Håb, frygt eller kærlighed

Der er kun to grundlæggende principper for det guddommelige eller det menneskelige styre.
Frygt og tillid.

Der er to slags lydighed.

Frygt-lydighed = essensen af det selvviske menneskes liv.

Kærligheds-lydighed = bygger på kærlighed og tillid til den foresatte myndighed.

En søn adlyder enten sin far fordi han elsker ham eller fordi han frygter ham. En sand kristens lydighed mod Gud bygger på hans kærlighed til ham.

Nogle søger Gud for deres egen sikkerheds skyld uden noget ønske om at overgive sit liv til Guds ledelse. Her er overgivelsens motiv et forkert grundlag, et selvisk grundlag.

Overgivelsen er ikke bygget på Guds kærlighed og storhed.

Den navnkristnes tro er en frygtens religion – lovens kristendom og ikke kærlighedens. I virkeligheden er en sådan overgivelse ukristelig.

Hvordan karakteriseres et menneske som søger at tjene Gud på baggrund af frygt?
1. De tjener Gud på samme måde, som de indtager medicin.

De elsker ikke Gud for Guds skyld; men fordi de håber på at få noget ud af det for deres egen skyld.

Det sande Guds barn fryder sig over at være i Guds vilje. Når man virkelig elsker Jesus Kristus og evangeliet, tjener man med glæde og intet er for svært at opfylde. Det sande Guds barn oplever en forsmag på himlen allerede her på jorden. Han ejer evigt liv allerede her på jorden og ikke bare udsigten til det.

2. De gør hvad de skal; men ikke hvad de helst ville.

Navnkristne handler af nødvendighed og ikke af kærlighed. For ham er Gud ikke en kærlig far; men en streng og fordringsfuld arbejdsgiver. Han udfører handlinger uden af have hjertet med.

Den sande kristne finder glæde i sin lydighed; mens den navnkristne handler af pligt.

3. Frygt skaber usikkerhed – kærlighed giver styrke.

Den navnkristne søger først og fremmest sin egen ære og vil gerne tage sig godt ud i andre menneskers øjne. Hans lydighed er formel uden nogen glæde og kærlighed.

En sand kristen glæder sig over at tjene Gud under alle forhold og denne glæde giver ham styrke.

4. De frygter mere for straffen end for at begå synd.

Den navnkristne fortsætter i sin synd, fordi han ikke virkelig hader synden – han frygter kun for den straf , som synden medfører.

Det sande Guds barn er mere bange for synden end for straffen.

Der er to ting der kan gøre sig gældende. 1. Spørgsmålet: Hvad vil der ske mig, hvis jeg gør dette? Josef sagde: “Hvor skulle jeg kunne øve denne store misgerning og synde mod Gud.”

Elsker man sin synd mere end man elsker Gud forsvinder nåden fordi man vælger at leve sit liv på samme plan som ikke kristne og frafaldne. Lunkenhed = navnkristen. Den slags lunkne kristne kan ikke tåle en bestemt slags prædikener. Navnkristne lever på et bedrag og de ænser ikke Guds advarsler. De er døve overfor Guds røst.

5. De taler kun om deres ret, men aldrig om deres pligt.

Sande kristne nyder at give og hjælpe andre mere end at modtage fra og blive hjulpet af andre. Deres største glæde er at give andre og at udrette mest muligt for dem.

Navnkristne har det lige modsat. De søger altid at få det mest mulige ud af andre. Selviskheden bestemmer deres adfærd. En navnkristen afskyr selvfornægtelse og selverkendelse. Et menneske som brænder for en sag giver gerne de største ofre og jo mere han kan yde eller bidrage med jo større bliver hans glæde. En kødelig kristen forstår ikke ordet om at Gud elsker en glad giver.

6. Deres bønner og omsorg for andre er et udslag af frygt for deres eget velbefindende.

En kødelig kristen mistænker og beskylder en person for at gøre de ting han selv gør. Et sandt Guds barn beder for synderen, fordi han véd hvor stor en skade den forvolder.

Der er to muligheder for et menneske: Kristus er mit livs centrum. Prøve at indpasse Gud i mit eget adfærdsmønster.

Det er ikke for sent at overgive sit liv til Jesus Kristus af et ærligt hjerte og med en oprigtig sjæl.

Endnu en WordPress-blog