Fristelse!

Man må altså ikke forveksle FRISTELSE med synd. Fristelse er en tilskyndelse til at göre noget, som ikke er lovligt eller rigtigt. Jesus selv blev fristet: Hebræerbrevet kapitel 4 vers 15: ”For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd.” 

Alle mennesker bliver fristet, uanset om de er syndere eller hellige.

Jakobsbrev kapitel 1 vers 14: ”Når man fristes, er det ens eget begær, der drager og lokker én;”

Begæret er en følelse, der forsøger at få magt over viljen. Forstanden støtter sig på hukommelsen og den moralske lovs kundskab om, hvad der er rigtigt eller forkert. Oplysningen herom går videre til viljen, at begæret er både rigtigt og behageligt, foretager viljen handlingen med et lykkeligt og harmonisk resultat. Men hvis forstanden oplyser om, at begæret er ondt, må viljen vælge imellem, hvad der på den ene side er rigtigt, og forkert – men måske behageligt – på den anden side.

Der er altid en vis nydelse, forbundet med synd, selvom den er kortvarrig. Forstanden ved godt at det rigtige er det bedste. Hvis den ikke ved, at det trufne valg er forkert, er det IKKE SYND for vedkommende at gøre det. Det er også grunden til, at vi ikke må ”dømme” et andet menneske. Vi ved ikke selv hvor meget lys vi har. To personer kan gøre nøjagtigt de samme ting, som for den enes vedkommende er forkert, men for den anden – så langt som han er oplyst – ikke er det.

Dette må ikke forveksles med et forfærdeligt bedrag. Den ydre adfærd er ikke altid noget bevis på, at hjertet er ret indstillet.

Johannes Evangeliet kapitel 7 vers 24: ”Døm ikke efter det ydre, men fæld en retfærdig dom!«”