy. ”Jeg holdt ligeså meget af min tobak som af min mad, ja, jeg ville hellere gå ned i minen uden min middagsmad end uden min pibe. Men da Guds Ånd kom  i mit hjerte, var det, som om en sagte røst inden i mig talte til mig derom. Når jeg tog min pibe, sagde den: ”Det er en afgud; tilbed Herren med rene læber!” Så følte jeg, at det var galt.”

”Herren sendte også en kvinde til mig for at overbevise mig derom. Da jeg nemlig en dag var sammen med hende, og jeg tog min pibe frem for at tænde den, sagde hun: ”Føler du ikke, at det er galt at ryge?” Jeg svarede, at jeg følte noget indeni mig, som sagde, at det var en afgud og en kødelig nydelse. ”Det er Herren,” sagde hun. Så sagde jeg: ”Så må jeg opgive det, Herren siger det indeni mig; og kvinden siger det udenfor mig; så må tobakken bort, hvor højt jeg end elsker den.” På stedet tog jeg tobakken op af  min lomme  og kastede den i ilden, og piben knuste jeg under mine fødder. Aske til aske og støv til støv,” sagde jeg. Og siden har jeg ikke røget.”

”Det var hårdt nok at bryde med den vane; men Gud gav mig kraft dertil. Dagen efter fik jeg en frygtelig tandpine. Jeg troede, det var en følge af, at jeg ikke røg mere. Men jeg sagde, at selv om jeg skulle miste hver tand i min mund, ville jeg dog ikke give mig til at ryge igen. Så sagde jeg: ”Herre, Du har sagt: Mit åg er gavnligt, og min byrde let.” I samme øjeblik forsvandt tandpinen.”

Det hændte ikke så sjældent, at Billy Bray  ved afholdsmøder havde sammenstød med dem, der vel havde sluppet én afgud, men betænkte sig på at slippe dem alle, deriblandt tobakken.

Ved et møde sagde en afholdsprædikant: ”Alex=ander den store overvandt hele verden; men dog lod han sig overvinde af stærke drikke.”

Så kom Billy frem og sagde: ”Vor ven talte om Alexander den store. Jeg kan nu ikke se, at han var stor i noget andet end at hugge folks hoveder af. Alexander overvandt verden, og de stærke drikke overvandt ham. Nu overvinder vi de stærke drikke; derfor overvinder vi Alexanders overvinder; og dog” – her så han stift på nogle tobaksrygere – ”de, som har overvundet Alexanders overvinder, lader sig virkelig overvinde af en pibe tobak.”

Hvor indgroet de gamle vaner er, fik Billy selv grundigt at føle. Thi efter at han havde opgivet at ryge tobak, tænkte han, at han dog nok kunne blive ved at skrå lidt. Men ved et bedemøde i kapellet sagde Herren til ham: ”Tilbed mig med rene læber!” Så blev den også kastet ind under talerstolen, og fra den stund af, siger han, har han været en fri mand.

Omtrent 20 år efter sagde Billy en gang: ”Gud har givet mig penge nok på min vej gennem livet til de daglige fornødenheder, men ingenting til piben. Havde jeg blot anvendt 6 Pence (omtrent 50 øre) om ugen på tobak, så havde jeg nu haft en gæld på 30 pund (omtrent 500 kroner).”

Særlig overfor unge mennesker søgte han at vise, at tobakken ofte var det første trin på lastens vej. Desuden var piben slet ikke nogen hjælp for dem på vejen til himlen, sagde han, men en fjende både af deres sjæl og legeme og ikke mindst af deres pengepung; den bidrog til at gøre mange arbejdsmænd fattige.

Når den gode Ånd tilskynder en god mand at læse et kapitel i Bibelen,” sagde Billy, ”så siger den onde ånd, som er efter kødet: ”Tag først et par drag af min pibe!” og når så piben er bleven tændt, og man har dampet en tid på den, så får man andre ting at tage vare på, og den belejlige tid til læsning i Bibelen er forspildt. Eller om en anden mand tænker på at bede til Gud, så kommer ofte den indskydelse: ”Nu vil jeg ryge en pibe tobak først.” Og når så piben er udrøget, kommer der andre ting og forstyrrer, og det bliver ikke til noget med at bede denne gang. Piben har berøvet de kristne hundreder af kapitler i Bibelen og af bønner, foruden at den skader deres helbred og stjæler deres penge.”

Mange indvendte imod Billy Brays angreb på piben: ”det er ingen synd at ryge.” Men han svarede, at vi må slippe alle afguder for Jesu skyld; thi han hengav sin sidste blodsdråbe for os.”

Der var dem, der slap deres afgud, men senere tog den op igen. De fik at høre, hvor usselt det var, at ”en lille pibe tobak kunne overvinde dem.”

En mand kom og fortalte Billy, at han var stærkt fristet.

