Bøn er din samtale med Gud!

Som et Guds barn kan du glæde dig over et personligt forhold til Kristus. Der følger også en speciel rettighed med til dette forhold. Hvilken rettighed er det? – Hvorfor fik du den?

To gode og velgennemtænkte spørgsmål. Vi skal som vi plejer finde svaret i Guds Ord.

Hebræerbrevet kapitel 4 vers 15-16: ”For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd.  Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.”

Svaret synes at være to ord: Nåde og barmhjertighed.

Vi skal ikke blev som Guds børn være bange for Gud. Respekt for Gud, er at give Ham ære og pris. Vi var fortabte uden Jesus. Derfor er vi ydmyge og beviste om at intet er på grund af os, og hvad vi har gjort. Det er Jesu fuldbragte værk på korset, som er vor redning. På grund af Jesus, kan vi leve på Guds nåde, som er ny hver morgen. Han ved vi er skrøbelige mennesker. Jesus levede på jorden som menneske; men dog uden at synde. Hans medfølelse er barmjertighed i vores skrøbelighed. Vi behøver kraft fra det høje for at kunne sejre. Lære at sejre.

Nederlag vender Gud til sejr. Jesus blev friste og vandt sejr. Det er ikke altid vi vinder sejr, når vi fristes. Vor afhængighed af Gud, gør at vi indser nødvendigheden af at have et personligt forhold til Kristus, så Han er med os hver dag. I Ham står vi stærke.

Gud er min hjælper. Hvad bør vi derfor gøre? Det er så næste spørgsmål som kræver et svar. Vi læser Salme 62 vers 8-9: ”Hos Gud er min hjælp og min ære, min sikre tilflugtsklippe er hos Gud. Stol altid på ham, du folk, udøs jeres hjerte for ham, Gud er vor tilflugt.”

Det er let at miste sin ære blandt mennesker; men Gud taler om at vi hos Ham kan hente hjælp, og er vi i det gode forhold sammen med vores himmelske Far, ja da vinder vi ære og respekt; også selvom vi bland mennesker bliver gjort til grin.

Der er et sammnehæng mellem versene vi har læst og i 1. Tessalonikerbrevet kapitel 5 vers 17: ”bed uophørligt,”

Det er muligt at bede uophørligt. også selvom vi er i gang med vores daglige pligter. Vi har Jesus i hjertet, og det er at have samfund med Ham. Han bor i mig og er der hele tiden.

Når vi taler om betydningen af bøn, taler vi også om at være i et forhold. Forståelsen af det er nøjagtig det sa;mme som at være i forhold til et andet menneske. Det andet menneske som du er i forhold til er hos dig; selvom du er et helt andet sted.

Det handler ikke kun om jordisk tilstedværelse, hvor vi hele tiden kan se hinanden fremfor vore øjne; nej hjertets forhold er til stede; også på afstand. Hvad bor i dit hjerte? Selvom du har et andet menneske i dit hjerte, din livsledsager, kan du have Gud med dig i det usynlige pespektiv. Det gør det bedre også med det jordiske forhold, til dine kære, når også Gud bor i dit hjerte.

Vi kan bed for hinanden på afstand, og midt i dagens pligter har vi konstant bøn i vort hjerte.

Bønnen er kristenlivets åndedræt.