Første Tessalonikerbrev kapitel 2!
Indledende studium.
Læg mærke til at kapitel 2 fortsætter med samme tanke som blev lagt allerede i kapitel 1. – Paulus’ tjeneste iblandt dem og resultatet.
Kommentarer: De originale nytestamentlige manuskripter havde ingen hverken kapitel eller vers inddeling. Det blev føjet til senere som en hjælp.
Konklusion: Der manglede opdeling, og det så bare ens ud alt sammen.
Lad os for holde os til kapitel 2 og læse det alt sammen fire gange, hvor af de to gange i en anden oversættelse. Det medvirker til både forståelsen og inspirationen.
Hvad siger kapitlet?
Når vi studerer Bibelen kan vi lære os at skrive versene med egne ord. Det at skrive med egne ord, viser min forståelse af det jeg læser. Det kan vi også dele med andre. Hjælpen vi får med at finde de eventuelle afsnits inddelinger i kapitlet kan være forskellig fra de forskellige oversættelser. Der er bestemt ikke noget forkert i at studere på den måde. – Det er ligesom at tage et kursus i at skrive ud fra sammenhæng og lave en disposition.
Her i vores fælles opgave (Jeg og læseren) har vi opdelt hele kapitlet i afsnit, sammen har vi som opgave at studere sammen med opdelte afsnit; men det står dig frit at studere på egen hånd og gøre dine egne notater.
Afsnit 1 begynder i vores første artikel her i: Ugens ord.
Vi læser i 1. Tessalonikerbrev kapitel 2 vers 1-8: ”Brødre, I ved jo selv, at den indgang, vi fik hos jer, ikke var forgæves, men skønt vi, som I ved, lige var blevet plaget og mishandlet i Filippi, fandt vi frimodighed i vor Gud til at forkynde hans evangelium for jer under megen kamp. Vor forkyndelse skyldes ikke vildfarelse eller urene motiver og sker ikke med svig; men vi forkynder sådan, som Gud har fundet os værdige til at få evangeliet betroet, ikke for at behage mennesker, men Gud, som prøver vort hjerte. Vi optrådte jo, som I ved, aldrig med smigrende ord og heller ikke med fordækt griskhed – det er Gud vidne på! Vi søgte heller ikke anerkendelse hos mennesker, hverken hos jer eller andre, og det skønt vi som Kristi apostle havde ret til at ligge jer til byrde. Tværtimod færdedes vi med venlighed blandt jer. Som en mor tager sig af sine børn, sådan ville vi af ømhed for jer gerne give jer ikke blot Guds evangelium, men også vort liv. For vi var kommet til at holde af jer.”
Paulus fortsætter at beskrive sig som vi: Han gør opmærksom på at arbejdet i Guds rige er teambaseret. Det er et samlet værk af Helligåndens ledelse af Kristi Legeme. Der er nogen der er forrest, og tager imod de mest forfærdelige ting. Det modsiger alt det et humansamfund bygger på. I et sådant samfund kræver alle retfærdighed; men når det gælder Guds menighed, oplever de ofte at det modsatte er tilfældet. Det koster kamp og strid at bygge Guds rige på jorden.
Årsagen er den, at Guds rige er noget helt andet end verden rundt omkring os. Guds rige er en provokation for et verdsligt samfund, som har en hel andet forståelse af livet. Verden er i den Ondes vold. – Guds rige vil sætte mennesker i frihed. Noget nyt skabes i mennesket, som tager imod Jesus. Jesus sejrede for mennesket, og nu er det muligt at blive forenet med vores Skaber. Jesu død på korset, blev min redning. Det blev mig til frelse. Synden i mit liv kan jeg aflevere til Jesus, lægge det ned ved korsets fod. Jesu blod renser og tager al min synd bort. Det nye liv består af en stadig åndelig vækst. Guds nåde over mit liv, hjælper mig at vinde sejr over alle mine svagheder. I Ham er jeg stærk. Falder jeg findes der nåde til genoprejsning. Mange kristne i den første tid havde vænnet sig modgang. Kristenlivet var en åndelig kamp, som den der holder ud vinder. Se på Jesus og du vinder sejren. Den sejr Jesus vandt er din sejr, både når det gælder dit eget liv; men også omstændighederne må i Guds time bøje sig for Guds sejr.
Kapitel 2 vers 1: ”Brødre, I ved jo selv, at den indgang, vi fik hos jer, ikke var forgæves,”
Paulus mindes, ser sig tilbage, og bliver glad. Arbejdet for Guds riges sag havde ikke været forgæves. Det bar frugt. Midt i kampen og striden var der noget der kunne opmuntre Paulus. Det var det han havde været med til, og med egne øjne havde set, og oplevet som en skøn tid.
Paulus mindedes sit ophold i Thessalonika.
Det var vækkelsesluft over landet. Mennesker blev befriet fra syndens lænker; mennesker blev vundet for Guds rige.
Forsættelse følger……