Han fik det råd at gå og tale med Jesus om det, ”Men,” sagde manden, ”jeg ved ikke, om det er Djævelen der frister mig, eller ej; men den tanke kommer stadig til mig, at jeg skulle opgive piben.” ”Jeg tror ikke den fristelse er fra Djævelen,”  sagde Billy.

Efter at de havde bedt sammen, slap manden sin pibe. Men et par dage efter sagde han, at der vist alligevel var noget godt ved piben.

”Du har hugget hovedet af ølkruset; men kun halen af tobakspiben, så du får den nok snart tilbage igen,” sagde Billy.

Det gjorde han også, men slap den senere for bestandig.

Prædikanter skånede Billy ikke, når de efter hans mening gav et dårligt eksempel, og det gjorde de ikke mindst med tobaksrygningen. ”Prædikanten ryger, så kan jeg også,” det var det almindelig argument, han mødte fra de kristne. Men for ham stod det som noget ligeså umuligt for en kristen at ryge som at dyrke afguder.

En gang skulle han holde et møde sammen med en prædikant. Da han bad, lagde han mærke til, at denne var særlig ivrig til at sige ”amen” til hans bøn. Men så begyndte han at fremføre forskellige enkelte bestemte ting for Gud:

”Herre hjælp dit folk til at slippe deres afguder!”

”Amen,” sagde prædikanten.

”Frels dine børn fra at skikke sig lige med verden!”

”Amen,” lød det atter fra prædikanten.

”Hjælp dem af med deres stads og pynt!”

”Amen.”

”Og med deres glas og drikkevarer!”

”Amen,” lød det endnu.

”Og med deres piber og tobak!”

Men nu kom der intet Amen.

”Hvor blev dit Amen af, broder?” spurgte Billy, idet han med den ejendommelige frihed ikke mere talte til Gud, men til prædikanten, der knælede ned ved siden af ham. ”Hvorfor siger du ikke Amen til piberne ligeså vel som til glassene?

”Du holder måske ikke af at sige Amen til piberne?”

Derpå fortsatte han sin bøn.

Senere udtalte prædikanten sin misfornøjelse med at være bleven irettesat i alles påhør.

”Du sagde dit Amen højt nok, da det drejede sig om, at andre skulle slippe deres afguder,” sagde Billy; men du var ikke villig til at slippe din egen. Priset være Gud! Jeg har sluppet alt for min frelsers skyld.”

Denne prædikant var ellers ivrig nok for at drage mennesker bort fra det jordiske. Ved et senere møde sagde han: ”Dersom mine arme var lange nok og stærke nok, og Gud ville give mig lov dertil, så ville jeg tage jer alle sammen og flyve lige ind i himlen med jer.”

”Og jeg,” sagde Billy, da han fik ordet, ”jeg ville være tilbage en halv time efter for at hente en ny favnfuld.”

Billy Brays måde at tale på stillede tit sagen i et sådant lys, at folk kom til at le af deres egne dårlige vaner og derved fik kraft til at opgive dem.

Således sagde han: ”Dersom Gud havde tænkt, at mennesket skulle bruge snus, ville han have ladet næseborene vende opad. Det var også en dårlig bygmester, som ikke satte nogen skorsten på et hus, men tænkte, at røgen skulle gå ud igennem døren; dersom Gud havde bestemt  mennesket til at ryge, ville han derfor sikkert have anbragt en lille skorsten i baghovedet for røgen at gå ud igennem.”

KAPITEL X

GAMMEL – OG DOG UNG

 

”Min sjæl, lov Herren, og alt, hvad i

mig er, love hans, hellige navn! – Han,

som forløser din sjæl fra graven, som kroner

dig med miskundhed og barmhjertighed,

han, som mætter din sjæl med det

gode, så du bliver ung igen som ørnen!”

(Salme 103:1-5)

 

Skønt Billy Bray kunne være ivrig i sin kamp med tobaksrygning og drukkenskab, var det dog ikke, fordi dette optog ham. Nej, det var tværtimod Gud alene, der fyldte hans sjæl; det var Kristi kærlighed, det var Jesus, der drev ham og optog ham ganske og aldeles.

Det var glæden i Herren, der drev ham til at danse og klappe i hænderne og råbe højt til Guds pris. Endnu på sine gamle dage blev han ved med det. I året 1867 var han således i Plymouth og havde møder i metodist kirken; thi han gik ind overalt, hvor der blev lukket op for ham. Det var meget velsignede møder, men temmelig larmende. På gaden kom en mand og bebrejdede ham, at han gjorde så megen støj ved mødet. Manden talte højt og i en skarp tone og sagde, at folk måtte gerne høre hans ord. Billy syntes at når denne mand ikke var bange for at tjene sin Herre på åben gade, så skulle vi ikke være bange for at prise vor Herre i et kapel.

