Messiashåbet!

Ezras bog kapitel 3 vers 10.11: “Da bygmestrene lagde grunden til Herrens tempel, trådte præsterne frem i deres dragt med trompeter, og levitterne, Asaf-sønnerne, med cymbler for at lovprise Herren, efter Israels konge Davids anvisning.  De stemte i med lovprisning og tak til Herren: »Han er god, hans trofasthed mod Israel varer til evig tid!« Og hele folket brød ud i høje jubelråb og lovpriste Herren, fordi grunden var lagt til Herrens tempel.”

Messiashåbet er indvævet i jødernes fremtidstro. I mere end 2000 år har jøderne bedt Gud om dette: at Han skal sende Messias, som skal genopbygge templet i Jerusalem. Hvert år til påske har jøderne i deres landflygtighed som hilsen til hinanden altid sagt: Næste år i Jerusalem.

Da zionismen ved dr. Herzls voksede frem, om en jødisk stat i Palæstina i slutningen af 1800-tallet, var mange af de ortodokse jøder negative og kritisk indstillede til denne opståede bevægelse. Deres opfattelse var at kun Messias kunne lede dem tilbage til deres land. Lidt efter lidt accepteredes zionismen, også i de ortodokse kredse; men det blev tolket som at den skulle give de forfulgte jøder en plads med beskyttelse i det hellige land.

Det gik anderledes for i 1948 blev staten Israel en virkelighed. Israel opstod efter mange år uden at eksistere; men nu tilbage på verdenskortet. I visse ortodokse kredse kunne man ikke acceptere at den Gamle bydel ikke tilhørte staten Israel.

Der blev sagt: Hvad er det for en jødisk stat, som ikke kan tilbyde jøderne en valfart til grædemuren af templet.

Den 4. juni 1967 skete det. En krig udbrød mellem Israel og de arabiske stater. Det var en lynkrig som varede i kun 6 dage. Israel vandt stort og sikkert. Den Gamle bydel af Jerusalem blev nu forenet med den nye bydel. Nu kan jøderne valfarte til grædemuren.

Nu er man i visse kredse begyndt at tale om, at jøderne nu lever i den messianske tid.

En af de mest agtede af de ultra ortodokse rabbinere i Williamsborg (tæt på New York), som hele tiden havde været skeptisk indstillet til en jødisk stat, forklarede for sine troende efter at Gamle Jerusalem var indtaget, at også selvom Messias endnu ikke var kommet, lever det jødiske folk i en messiansk tid.

Et spørgsmål lød: Er tiden kommet til at bygge det tredje tempel? Svaret lød: Den tid er meget nær.

Pladsen der templet skal bygges, står nu Omar-moskeen. En af muslimernes helige pladser, i henhold til deres tro, steg profeten til himmeriget fra dette sted, kommenterede en af rabinens tilhørere.  – Svaret fra rabbinen kom uden tøven: Det kan ske at et jordskælv kommer.

Den flere tusindårige tro på templet i Jerusalem blev i sommeren 1967 en realpolitisk faktor for den israelske regering.

Trods FN´s beslutning i 1948 havde vejen til templets mur grædemuren varet lukket – nu åbnedes vejen dertil.

Løftet fra Gud om Israels fortsatte eksistens som folk er opfyldt. – Nu venter jøde folket på deres Messias.

Glædelig første advent