Første Tessalonikerbrev kapitel 2!
Del 4.
Vers 9-12:
”Brødre, I husker jo vores slid og møje; vi arbejdede nat og dag for ikke at ligge nogen af jer til byrde, mens vi prædikede Guds evangelium for jer. I selv, og Gud, er vidner på, hvor fromt, retskaffent og uangribeligt vi færdedes blandt jer, som tror. I ved også, hvordan vi, som en far over for sine børn, formanede og opmuntrede og tilskyndede hver eneste af jer til at leve, som Gud vil det, han, der kalder jer til sit rige og sin herlighed.”
I disse vers ser vi tre vigtige ting:
- Paulus og teamet var selvforsørgende, lige fra Paulus selv og alle de medvirkende.
- De blev angrebet; men levede uangribelige.
- De var ligesom fædre overfor sine børn.
Det som synes uretfærdigt og krænkende var vilkårene for det tjenende tilrejsende team. Paulus gjorde opmærksom på det. Husker I vores slid og møje. Vi arbejdede både nat og dag, fordi vi ikke ville lægge byrder på jer. På samme tid som de var selvforsørgende, forkyndte de også evangeliet og plantede eller byggede en menighed.
De blev angrebet, men forblev at være gode eksempler både i livsførelse og retfærdighed. Der var intet de kunne angribe dem på; men alligevel blev de udsatte for alt muligt, ondskabsfuldheder og uretfærdigheder. De blev også både angrebet og anklaget.
De var også bevidste om at de skulle færdes ibland dem som åndelige fædre. En faders opgave er at både vejlede og opmuntre.
Åndelige fædre!
Der er mange som vil opdrage; men der er ikke mange fædre.
Hvordan skal et fader`/søn forhold egentlig se ud, eller et fader/datter forhold?
Det at være en åndelig far er også noget der skal
læres. De hænger ikke på træer. Der er rigtig mange opdragere, som tror de er fædre; men de har faktisk efterladt sig ofre og sårede mennesker. Det medfører en masse ekstra tid med hårdt arbejde, som kræver næsten det umulige. Det efterlader en masse mennesker, som i stedet for, at de skulle være vokset op til mandsmodenhed, er blevet sårede og forskræmte, fyldte med angst og menneskefrygt. De er blevet passive. Trist at se på.
En far giver arven videre til næste generation. Vi går i fædrenes fodspor. Det gør ingenting om børnene gør det bedre; end deres fædre. En faderskikkelse er ikke en magtfunktion.
Vi er alle Kristi efterfølgere, med andre ord: Jesu disciple. Gud er vores egentlige Far. Først og fremmest handler det om at bygge Guds rige på Skriftens grund.
Det handler ikke om bare ydre synlige succes forhold. Økonomi – menighedens størrelse – popularitet og succes. Vi har lige læst det modsatte i vores bibelvers her i artiklen. Paulus som åndelig far var et eksempel i selvforsørgelse.
Har du nogensinde mødt en åndelig forælder, som har kaldt dig en åndelig søn eller åndelig datter. Hvad med udtrykket: Åndelig familie.
Paulus kaldte Timoteus sit elskede og trofaste barn. Han stolede på ham. Paulus gav ham tillid. Der kunne være stor afstand imellem dem, omstændighederne kunne være svære; men det ændrede ingenting. En åndelig far er moden i troen.
En åndelig søn eller datter, kan ikke pludselig byttes ud med en anden. Forholdet bliver bevaret uanset afstand og forandret tilstand.
Spørgsmålet vi skal stille her til sidst i artiklen, er et spørgsmål som ikke behøver et offentligt svar; men om vi er ægte og sande, vil vi grunde på spørgsmålet.
Har vi i dag stadigvæk Guds Ord, som vejledning og opmuntring; når vi gør vores fader tjeneste i menigheden? – Vi skal bevare og aflevere en sund og stabil arv til næste generation. En åndelig far har et stort ansvar.
En far er nærværende. Han sidder ikke oppe på en piedestal. Paulus´ eksemplet synes mig at være i stor kontrast til vor tids forståelse af en faderskikkelse.
En faderskikkelse skal være erfaringsbaseret og ikke hierarki baseret. Tilsyn og ikke herredømme.
Børn med gode forældre er vel nok heldige; hvis man kan udtrykke det sådan.
En åndelig far eller mor oplyser vejen med sit liv, også i tale og lære.
Det er herligt at være vidne til; når sønner og døtre skriver om deres åndelige forældre. Tak Gud for en sådan velsignelse.
Lad os slutte af med 1. Korintherbrevet kapitel 4 vers 1: ”Sådan skal man betragte os: som Kristi tjenere og som forvaltere af Guds hemmeligheder;”
Vers 6-7: ”Brødre, jeg har for jeres skyld anvendt dette om mig selv og Apollos, for at I af os kan lære, hvad der menes med: Hold jer til Skriften! så I ikke bilder jer noget ind til gunst for den ene imod den anden. For hvem giver dig nogen særstilling? Og hvad har du, som du ikke har fået givet? Og når du har fået det, hvorfor er du da stolt, som om du ikke havde fået det givet?”
