Sand kærlighed!

Der findes i dag mange forskellige definitioner af ordet kærlighed. De fleste stammer fra de indtryk vi får gennem film og TV, gennem reklamer og ugeblade eller ved personlig erfaring. Bibelen taler klart om kærligheden. Den siger ikke bare hvad kærlighed er; men også hvordan den sættes ud i livet.

Hvad kendetegner sand kærlighed? – 1. Korintherbrevet kapitel 13 vers 4-8:
”Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå.”
Her får vi svaret på hvad kærlighed er og hvad kærlighed ikke er.

Et andet sted i Bibelen opfordres vi til at læse grundigt igennem 1. Johannes brev kapitel 4 vers 8-21: ”Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vores synder. Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden. Ingen har nogen sinde set Gud, men hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os. Deraf ved vi, at vi bliver i ham og han i os: at han har givet os af sin ånd. Vi har set og bevidner, at Faderen har sendt sin søn som verdens frelser. Den, der bekender, at Jesus er Guds søn, i ham bliver Gud, og han bliver i Gud. Og vi kender og tror på den kærlighed, som Gud har til os. Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham. Deri er kærligheden fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag; for som han er, er også vi i denne verden. Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf, og den, der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden. Vi elsker, fordi han elskede os først. Hvis nogen siger: »Jeg elsker Gud,« men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham: Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder.”
Hvordan beskrives Gud i vers 8? – Gud er kærlighed.
Hvad er forskellen på at sige: Gud er kærlighed og kærlighed er Gud? – Guds væsen er kærlighed; men et menneskes kærlighed er så begrænset at kærligheden aldrig bliver fuldkomment i dette jordeliv. I Gud findes det fuldkomne.
Et tredje spørgsmål vi kan stille er: Hvad har Gud gjort for at vise os sin kærlighed til os? – Gud har sendt til os sin enbårne Søn.
Hvad skulle dit svar på Guds kærlighed være? – Tage imod og sige ja. Give respons på kærlighed, ved også at elske Gud af hele mit hjerte.
Hvorfor kan frygt og kærlighed ikke eksistere samtidigt? – Det er fordi det er to modsætninger. Guds kærlighed er en kraft, som jager frygten ud.
Vi kan prøve os selv hvad dette angår. Er der frygt i mit liv, er min kærlighed ikke fuldendt.