Menighedens fremtidsperspektiv!

Menigheden udfordres i vore. Der er mange forskellige menighedsstrategier i vores tid.

Den nye tidsalder er begyndt med Kristus. Den sidste tid er den nye tids tid. Menigheden er en eskatologisk storhed, fordi den tilhører den nye tidsalder.

Der er to muligheder for menigheden, enten frafald eller vækkelse.

Vækkelse begynder altid i menigheden. Vækkelse er når vi kristne vågner.

Det er tid nu for menigheden at se ind i sig selv, selvransagelse. Det betyder også at det er tid for mig og dig at se ind i os selv. Det er Guds børn som repræsenterer riget.

Når vi ransager, så ser vi vores fejl og mangler, som f.eks. det vi udelader, vores forsømmelser og brister.

Rundt omkring i verden hører vi om vækkelse og vækst. Der er gode tider for Guds rige. Vækst og en høst som bliver bjerget ind; men der er også stagnation og frafald med manglende vækst til følge.

Der er meget fokus på de Skandinaviske lande nu for tiden. Der er udtalelser som lyder, som kan gøre os vrede; men det har til hensigt at vække os.

Der høres f.eks. Se ikke på de vestlige nationer som modeller for udvikling. – De ved hvordan man laver ting; men de ved ikke hvordan man lever med dem. – De har erhvervet sig en utrolig teknologi; men de har glemt hvordan man opdrager børn.

Vi er kommet ind i en kultur situation, som gør mennesket tom indvendig. Sjælen bliver glemt i jaget efter at producere noget. Det præger også menigheden. Prestige og succes er noget der minder om jag og resultats orientering. Mange går ned med stress. Det rammer også børn. Stresssymptomer opstår i meget tidlig alder for nogen.

Sjælens dannelse er en af menighedens største udfordringer og ansvar. Menneskeliv formes og dannes af Helligånden. Efeserbrevet kapitel 4 vers 13: ”indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde.”

Den vækst Bibelen taler om er åndelig vækst. Vi er bestemte til at vokse op og bliver modne, så vi kan rumme Kristi fylde. En hel anden type vækst er det Guds Ord taler om; nemlig åndelig udrustning.

Det er et ansvar som stort set er forsømt. Vi har en masse programmer med det formål; men de er næsten altid henvist til periferien af noget andet. Det som er det væsentlige holdes på afstand af noget som skal erstatte det, i håb om at det væsentlige af den vej finder sin vej frem. Det væsentlige lidt ind ad bagdøren; medens det mindre væsentlige kommer ind af fordøren.

Det er ligesom vi med den holdning viser, at den verdslige verdens dannelse af sjælen, er bedre end den som altid har været i menigheden.

Menigheden i dag har ubevidst taget New Age spiritualiteten ind i deres midte, og det fører til psykologisk udvikling; men ikke nødvendigvis åndelig udvikling. Verdslige lærere og vejledere, hvor gode de end er, gør det de gør helt uden fokus på Kristus, eller i de bedste tilfælde med Jesus i periferien. Jesus ind ad bagdøren og så noget erstatning ind ad fordøren, i håbet om at det som er troens kerne, at Jesus Kristus ad den vej vil nå ind i menneskers hjerter.

Den vigtigste del af troen er livet. Menighedens budskab er et levende budskab og Helligånden overbeviser mennesket om sandheden. Det vi udelader, er opstandelsen.

Gud har sat menigheden ind i vores samfund med det formål at fokusere på åndelig dannelse. Den livslange udvikling af Kristi liv i os. Der er en stor udbredelse af verdsliggørelse i stedet for ønsket om åndelig dannelse, og det påvirker os alle i det kristne fællesskab. Det er som om visse typer af tjenester bliver sat ud i periferien. Det lykkes vi med, så længe vi sover vores åndelige søvn; men når vi vækkes ændres alt. Opstandelseslivet begynder sin vækst.

Vi er på vej mod målet. Vi er ikke af denne verden. Vi er Guds børn, og som følge af det fremmede i denne verden.

Johannes Åbenbaring kapitel 19 vers 9: ”Og englen sagde til mig: »Skriv: Salige er de, der er indbudt til Lammets bryllupsfest.« Og den sagde til mig: »Det er Guds sande ord.«”

Jeg er blevet kaldet til at skrive og tale som jeg gør, herude i periferien; fordi tendensen er at vi bevæger os mere og mere mod kulturen, snarere end at være forskellig fra den.

Der er stor interesse for spiritualitet i dag; men ikke mange er interesserede i den lange, indviklede og daglige proces, det er at formes af Kristus.

Spiritualitet er ikke bare kun et ønske, en stræben, en fantasi eller en adspredelse; men det giver sig udslag i et liv, der leves til Guds ære.

En ny genopdagelse af opstandelsen vil gøre os levende, og vi vil dø fra vores eget med Kristus, opstå til det nye, hvor vi vandrer for Herrens ansigt i de levendes land.