”Min bedste ven er den Herre Jesus; Han har gjort mig glad , så jeg aldrig mere kan sørge; Han fylder mit hjerte, så jeg må råbe det ud; han får mine fødder til at danse. Jeg kan ikke lade det være; ja, selv om man huggede fødderne af mig, tror jeg, jeg måtte danse på stumperne,” sagde han.

Præsten Haslem spurgte ham en gang, hvor det kunne være, at han altid var glad; han selv var ikke altid på bjerget, ofte var himlen fuld af skyer for ham, og frygt fyldte hans sjæl.

Billy svarede, at vi må blive dårer for Kristi skyld. Folk som Haslem, sagde han, som har så megen bog=lærdom og derfor så meget, som de først må glemme, er meget uheldig stillet i sammenligning med visse andre, ”thi nogle af os” føjede han til, ” ved de nok, er dårer til at begynde med.” Der var dem, der ville benytte sig af Billys enfoldighed til at holde ham for nar eller more sig over ham. Således kom der engang en dame for at studere hans ejendommeligheder. Men hun fandt ham mod sædvane tavs og tilbageholden. ”Vi må jo være dårer for Kristi skyld,” sagde hun for at lokke ham ud, må vi det, frue sagde han, ”ja, så er vi jo to af den slags.”

Det følger af sig selv, at døde og tomme former var noget, Billy ikke kunne fordrage. Noget, han var meget imod, var ved møderne at have kor af uomvendte og uåndelige mennesker til at synge på menighedens vegne. Ved en lejlighed, hvor et sådant kor sang oppe på orgelgalleriet, vendte han sig efter det første vers op imod dem og sagde: ”I deroppe har nok taget bestillingen fra os; men lad os nu begynde forfra, vi lader os ikke narre på den måde.”

Billy havde stor kærlighed til hedningemissionen. Men han ville have, at man skulle give det bedste dertil. Ved et møde blev der aflagt regnskab for, hvor meget der var indkommet til missionen, blandt andet ved salg af gamle klude og ben.

Men så stod han op og sagde: ”Jeg tror ikke, det er rigtigt at fremme Herrens sag ved hjælp af gamle klude og ben. Han fortjener det bedste. Og dog er han så nedladende, at dersom nogen har en kylling, der er ved at dø, og han så svøber den ind i en strømpe og lægger den ved ilden og siger: ”Dersom denne kylling lever, vil jeg give den til missionærerne!” så vil det ikke vare længe, før den siger: ”Pip, pip, lad mig komme ud, nu er jeg bedre.” Jeg kender også en kone, som havde to gæs, men hun kunne aldrig få mere end to eller tre gæslinger til at leve. Så lovede hun at give hver tiende til missionærerne. Det år blev der 11 gæslinger, og de levede alle, til de blev fuldvoksne, så døde der en af dem. Hvad tænker I så, at Djævelen sagde? ”Det er missionsgåsen! Det er på den måde, Djævelen holder af at underholde missionærerne. Men konen kendte den tale og sagde: ”Nej Djævel, der er ti tilbage, og missionærerne skal have den ene.” Næste år havde hun atter 11 gæslinger. Jeg så dem svømme i dammen med deres lange halse og hvide fjer; det var de mest respektable gæs, jeg nogensinde har set.”

Ved et møde, hvor der blev samlet ind til hedningemissionen, lagde Billy Bray mærke til, at nogle damer lagde perbermynter i bøssen i stedet for penge. Næste aften var de også til stede. Han fortalte da, at det ofte hændte, at en fattig kone gav en shilling (omtrent 90 øre) til missionen. Sådan en fattig kone var lige så meget værd som et dusin penny=damer (1 penny er en tolvte del af en shilling) eller som to dusin halvpenny=damer ”eller, som jeg ikke ved, hvor mange af de pebermynter=damer, der sommetider kommer til møderne,” sagde han.

_ _ _

Hemmeligheden ved det rige åndelige liv, som altid sprudlede ud fra Billy Bray, var hans nøje og stadige samfund med Gud. Nogen tid efter hans omvendelse kom en fremmed prædikant og holdt et møde alene for de troende. Han spurgte en af dem, om han kunne sige, at Herren havde renset hans hjerte fra al synd. Det kunne han ikke.

”Det er det, de kalder helliggørelse,” tænkte Billy ved sig selv; ”det må jeg have.” Og så kom han ned på sine knæ og råbte til Gud om at helliggøre ham ganske og aldeles, ånd og sjæl og legeme.

”Du er ren ved det ord, jeg har talt til dig,” sagde Herren til ham.

”Herre, jeg tror det, ” svarede Billy.

Da den fremmede prædikant kom til ham, sagde han: ”Endnu for fire måneder siden var jeg en stor synder. Men siden da er jeg bleven retfærdiggjort uforskyldt af Guds nåde; og nu i denne morgenstund har Herren helliggjort mig aldeles.”

