FollowPå rejse i Skandinavien med fru Anna Larssen Bjørner!
I sommeren og efteråret 1912 var Anna Larssen Bjørner – igen på turne. Denne gang var hun ikke alene. Den unge pianist Mary Barratt Due, en datter af T.B.Barratt var med for at spille. De skulle besøge Norge, Sverige og Finland. Turneen skulle vare 4 måneder. De samlede mange mennesker: skuespillere, kunstnere, præster, biskopper, lægprædikanter og andre. De besøgte i alt 15 norske, 30 svenske og fem finske byer. Anna Larssen Bjørner læste op, og bagefter aflagde hun et lille personligt vidnesbyrd.
Pressen var dem venligt stemt overalt.
Kongsberg: Anna Bjørner har sagt scenen farvel – men hun har ikke sluppet kunsten. Den følger hende, den udøver så meget større magt, fordi den er beåndet af en dyb, religiøs følelse. Det fik man et stærkt indtryk af under hele hendes oplæsning, der både var en prædiken og en kunstydelse af første rang. Anna Bjørner læste en del perler af dansk fortæller kunst. Til sidst talte hun om Guds kærlighed til vor faldne verden. Forsamlingen var dybt grebet.
Stockholm: Her havde hun et særligt møde for skuespillere. Stockholm tidningen skriver: I går aftes dannede det musikalske akademi’s fine sal, med guld på væggene, rammen om Anna Bjørners lille, indtagne person. For, indtagende er hun, selv når hun står på tribunen og blot læser op. Der er noget umiddelbart over hendes fremstilling, noget så sandt og ægte over hendes tonefald, at selvom hendes kunst undertiden nærmer sig det sentimentale, bliver man uvilkårligt revet med. Det er nærmest en skønlitterær prædiken – en prædiken, som er båret af trosvished.
Der var en der sagde: Jeg har hørt en dårligere præst en hende, men jeg har aldrig hørt nogen så god. Og når Anna Bjørner fortæller om: Verdens dejligste rose, er der vel næppe et hjerte i salen, som ikke er grebet. Man kan kun beklage at dette enestående talent har forladt scenen for altid, for scenen var hendes rette plads, ikke tribunen.
Helsingfors: Nya pressen skriver: Anna Lassen Bjørner blev modtaget med stor glæde, velvilje og sympati. Rygtet havde jo for mange tider siden båret hendes navn ud over hele Skandinavien og senere har hendes omvendelse á la Paulus vagt ny interesse for hendes person. Hendes tilhørere kom fra to lag i folket: Teatrets venner var kommet for at høre og se den en gang så berømte skuespillerinde, og religiøst interesserede havde indfundet sig på grund af det åndelige slægtskab, og begge parter fik deres. Anna Larssens oplæsning byggede blot på hendes stemme. Hun stod ved et bord med det traditionelle vandglas, og hun afstod fra alt, der kunne minde om teater, blot en diskret mimik blev taget i brug nu og da for at understrege specielle udtryk. En stemme har mange muligheder for variationer, og hun forstod at udnytte dem alle, når hun med stor virtuositet fremkaldte stemninger og beskrev de forskellige personers situation. Hele tiden havde hendes oplæsning en stærk visionær glans. Man havde fornemmelsen af, at der faldt et stærkt lys ovenfra over disse fortællinger. Der udstrømmede varme fra Anna Larssens oplæsning, fra et hjerte, der var lutret gennem lidelse og som til sidst havde fundet fred ved korsets fod.
Mary Barratt Due fortæller om Anna Larssen Bjørner:
Anna Larssens vidunderlige oplæsninger gjorde et mægtigt indtryk på mig. Jeg har aldrig oplevet at se hende på scenen; men alligevel kunne jeg vurdere og nyde hendes enkle; men fortrinlige oplæsningskunst. Og så elskede hun musik. Det, at spille for fru Bjørner, blev en kilde til inspiration for mig. Som kunstner var hun streng. Hun gik aldrig på akkord med billige midler.
Når hun læste op, kunne en lille forandring i tonefaldet eller i ansigtsudtrykket være nok til at opnå den virkning, hun ønskede. Jeg blev aldrig træt af at høre på hende. Jeg vil altid stå i taknemligheds gæld til hende for det, hun gav mig kunstnerisk på disse oplæsningsaftener.
Det var i 1912. Der er gået mange år siden. To krige har rystet jordens folk; men min kærlighed og hengivenhed for Anna Larssen Bjørner er stærkere end nogensinde, siger bogens forfatter: Chris Jørgensen.(ca. år 1987). Hun hører til de store i åndens verden. Modgang, misforståelser, skuffelser – intet har forandret hendes trofasthed mod det lys, hun fik. Hun er en sjælden foreteelse i vort åndsliv. Der var intet blasert over hende, ingen virak omkring hende. Hun elskede naturen, hun elskede mennesker og frem for alt elskede hun sin Frelser.