Tredje søndag i advent!

Tredje søndag i advent!

Sandheden ilde hørt.

Der findes mange eksempler i Bibelen på, at de som siger sandheden bliver afsat, fængslet eller slået ihjel.

Der forekommer også i de kristne kredse, og det meget mere end vi tror. Det jeg skriver her kan ligeledes koste mig min anseelse. Nu er jeg blevet så gammel at det kan jeg leve med. I mange tilfælde har jeg faktisk levet med det stort set det meste af mit liv. Det vigtigste er at leve i Guds nærvær, og ikke bruge for meget tid på at bekymre sig om de omstændigheder der fører til fortvivlelse.

Johannes Døberen er et eksempel på en sådan tilstand. Han blev sat i fængsel og senere blev han halshugget. Hvorfor? Han turde sige sandheden. Det letteste er at bare følge med strømmen. Tale om retfærdighed uden at vide eller forstå hvad retfærdighed er.

Dette med at kaste sandheden i fængsel er en gammel opfindelse; men det har altid slået fejl. Sandheden vil altid indhente det; og på trods af den erfaring bliver vi aldrig klogere.

Der var en fyrste som hed Herodes. Han satte inde med stor magt og forstod også at bruge den; men magt kræver ofre. Johannes Døberen talte til ham alvorsord; men en fyrste vil ikke tillade en ørkenvandrer at sige noget som helst om hans person.

Mattæusevangeliet kapitel 14 vers 3-11: ”Herodes havde nemlig ladet Johannes gribe, lægge i lænker og sætte i fængsel på grund af Herodias, sin bror Filips hustru; for Johannes havde sagt til ham: »Du har ikke lov til at have hende.«  Herodes ville også have ladet ham slå ihjel, men var bange for folk, for de anså Johannes for en profet.

 Men da Herodes fejrede fødselsdag, dansede Herodias’ datter for selskabet og betog Herodes, så han svor på at ville give hende, lige meget hvad hun bad ham om.  Tilskyndet af sin mor siger hun: »Giv mig Johannes Døbers hoved på et fad!«  Kongen blev ked af det, men på grund af sin ed og sine gæster befalede han, at hun skulle have det, og han sendte bud og lod Johannes halshugge i fængslet.  Og hans hoved blev bragt på et fad og givet til pigen, og hun bragte det til sin mor.

Nu sidder Johannes Døber i fængsel. Han kan ikke mere tjene Gud. Han er blevet frataget sin ret til at leve og tale. Borte er de lyttende skarer, borte er de rådvildes søgende øjne, borte er modstandernes raseri, borte er beundrernes brændende blikke der tændte hans ild. Ensom uden mulighed til inspiration, bare at sidde i en celle og vente, vente, vente, uden at vide hvad der vil ske. Han var allerede glemt. Det går hurtigt. De fleste følger bare med strømmen. Mange mener at Johannes Døberen mistede sin tro.

Vi har jo hørt adskillige prædike om at det skal vise sig, når det virkelig gælder, hvad det hele duer til. Den formulering er ikke sandt.

Johannes´ tjeneste beholder sin værdi; selvom Johannes svigtede til sidst. Han havde gjort et godt stykke arbejde. Det kunne bære sig selv. Ingen skal bilde mig ind at Johannes Døberen blev glemt af Gud eller kasseret, fordi prøvelsen der blev lagt på ham var for stor. Vi skal ikke præstere noget ind for Gud. Det er Gud der præsterer noget gennem os.

Vi takker Gud også for de Guds tjenere som turde stå for sandheden; men bukkede under for det store pres. – Vi takker også Gud for de Guds tjenere som en ekstra chance, og havde modet til at rejse sig igen. – Vi takker også Gud for alle dem der tilsyneladende klarede sig igennem de svære passager der kom undervejs.

Mange mister modet i den sidste stund; når de ligger for døden. De bliver usikker på deres frelse, om det nu også holder. Da må vi bede. Gud vær denne sjæl nådig. Gud er ikke så optaget af vores sejre og nederlag. Det er noget jordisk det at vi går og skyder hinanden noget i skoene. Lad os gå ud i kampen tabende. Kristus har jo sejret for os.

Der kan komme tider hvor man befinder sig som sin egen modsætning. Man kender ikke igen sig selv. – Gud har givet os lov til at være med i hvert fald. Den ydmyge giver Han nåde.

Sejers skjorten får vi ikke på før vi er i himlen. Lad bare omstændighederne afsætte os, fængsle os, slå os ihjel, hvad enten det er fysisk, psykisk eller åndeligt. Mange har i deres storhedsdage knust de andre medvandrede, for at bevare magten. Dertil kan man spørge: Hvilken magt? Der kommer en dag, hvor vi går frie ind i Guds vilje. Den dag vi går ind i evigheden og har fuldført vores arbejde.

 

 

 

 

 

 

 

Endnu en WordPress-blog