Hvor mange af os ville udøse vore hjerter i inderlig forbøn for et folk som havde svigtet så groft som Aron og Israel havde svigtet Moses?

Moses havde forstået ideen om forsoningen. Moses havde også forstået at Israels synd aldrig ville kunne sones eller tilgives ved ofring af dyr. Moses så det som en nødvendighed, at en anden måtte gå i stedet for folket, og påtage sig skylden; derfor foreslog Moses, at hvis det ikke var muligt på anden måde at folket kunne få tilgivelse, da ville han være villig til at lade sig ofre. Du kan udslette mig af din bog, sagde Moses, og tage bort folkets synder. Det kalder jeg fædrelandskærlighed. Moses var her et profetisk eksempel på Jesus, som en dag ville komme til jorden, for at gå i stedet for. Jesus ville være den som tog skylden for menneskers synder. Jesu stedfortrædende død har givet os soning for alle vore synder.

Det offer som Moses tilbød, ville Gud ikke acceptere, for det er bare Jesus som kan bære andres synder; men det vi læser om Moses er, at han var villig til at betale en pris som forbeder. Værdien af vore bønner måles ikke i længden på den, eller formuleringen af den. Bønnerne måles med et helt andet kriterium; nemlig på den uselviske medlidenhed med andre, til og med dem der har gjort os ondt.