Tilgivelse!

Tilgivelse kan forstås på mange måder. Det kan både bruges og misbruges. Sådan er det med alle ord.

Det er dog enorm vigtigt at forstå ordet i dens rette betydning. Tilgivelse er først og fremmest noget man vælger at gøre for at frisætte sig selv. Det kan være giftig krænkelse, eller en ukontrolleret vred person. Tilgivelsen fjerner personen fra dit hjerte og din sjæl. Uopgjorte sager rumsterer ofte i vores hoveder. Det er de færreste som ønsker at gøre op og tale ud. Det er jo ydmygende at  møde en person,  som ikke vil forenes og gøre op med det uopgjorde.

På den måde kan det gøre stor skade i et menneskes indre. Derfor er det  tilgivelse, som er det bedste våben mod psykisk belastning.

Tilgivelse er vejen fremfor at komme videre med livet.

Tilgivelse og forsoning er det helstøbte; men det sker næsten aldrig. Menneskets stolthed står ganske enkelt i vejen som en stor forhindring. Det er det som er årsagen til at personen der tilgiver, bliver nødt til at gå videre. I de fleste tilfælde er det skadeligt for relationen. Forsoning er at komme til klarhed over hvad der er sket, og det er ikke muligt uden at to personer, eller flere som er indblandet, i en sag får gjort op.

Ingen forudrettet kan sidde hele livet og vente på det. En ødelagt relation er da svær at rette op, for indblandede mødes med hinanden med en lade som om mentalitet. Forsoning er ikke muligt; men tilgivelse er muligt uanset, og da bliver det tilgivelse først og fremmest noget man gør for sin egen skyld.

Ingen  med sin sunde fornuft opsøger genforening, uden forsoning. Det bliver bare en masse uoverensstemmelser, og skaber en dårlig trygget atmosfære; fordi det der er ødelagt kan ikke repareres. Tilgivelse kan gå videre bort fra det og søge mod nye udfordringer.

I Bibelen er vi omtalt som syndere. Vi  er alle syndere og vi behøver alle tilgivelse. Når vi tilgiver andre, er det muligt at overvinde hævn, vrede og ikke mindst bitterhed. Tilgivelse kan også helbrede åndelige sår. I stedet for sår gives der fred og kærlighed, som kun Gud kan give.

Når jeg skal tilgive mig selv, er jeg nødt til at erkende, og tage ansvar for mine handlinger, ellers bliver jeg smadret af skyld og skam.

En sådan tilgivelse er en proces, der kræver tålmodighed og medfølelse, ikke mod andre; men mod mig selv.

Her kommer ransagelsen ind i billedet, selvransagelsen. Har jeg noget jeg skal gøre op med andre, for at reparere skaden.

Konklusionen kan let blive, at opgør med andre eller forsoning, forværrer sagen, fordi du bliver gjort til syndebuk, som den eneste skyldige i den opståede situation.

Alting stopper her. Der er ingen forsoning, kun en konfrontation, som intet formål har.

Konklusionen er derfor: Tilgivelse uden forsoning er først og fremmest for din egen skyld. Tilgivelse er et valg for at komme videre.

Vi går i Guds skole hele livet, og vi lærer noget hele tiden, bliver bedre og bedre til at takle det opståede uventede, de ofte overraskende uforudsete sager som sker.

Efter nogen tid kommer afgørelsen: Giv slip, lad det fare: Ingen kan ændre fortiden; men fremtiden kan vi gøre noget ved.

Vi skal også lære at takle svære og negative tanker, som kan plage sindet, Det svære er ikke at tilgive andre; men at tilgive sig selv.

Det er vigtigt at man kan leve sit liv uden at fortiden skal styre og bestemme. Det er vigtigt at finde ro og fred i sine egne tanker.

Hvordan kommer man så langt? – Når du kan sidde med dig selv og nyde freden og roen, ikke har brug for at hele tiden møde andre.

Den der kan omgås med sig selv, blive inspireret og oplever tilfredshedens og velbehagets atmosfære.

Tilgivelse handler ikke om at man glemmer det, som er sket, eller at du accepterer det som værende i orden.

Når man går videre, ser man sig ikke tilbage. Den der går videre ser ud i horisonten, og det er der fremtiden findes.

Et hjerte: Tilgivelse.

To hjerter:  Forsoning.