Afvisninger!

 

Afvisninger!

Hvordan forholder vi os til afvisninger?

Vi må lære at leve med det. Det er noget vi alle udsættes for på et tidspunkt i livet. Vi møder det måske flere gange igen og igen. – Risikoen er størst hos den kreative gruppe. Det er der konkurrencen findes. Mange har en helt forkert opfattelse af succes.

Det er er svært at leve med afvisninger. De fleste skal have lidt tid på sig for at bearbejde det. Vi vil jo gerne være duelige og egnede til vores opgaver.

En afvisning er jo en mistillidserklæring i de fleste tilfælde. Det kan bero på misforståelser eller fejlvurderinger.

Når bearbejdelses tiden er overstået kommer personen videre med sit liv. En afvisning, kan faktisk betyde en ny vej at gå. Her er der brug for skaberkraft i de nye muligheder. Der kan komme noget godt ud af afvisninger. De nye rammer er måske bedre at begå sig i.

Der er mange forskellige afvisningsformer. På en arbejdsplads kan det være mangel på arbejde til de mange ansatte, og så er det med beklagelse at en afsked er nødvendig. Alt afhængig af tidens længde har man jo levet sit hverdagsliv i et arbejdsfællesskab (team) og har vænnet sig til miljøet, er blevet godt forankret i rytme og jargong.

Afvisninger kan få en positiv side. En afvisning kan sætte gang i nye forsøg, kan inspirere til eftertanke. Det kan åbne nye døre; men det kan også åbne døre som før var lukkede.

Det er vigtigt at jeg ser de nye tiltag som forsøg indtil det bliver stabiliseret. Det kan der gå lidt tid med. Det er også muligt at have flere bolde i luften samtidigt.

Afvisninger har forskellige dybder og årsager. Det er ikke let at forholde sig til i detaljer. Spekulationer om årsag kan være nyttesløs. Manglende forståelse af årsagen kan være dårlig kommunikation eller relation. Samarbejde kan være en kompliceret sag.

Afvisninger kan være både for den, der afviser, og den, der bliver afvist, være såvel en forhindring som en skabende drivkraft.

Det bedste er at have stærke fællesskaber. Det er en god modvægt; men her er det nødvendig med åbenhed. Man skal turde smide noget blufærdighed og turde tale sammen. Vi skal kunne dele det som er svært med andre. Vi har et fællesansvar og forpligtelse. Det er ikke en vejs kommunikation. Det stærke fællesskab organiseres, og vi lærer at suplere, og give plads til hinanden. Vi skal vise hinanden tillid for at kunne skabe tryghed. Vi har brug for sociale relationer og pålidelighed imellem os. Da lærer vi alle af vore fejl, og vi bliver dygtigere og mere effektive.

Manipulation og angiveri ødelægger og forpester atmosfæren. Det er konflikt skabende. På forhånd er det dømt ude. Det er svært at rette op på; når skaden er sket. Det efterlader store ubesvarede spørgsmål. Det kan også forvolde både smerte og skade hos de indblandede.

Der er nogen der ikke har kræfterne til at bearbejde sådanne oplevelser. De efterlades med store sår, som tager lang tid at læge. Andre er mere robuste og kommer videre.

De personer der lærer at tackle afvisninger og modstand til egen og andres bedste, lykkes bedst med at skabe noget nyt og meningsfuldt.

Livet ville være lettere for os; hvis vi bare ville indrømme at vi ikke altid lykkes. Det forfærdelige er at være så meget fokuseret på succes og lykke, at vi bliver bange for at mislykkes.

Vi kan ikke lykkes med alt. Livet er at lære. Vi lærer af vores fejl. Når vi er i det digitale rum, kan vi holde øje med hinanden. Det er en slags skjult overvågning. Her kan vi opdage hinandens fejl og rigtigt med skadefryd bekæmpe hinanden; og helt glemme, at jeg jo også selv er i søgelyset.

Vi kan se uden at se, vi kan afvise uden at afvise. Vi kan kontakte hinanden nærmest i det uendelige, og i stadig mere hastige og gnidningsløse formater. På den måde er afvisnings naturen ikke blevet nemmere at håndtere, eller mindre kompliceret at forholde sig til.

Nu er vi ikke bare i det sociale fællesskab; men også i det digitale fællesskab.

Grænseløse henvendelser kalder på afvisninger, som man måske slet ikke har lyst til at give; men som fremtvinges i de sociale mediers sært flydende universer.