Første Tessalonikerbrev kapitel 4

Del 2

Vers 13-18 ”Brødre, vi vil ikke, at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge som de andre, der ikke har noget håb.  For så sandt som vi tror, at Jesus døde og opstod, vil Gud også ved Jesus føre de hensovede sammen med ham.  For det siger vi jer med et ord af Herren: Vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer, skal ikke gå forud for de hensovede.  For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først.  Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren.  Trøst derfor hinanden med disse ord.”

Kapitel 4 har forskellige emner som beskrives og forklares.

Den første del havde fokus på: HELLIGHED – BRODERKÆRLIGHED.

Den sidste del som vi har med her, har fokus på: DE AFDØDE (Hensovede) – JESU KOMME (genkomst)

Vi skal forsøge at omskrive det kapitlet siger, uden at ændre indholdet og budskabet. Det betyder at vi laver et sammendrag.

Det der er vigtigt at forstå Guds helhedsplan når det gælder frelsesunderet. Et liv som hellig lyder tungt; men er det tungt. Når vi opfatter og føler det som tungt, har vi misforstået hvad det betyder at være hellig. Det betyder jo at blive mere lig Jesus og mindre af mig selv. Det gamle liv uden Gud var heller ikke sagen. Når vi taler om at være hellig, er det åndelig vækst. Det er Guds værk i os. Det var hvad Paulus underviste og talte om til Thessaloniki menigheden. Hans opfattelse af menigheden var at de allerede var hellige; men kunne blive det endnu mere. Vi skal ikke panikke eller på anden måde fortvivle, for alt er af nåde. Vi skal ikke præstere noget. Gud vil gøre sit værk i os. Når vi er Guds børn, vil vi gerne behage Gud, ved at gøre hans vilje. Vi vil også gerne have den livsstil som hører med når vi præsenterer Guds rige.

Det næste er at gøre opmærksom på at menighed er et samhørighedsbånd, som gør os til søskende, brødre og søstre. Her var Paulus også positiv; men selvom det var godt,  opfordrede han dem til at gøre det endnu bedre. Det viser os at vi  aldrig kan gøre det godt nok. Vi kan altid gøre det bedre, og det bliver bedre dag for dag. Det fortæller os at kristenlivet er en stadig vækst; som varer hele livet.

Sidste del som vi har læst fra begyndelsen af handler om Jesu genkomst. Her er der to sider af samme sag. De som er døde med Kristus, skal opstå. Når vi dør med Kristus, beskrives det med at vi er hensovet. Vi er som sådan ikke døde. Vores dødelige slidte krop efterlader vi  her på jorden. Vi bliver de fleste af os, lagt i en kiste og sænket i jorden. Kroppen bliver til jord; men vi efterlader vores hylster her på jorden og vi selv hensover til opstandelsesdagen. Vi savner en ny krop at bo i. Når Jesus kommer tilbage for at hente sin menighed fortæller versene vi har læst, at det første der sker, er at de hensovede opstår og forvandles med en ny uforgængelig krop, og alle som lever når Jesus kommer løftes op i skyerne og forvandles med nye uforgængelige kroppe. Mennesket er et evighedsvæsen og Gud vil at vi skal leve hos Ham i al evighed. Det er den fuldkomne plan i Guds frelses plan.

Det er vældigt omfattende det Paulus underviser og beretter for menigheden med bare fem kapitler i alt.