Klik på billedet, så bliver de større

Første Tessalonikerbrev kapitel 2!

 Del 6

Vers 14:  ”I, brødre, ligner jo Guds menigheder i Judæa, som er i Kristus Jesus, for I har lidt det samme af jeres landsmænd, som de har lidt af jøderne,” 

Her konstaterer vi at kristne alle vegne fra lider og forfølges af deres landsmænd. De jødiske troende blev forfulgt af deres landsmænd. Det samme gjorde sig gældende også i den Tessaloniske menighed.

Det har ikke ændret sig. I dag findes der kristne i næsten alle lande. Der er forfølgelse i mange lande også i vores tid, statistikker viser at forfølgelse af kristne er stigende.

Når vi læser vers 15, forstår vi at det Paulus siger er en opmuntring til menigheden. Det er ikke kun hos jer der er lidelse i form af forfølgelse. Det er der også i de jødiske menigheder. Forfølgelse er ikke noget nyt, for de slog også Jesus ihjel og profeterne.

Vers 15: ”der slog både Herren Jesus og profeterne ihjel, og som har fordrevet os, og som ikke behager Gud og er imod alle mennesker,”

Paulus nævner også at det ikke behager Gud. De samme vilkår er også Paulus og hans følge udsatte for.

Paulus fortsætter i vers 16: ”fordi de hindrer os i at tale til hedningerne, så de kan blive frelst; sådan fylder de altid deres synders mål. Men vreden er kommet over dem til fulde.”

Paulus siger at forfølgelse og modstand, hindrer dem i at forkynde evangeliet for mennesker, så de kan blive frelste. De mennesker der opfører sig på den måde synder mod Gud. – Det behager ikke Gud, og mennesker der står i  vejen, udløser Guds vrede.

Vi har på mange måder fået et forkert Guds billede. Gud elsker mennesket og har gjort alt for at frelse dem; men Gud kan også blive vred.

Der er altid to sider at forholde sig til. Det er bedst for os kristne at lægge alt i Guds hænder. Gud er retfærdig og Han vil forsvare os, hjælp.

Bibelen giver os et herligt ord til opmuntring. Tænk at et sådant ord læser vi  i 5. Mosebog kapitel 33 vers 25:

”Måtte dine portslåer være jern og bronze, din livskraft vare, så længe du lever.”

Jeg er vant til en anden oversættelse som har ændret den sidste del med en anden formulering: ”Som din dag er skal din styrke være.”

Paulus taler lige ud af sit hjerte i vers 17: ”Brødre, for en tid er vi blevet bortrevet fra jer som fra vore børn, dog kun i det ydre, ikke i hjertet. Så meget mere ivrige har vi i vores store længsel været efter at se jer igen ansigt til ansigt.” 

Paulus udtrykker med stærke følelser om sin omsorg for menigheden. Vi er blevet forhindret i at være sammen med jer. Vi føler det som er I vore egne børn, og vi  kan ikke være sammen; men det ændrer ingenting i relationen. Det er kun til det ydre vi er adskilte, for I er i vores hjerter.

Denne adskillelse skaber en stor længsel i vores hjerter efter at se jer igen.