Simon Zelotes

Simon ZelotesSimon Zelotes

– en brændende discipel

 

Skriftsteder: Mattæus Evangeliet kapitel 5 vers 6 ”Salige er de, som HUNGRER og TØRSTER efter RETFÆRDIGHEDEN, thi de skal mættes.”

Mattæus Evangeliet kapitel 11 vers 12 ”Himmeriget tages med storm, og de, der stormer det, river det til sig.”

Snu og desperat, som han var, skjulte han sig i huler, svømmede over floder og besteg bjerge. Hans fjender følte sig usikre. Det lille parti, som han tilhørte, ville kæmpe til sidste blodsdråbe. Verden fik allerede disse Zeloters kamplyst at føle. Rom mobilisere sine legioner, men denne intense partisankrig kan ikke standses. Fjenden kan ikke længere frit færdes omkring på sine erobrede territorier. Med brændende lidenskab tror Simon Zelotes, at han kæmper for en retfærdig sag, og han er parat til at dø for den retfærdige sag, som en dag vil blive ført til sejr. Han vil hellere dø end leve under et uretfærdigt styre.

Zelotes betyder ild – en zelot er en mand, som brænder i intens hengivenhed for en sag. Og Simon – Jesus udvalgte DIG til sin hær.

Hadefuldt tvesind.

Johannes Åbenbaring kapitel 3 vers 15-16 beskriver det. ”Jeg kender dine gerninger: du er hverken kold eller varm. Gid du var kold eller varm! Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, har jeg i sinde at udspy dig af min mund.”

Det er Jesu ord til lunkenhed. Er det Jesu ord til størsteparten af de kristne i dag?

Der er sket noget meget tragisk med vores generation. Der findes tusinder af kirker, medlemskabet i nogle af dem øger år efter år. Der holdes stormøde ind imellem og der registreres mange nye. Arbejdet går sin vante gang ved hjælp af præster o.a. der medvirker. Der bliver indsamlet penge som altid til missionens arbejde. Der opstår hele tiden nye organisationer. Kirkerne yder også til sociale formål. Alt glider planmæssigt derudaf. Det ser så velsmurt og perfekt ud. Hvad synes Gud om det alt sammen?

Hvad sker der i virkeligheden? Hvordan ser Gud på alt vort arbejde? Den kristne menighed har aldrig været en sådan minoritet som i dag. Kirken er afskrevet som noget latterligt og noget der ikke hører hjemme i et moderne samfund. Historikerne betegner vor tid som en ”efter kristenhedens tidsalder.” Østens religioner holder sit indtog i den vestlige kultur og vinder mange tilhængere. De som skulle høstes for Guds rige bliver indhøstet af fremmede religioner. Der er kun få alvorligt kæmpende kristne der tror på åndelig vækkelse i vore lande. Det er så længe siden at ingen ved hvad vækkelse er. Okkultismens mørke har grebet ungdommen. Mange tror på overnaturlige dimensioner; men har ikke oplevet den levende Gud. Kristne har ingen eller kun lidt indflydelse i samfundet. Den moderne ungdom beskæftiger sig ikke ret meget med kirken. Gud er bedrøvet.

For hundrede år siden var der vækkelse. Det læser jeg om for tiden. Det er svært at dele med nogen, da det ikke har den store betydning for de fleste hvad der skete før i tiden. Det er dog imidlertid sådan at fortiden har noget at give vor tid. Bibelen er stadig Guds ord til en moderne verden. De mennesker vi læser om i Bibelen levede i fortidens dage med Guds vidnesbyrd. Der er også mænd og kvinder fra fortidens dage f.eks. hundrede år tilbage som har været et stærkt vidnesbyrd som vi kan drage nytte af i dag. Fremtiden kan ikke undvære fortiden. Det véd enhver som har den nødvendige erfaring. Der kommer noget godt ud af at ære sin far og mor, og lære af fortiden. Mange ydmyge tjenere som har levet kan blive vores eksempel. Der var i fortidens dage hjerteransagende forkyndelse. Grunden blev lagt. Det er godt at bygge på en fast grundvold. Fortiden fortæller om store vækkelser.Charles G Finneys prædikevirksomhed gav det resultat at en halv million mennesker omvendte sig til Gud. 80% af dem der blev vundet fulgte trofast Kristus uden frafald til deres død.

Hvem gider læse og høre om en mand der har levet der hed Charles G. Finneys. Hans budskab kan jo overhovedet ikke bruges til noget i dag. Vi er moderne mennesker. Har vi også afskaffet Paulus og Peter fra Apostlenes Gerninger og deres forkyndelse?

Samfundsreformer gik over landet som lutrende ild. Vi kan med vores holdninger vælte det alt sammen. Det som fortiden har bygget op som vi skulle bygge videre på, kan vi med vores arrogante holdninger sætte over styr. Det mennesker oplevede i fortidens dage, var et møde med Gud. Vækkelsens ild brændte og mennesker så Guds vældige kraft i virksomhed. Kolde og ufølsomme hjerter blev sønderbrudt gennem Guds ords magt. Ingen formåede at slukke ilden.

Årene er gået siden da. Vi er begyndt på et nyt årtusind. Vi mangler åndelig myndighed og stærke røster som kan sætte Guds menighed i bevægelse. Hvad har vi gjort af dem? Det vi ser i dag er udvandet kirkelighed, overfladisk evangelisation. Det er svært at overbevise den opvoksende generation. Når alt kommer til alt er vores unge i et desperat behov efter realiteter. De hungrer efter frelse. Hvad forkynder kirken? Ofte et letkøbt, fornuftsbetonet budskab som Kristus ikke anerkender, fordi hans offergave ikke er i centrum. Vi må slutte med at bedrøve Gud som kirke og vende ”back to the Bible”. Vi må forkynde Guds ord og fremlægge Guds sande frelses betingelser.

Vi kan gå fremad eller tilbage; men vi kan ikke stå stille. Stagnation er noget af det værste. Vi kan vælge to måder. Den ene er fremadsbetonet. Den bruger moderne teknologi og hjælpemidler. Vi kan tage udfordringen op fra det mest raffinerede og overkultiverede samfund med de mest åndeligt uimodtagelige mennesker historien nogensinde har været sat overfor. Det er nødvendigt at vi går fremad på den måde sammen med andre kristne; men for at lykkes må vi tilbage. Vi må tilbage til Bibelen. Tilbage til den første menigheds levende tro. Vælger vi en anden vej; nemlig at skrotte fortiden, sætter vi det hele overstyr. Det kan lyde paradoksalt; men det at gå fremad er at gå tilbage. Derfor har vi brug for at studere vores rødder og læse og høre om fortiden.