”Om du kan tro det, er det så,” sagde prædikanten.

”Jeg kan tro det!” Og da han fortalte ham dette, blev hans hjerte fyldt med en uudsigelig glæde.

Men skønt Gud brugte ham mange steder til megen velsignelse, fik han dog aldrig store tanker om sig selv.

”Kort efter min omvendelse ,” fortæller han, ”kom Djævelen og sagde til mig: ”Billy Bray, du bliver en stor mand!” Men jeg sank ned til at være ingenting, og på den måde slap jeg ud af Djævelens hænder.”

”Når han var ingenting, havde han desuden den fordel,” sagde han, ”at han kunne flyve omkring på englevinger.”

”En grov gammel pæl fra Cornwall,” sagde han om sig selv, ”have Gud stillet op i en samling af de fineste og sjældneste ædle stene for på den måde at fremhæve de andres skønhed desto mere.”

Men et endnu større under var det for ham, at Gud havde samlet sådan en plump gammel pæl op fra jorden for at anbringe den i sin himmel, og at han som en ung prins, som søn af kongernes konge, måtte færdes frit på gaderne af guld, medens de rige på jorden på grund af deres gerrighed var udelukkede fra herligheden, da de jo ellers ville stjæle af guldpladerne på gaden for dermed at søge at fylde de tomme rum i deres sjæl, som Gud dog alene kunne fylde.

I året 1867 sagde han ved et møde: ”I må undskylde de fejl, jeg gør; I kan ikke vente så meget af et barn, som af en mand. Og jeg går først i mit fjerde barndomsår.”

Han var da fyldt 74 år.

Alderen tyngede ham ellers ikke. Han var glad og livlig som før. Han gik lange veje og prædikede, hvor som helst nogle ville høre. Han blev ved at bede – eller rettere love og prise Gud – uden afladelse.

Endnu i begyndelsen af året 1868 var han med til en vækkelse et sted, og her følte han sig hjemme. ”Gud gjorde folket meget lykkeligt, og mig meget lykkelig med dem,” sagde han, Om aftenen efter mødet samledes mange i private hus, hvor de sang og priste Gud, og nogle sjæle råbte om frelse. ”Vi kunne ikke bestille andet end prise Gud,” sagde Billy, ”thi Ånden var udgydt på en så vidunderlig måde. Jeg var så lykkelig, som jeg kunne være uden at dø af glæde. Det var en uafbrudt strøm af herlighed.”

Han var meget svag på legemet dengang, men glemte det for den overvættes herlighed, der blev åbenbaret.

Men kun én gang endnu forlod han sit hjem. Så blev han som en mand der har tæring. Han sendte bud efter doktoren , ikke for at få lægedom igennem ham, men for at høre af hans mund, om det var døden.

”De må snart dø,” sagde doktoren.

”Priset være Gud!” råbte Billy; og så tilføjede han: ”Når jeg kommer hist op, skal jeg så hilse fra Dem, doktor, og sige, at De kommer snart?”

Det gjorde et dybt indtryk på lægen.

Indtil det sidste blev Billy ved med at råbe: Halleluja! Og han sagde, at om han kunne leve sit liv om igen, ville han råbe ti gange så meget.

En ven som besøgte ham på dødslejet, spurgte, om han nu ikke var bange for døden eller for at gå fortabt.

”Hvad? Jeg bange for døden! Jeg gå fortabt! Min frelser overvandt jo døden. Og om jeg skulle komme i helvede, så ville jeg blive ved med at råbe: ”Pris og ære være Jesus!” så det genlød i hele rummet, og den elendige, gamle djævel måtte sige: ”Billy, det er ikke et sted for dig; du må gå herfra!”

Så ville jeg gå lige op til himlen og råbe: ”Ære, ære være Gud!”

 Den 25. maj 1868 sov han hen.

”Ære være Gud!” var hans sidste ord.

_ _ _

Afsluttende vil jeg gerne bekendtgøre i et lille vidnesbyrd at Jesus er min frelser, som har købt og betalt, ja, tilgivet mig alle mine synder. Jeg er et troende menneske, og det er min fulde overbevisning og erfaring, at livets sande lykke findes alene i troen på Gud. I de mange år der er gået, hvor Jesus har haft magten i mit liv, har der været muligheder nok, til at gå tilbage i et liv uden Gud; men som det også synges i en gammel sang: ”Jeg vender ej tilbage mere, nej, nej, nej. – Og hvorfor ikke? – Nej fordi der er tilfredsstillelse nok i et samfundsliv med Jesus. Det holder i liv og død og i evighed. Jesus er den skønneste, ham elsker jeg. Hans kærlighed er mere end nok for mig.

Denne bog er indskrevet af OSKAR GROVE.