Hobab!

Hobab står omtalt i 4. Mosebog kapitel 10 i forbindelse med rejsen bort fra Sinaibjerget. Israel havde forladt Egypten og begyndte nu vandringen bort fra Sinaibjerget. Moses havde en svoger og han hed Hobab som var midjanit. Moses ville have sin svoger med på rejsen; men det ville han ikke. Hobab ville tilbage til sit eget land. Efter længere tids samtale med Moses insisterede Hobab endelig på at han ville følge med.

Oprindelig havde Hobab bestemt sig for ikke at rejse med dem. Moses lokkede ham med at de ville dele deres goder med ham. Moses sagde til Hobab: ”Hvis du vil følge med os, vil vi belønne dig rigeligt, for Herren har givet Israels folk gode løfter.”

Hobab afslog selvom Moses lovede ham del i velsignelserne; men Moses var en vis mand, og da han fik ideen og bad Hobab om hjælp, fordi han var ekspert når det gjaldt ørkenlivet var det noget andet. Hobab skulle ikke give dem rejseruten – den fik de af skystøtten og ildstøtten – men der var ellers god brug for en erfaren nomade som Hobab jo var. Moses sagde: ”Jo, bliv hos os. Vi har brug for dig, for du kender ørkenen og ved, hvor det er bedst at slå lejr.”

Denne ide som Moses fik virkede. Hobab accepterede forslaget og tog familien med sig til landet.

Folk i almindelig ønsker følelsen af at der er brug for dem. Det er der overhovedet ikke noget galt i. Den bedste måde at udløse eller bekræfte brugbarheden på er ved at bede om hjælp. Da Moses sagde at de ville gøre gode ting imod ham, tøvede Hobab; men da Moses sagde at han skulle være deres øje, tog han med glæde imod invitationen.