Idealbilleder!

Idealbilleder er det uopnåelige; men ikke desto mindre er det de krav vi stiller til hinanden i de fleste sammenhæng. Idealbilleder er det fuldkomne, og det er da guddommeligt. Det er ikke for mennesker. Vi behöver nåde.

Vi opfordres på den ene side til at udvikle os både når det gælder talenter; men også på det åndelige plan. Den anden side er den at vi bliver aldrig fuldkomne uanset hvor længe vi lever. Denne jord er ikke for de fuldkomne. Vi behøver nåde over vores liv. Vi kan gøre forbedringer og lære hele livet; men fuldkomne bliver vi aldrig.

Det vi er mest optaget af, det er de andre. Vi kræver at de andre skal opfylde det vi forventer. Vi skaber idealbilleder for andre personer; som vi ikke selv kan opfylde.

Det ville da være bedre at falde lidt ned i den virkelige tilstand, og se sin egen situation i øjnene.

Søren Kierkegård den danske filsosof ser sagen fra to sider. To forskellige personlighedstyper. En etiker er en som drives af at gøre det som er det rette. De er fast besluttede på  at leve op til noget. Det er da en god målsætning; men det skal da også være noget man brænder for. Den anden side er en æstetiker. En æstetiker lever i øjeblikke af sanselig nydelse, og uden at vælge tilværelsen og sig selv til.

Læs om det i hans bog ”Enten-eller”, som indeholder en mangfoldighed af tilløb til en æstetisk livsanskuelse. Bogen udgavs i 1843. Brugbar visdom også til vores tid.

En etiker sagt med andre ord, er en person, der søger sandhed og visdom, og som stræber efter at handle, og at handle rigtigt i forhold til samfundets normer. En etiker er et menneske, der vil, vælger og handler. Det er der da ikke noget galt i; men lykkes vi ikke at leve op til normerne, så er jo hele vort idealbillede om os selv krakeleret.

I andres øjne er det ikke tilladt at fejle; men problemet er at vi alle fejler. Vi lærer ovenikøbet af vore fejl. Vejen til det uopnåelige er at lære af sine fejl.

Har vi da skabt nogle idealbilleder, og vi ikke lykkes bryder det hele sammen. Vi bliver en fiasko, en katastrofe.

Der kommer en følelse ind over os, at vi er mislykkede og uduelige. Det samme krav stiller vi til dem omkring os.

Der er et stort gab imellem, hvordan et menneske vælger tilværelsens muligheder og udfordringer og dermed lever livet.

Æstetikeren vælger ikke; men lever i sansefulde øjeblikke. En æstetiker iagttager livet, som det udspiller sig for øjnene af ham, og han kommer til det resultat, at det er en farce uden sammenhæng og mening. At tage det alvorliggt og engagere sig i et eller andet tjener intet formål.

Når man ligeså godt kan vælge det ene som det andet, kan man jo ligeså godt lade være med at vælge. Et sådant æstetisk liv bliver helt uden sammenhæng; men sansefulde øjeblikke. Begyndelse og afslutning falder sammen i ét. Her er der ingen tid og ingen historie.

Æstetikeren har opdaget, at han kun er et produkt af sine omgivelser. Det er kort sagt ikke hans egen skyld, at han er, som han er.

Etikeren derimod vælger sig selv til. Æstetikeren har ikke noget mål. Det har etikeren.

Etikeren søger sandhed og vished. Han satser og stræber efter at handle, og at handle rigtigt i forhold til samfundets normer. Etikeren er en der vil, vælger og handler. Det store er ikke at være dette eller hint; men at være sig selv.

Mennesket har ikke skabt sig selv; men mennesket har selvbestemmelse, der gør, at mennesket netop kan blive sig selv. Man er sin egen ansvarshavende.

Når man vælger sig selv er det en ansvarlig måde at være i verden på.

Etikeren har ikke et valg mellem forskellige muligheder; men vælger det der er sig selv.

Når jeg vælger noget, så vil jeg det. Når man vælger sig selv betyder det at ville sig selv, og det har konsekvenser om man vil det. Når man tager en beslutning gør man noget bestemt ud af sig selv og sit liv. I kraft af valget har man frembragt en ny situation for sig selv.