Bryllup med Sigurd Bjørner.

Bryllup med Sigurd Bjørner.

28. juli 1912

Den 29. juli bragte politikken et referat af Anna Larssens bryllup. En højtidelighed i Garnisons Kirken i går. Trængsel foran kirken.

Garnisons_Kirke_Copenhagen

I går eftermiddags kl. 15.15 blev fru Anna Larssen viet til løjtnant i reserven, Sigurd Bjørner. Et stort og forunderligt navn gik hermed over i privatlivet; det blev udslettet foran alteret ved en præsts mellemkomst. Anna Larssen er ikke mere. Til at overvære højtideligheden var der udstedt en masse indbydelser. Fru Larssens slægtninge var indbudt, men var kun repræsenteret ved hendes mor fru Halberg, en lille dame med langsjal over armen. Den største del af kirkegæsterne var menigheden fra de store tale-huse, medlemmer af K.F.U.M. her i byen og Helsingør med faner og alt tilbehør. Af brudens gamle kollegaer sås ingen, kun skuespillerinden fru Forchhammer var til stede. Fruen har dog vist aldrig spillet komedie med Anna Larssen. ”Teatret” var ikke i kirke. Derimod så man etatsråd Næser, brudens juridiske konsulent, overretssagsagfører Lachmann, dr. Axel Heine, brudgommens forlover, cand.theol. Carl Næser, der også indtager en ledende stilling inden for den kristelige forening i Helsingør, brudens forlover, kaptajn i marinen Lorch, men ellers ingen kendte ansigter. Heller ikke ”Parkettet” var i kirken. En stor og opbyggelsesstemt menighed overværede den store skuespillers bryllup.

Udenfor kirken stod ”Galleriet”. Det ville have et sidste glimt af fru Anna. Inspektionsbetjent, cand.jur. Mellerup var udkommanderet med en ikke ringe styrke for at holde orden på mængden, der trængtes om gitterporten. Alteret, som har set så megen bryllupspragt, var pyntet med blomster. En fin og sjælden duft af hede roser fyldte koret. Her havde brudeparret plads.

Hr. Bjørner var i artellerigalla med bandoler og kepi, fruen i grå spadseredragt af et let voile- lignende stof og hat, prydet med dunede fjer. I hånden holdt hun en buket uskyldigt udseende ærteblomster. Kaptajn Lorch var i en pragtfuld marinegalla med stabsofficerernes gyldne snorer om armen og ordener på brystet. Cand.theol. Næser var overordentlig korrekt påklædt i diplomat med dybblå four-in-hand.

Salmen ”Du Herre Krist” blev sunget først. En sprød stemme sendte de barnligt smukke ord mod hvælvingen. Pastor Mollerup, den kendte vækkelsesprædikant, trådte nu frem foran Alterskranken. Han talte om, at hvor Guds Ånd er, der er den store frihed. Han henvendte sig direkte til bruden og mindede om, hvorledes hendes beslutning om at gå fra teatret havde vagt så stor forundring for et par år siden. Det var den største af kunstnerinderne, der forlod scenens kunst, som ikke mere var hende nok.

Jert hjem, sagde præsten, vil mange se hen til, det skal være en borg for Vorherres gerning mellem os, husk det!

Så fremsagde præsten vielsesritualet og erklærede på sit hellige embeds vegne Anna Larssen og den mand, der hos hende stod, for rette ægtefolk at være.

Der blev sunget endnu en salme, hvor Anna Larssens stemme hævede sig over den store, navnløse skare. Brud og Brudgom gik derefter til alters, hvorefter man sang den sidste salme: ”O, du min Emanuel.” Smilende af lykke forlod Anna Bjørner kirken ved sin mands arm. Bortkørslen fandt hurtigt sted. De nygifte tog til Sverige, hvor det forlyder, de ville opholde sig en måneds tid.

 

 

Endnu en WordPress-blog