Første Tessalonikerbrev kapitel 2!
Del 1.
Vers 1-8: ”Brødre, I ved jo selv, at den indgang, vi fik hos jer, ikke var forgæves, men skønt vi, som I ved, lige var blevet plaget og mishandlet i Filippi, fandt vi frimodighed i vor Gud til at forkynde hans evangelium for jer under megen kamp. Vor forkyndelse skyldes ikke vildfarelse eller urene motiver og sker ikke med svig; men vi forkynder sådan, som Gud har fundet os værdige til at få evangeliet betroet, ikke for at behage mennesker, men Gud, som prøver vort hjerte. Vi optrådte jo, som I ved, aldrig med smigrende ord og heller ikke med fordækt griskhed – det er Gud vidne på! Vi søgte heller ikke anerkendelse hos mennesker, hverken hos jer eller andre, og det skønt vi som Kristi apostle havde ret til at ligge jer til byrde. Tværtimod færdedes vi med venlighed blandt jer. Som en mor tager sig af sine børn, sådan ville vi af ømhed for jer gerne give jer ikke blot Guds evangelium, men også vort liv. For vi var kommet til at holde af jer.”
Et brev er ofte bedre end en samtale; fordi en samtale glemmes, husker ikke detaljerne, hører det ikke altid til fulde. I dag skriver vi ikke så mange breve; men det gør vi jo alligevel, for vi kalder dem jo bare mail i stedet for eller vi sms’er til hinanden.
Et brev kan tages frem og detaljerne gennemgås; selv de dybeste samtaler kan ikke hamle op med det. Forskellen med en samtale er, at der er ingenting skriftligt. I dag optager vi samtaler på bånd; men der er ingen gyldig underskrift. Gyldig underskrift er et håndslag som forpligter.
Nu har vi alle vilkårene i orden for at kunne nærstudere Paulus’ brev; og det så lang tid efter det er skrevet. Indholdet er tilgængelig også for os.
Paulus gør det klart for dem, at han er fuldt bevidst om, at der ikke er noget for hans del, og heller ikke teamet med ham, at være skuffet over, for alle ser det som noget værdifuldt. Det har ikke været forgæves.
Det er ikke nogen god oplevelse, lad os bare være ærlige, om vi satser alt på noget, tid og midler, og det ikke har været til nogen nytte, påvirkes vi af det. Selv i åndeligt sammenhæng er det ikke nogen god oplevelse. Vi har visse fordele som Guds børn. Vores Fader i himlen giver os styrke og glæden vender tilbage; men vi er også mennesker og vil gerne se at det som vi medvirker i også giver noget resultat, ellers vil vi føle, at det har været forgæves. Skuffelsen skal bearbejdes, og et godt resultat, gør os tilfredse, for meget til ingen nytte, påvirker os både psykisk og fysisk. Det tror jeg også at menneskerne på Paulus´ tid , og ikke mindst Paulus selv kunne give udtryk for.
Her var der noget som bar frugt. Det er et plaster på såret. Paulus er overbevist om at menigheden ved, at prisen for at tjene i Guds rige er ikke noget letkøbt. Der er en pris, ja endog en høj pris, og da er det en stor glæde; når noget bærer frugt.
Paulus gør dem opmærksomme på at de i Filippi blev stærkt mishandlet. Det var Filippi de kom fra, da de kom til Thessaloniki. En afstand på ca. 161 km.
Paulus gjorde opmærksom på, at trods alle de strabadser de havde oplevet i Filippi, var de i stand til at fortsætte deres tjeneste i Tessaloniki. Før vi kom til jer havde vi sår fra mishandling, selvfølgelig er det både psykisk og fysisk belastende.
Paulus sagde: Alt taget i betragtning, omstændighederne, lidelserne og alt besværet forkyndte vi ved Guds kraft uden frygt, de gode nyheder. Selvom der hele tiden er stor modstand, så fortsatte vi og nu kan glædes over sejren. Vi kan sammen prise og takke Gud for det der er sket. Et godt resultat at se tilbage på.
Vi er mennesker, og vi kan mindes både det som er godt, og det som er og var smertefuldt.
Paulus var ærlig, forestillede sig ikke at være supermand eller helt. Han kunne synge lovsange og glæde sig i Herren, også i kampfyldte og smertefulde oplevelser; men han var ærlig og erkendte sin magtesløshed. Paulus er, når vi nærlæser et stort forbillede.
Paulus siger: I vores forkyndelse var der ingen vildfarelse, ingen forkerte motiver, ej heller har vi svigtet. Vi forkynder det der er blevet os betroet.
Vi taler ikke for at behage mennesker. Vi forstår alvoren i at Gud prøver vore hjerter. Når vi optræder hos jer bruger vi ikke smigrende ord, og vi viser ej heller skjult griskhed.
Det er Gud vort vidne på. Her er en pointe. Gud ved om hvad der sker; også når modstanden rejser sig, da går ikke alt ærligt til, løgn, bagtalelse, misundelse og alt kødets lyster og bedrag; viser sine ondskabsfuldheder. – Da er det vigtigt at vide med sig selv: Gud er mit vidne.
Det er altid positivt at nogen opmuntrer Guds tjenere; men Paulus søger ikke anerkendelse. – Det er skønt og opbyggende når brødre tjener sammen; men det er ikke det samme som at søge anerkendelse.
Når vi er Guds tjenere, og vi leverer og tjener menigheden, er vi vores løn værd; men vi har ikke tænkt os at holde på vores ret. Vi lægger alt i Guds hænder, vores liv og jeres liv.
Vi færdes også ibland jer med venlighed og forsigtighed, som en moder, der viser ømhed og omsorg. Vores kærlighed til jer, viser vi jer ved at forkynde evangeliet; men vi giver også vores liv til jer.
Alt dette giver Paulus udtryk for, at det har ikke været forgæves.
