Første Tessalonikerbrev kapitel 4

Del 1

Kapitel 4 vers 9-12: ”Om broderkærligheden har I ikke brug for, at der skrives til jer, for I er selv oplært af Gud til at elske hinanden,  og I viser jo kærlighed mod alle brødrene i hele Makedonien. Men vi formaner jer, brødre, til at gøre det endnu mere  og til at sætte en ære i at leve stilfærdigt og passe jeres egne sager og selv arbejde med jeres hænder, sådan som vi påbød jer det,  så at I lever ordentligt i jeres omgang med dem udenfor og ikke mangler noget.”

 Ordet broderkærlighed kan stå helt alene i dette sammenhæng.

Kristne som har kærlighed til andre kristne, er en afgørende sag for både Jesus og Hans apostle. Apostlen Johannes siger ligefrem, at kærlighed til ens medkristne er et afgørende tegn på, at man overhovedet er en kristen.

Første Johannes Brev kapitel 3 vers 14: ”Vi ved, at vi er gået over fra døden til livet; for vi elsker brødrene. Den, der ikke elsker, bliver i døden.”

Der siges her noget meget vigtigt om denne broderkærlighed. Den kan ikke bare formanes frem. Det er en kærlighed som kommer fra Guds hjerte, og forplanter sig til dem , som er kommet til tro på Jesus. Det er i mødet med Guds kærlighed, at man også får et nyt forhold til de mennesker, som man deler tro med. Det er det, der ligger i Paulus´ ord om at være oplært af Gud til at elske hinanden.

Det kan måske se selvmodsigende ud, at Paulus så fortsætter med at formane menigheden til i endnu højere grad at vise kærlighed mod alle brødrene; men det han mener er, at de kristne i endnu højere grad skal gøre brug af  den kærlighed, Gud har givet dem til deres medkristne.

Vi kender dette også fra menneskelige forhold. Har man f.eks. medfødte evner såsom at være musikalsk eller på anden måde være udstyret med nogen begavelse. Det naturlige ville da være at bruge de evner, man har fået givet, så de kan udfolde sig.

På samme måde kan vi da også opfordre hinanden til at lade den indbyrdes kærlighed få plads og råderum i menighedens fællesskab. Vi må hjælpe hinanden med at være opmærksomme og lydhøre, når det gælder de andre behov. Vi må også gerne med vort eksempel inspirere til offervillighed med tid, kræfter og økonomi, når vores kristne brødre har behov for hjælp. Det gælder både dem vi møder til hverdag, og dem i andre lande, hvis nød vi hører om.

Der bliver opfordret til atvære stilfærdig og passe sine egne sager, også at arbejde med sine hænder. –  Der bliver lagt vægt på, at vi lever ordentlig også med hensyn til dem udenfor, og ikke mangler noget.

Det vi kan konkludere er, at vores ord også skal omsættes til handling, for ligesom at give nogen effekt.