2. Mosebog er en spændende bog som handler om Israels udfrielse fra slaveriet i Ægypten. Moses var manden der skulle lede Israels folk ud af Ægypten. Mange forhandlinger med Farao skulle der til før de kunne rejse ud af Ægypten, og så var der endog mange besværligheder; men Gud var med sit folk. Igen og igen læser vi om at Farao var stædig og hård. Han ville ikke lade folket rejse; end ikke mirakler kunne ændre noget for ham. 2. Mosebog kapitel 2 fra vers 9 til 25 læser vi om et mirakel. Moses smed sin stav på gulvet og den blev til en slange; men det kunne Faraos troldmænd også gøre. De kunne efterligne. Herefter indtræffer der en katastrofe i Ægypten vandet bliver til blod. Ægypten måtte udstå 10 plager på grund af Faraos ubøjelighed.

Forhærdede hjerter lader sig ikke forvandle selv ved synet af mirakler. Det er Ægyptens konge Farao et eksempel på. Farao forlangte tegn og undere af Moses. Han forlangte mere end Moses var i stand til. Her havde Moses Gud at sætte sin lid til. Gud er nemlig underets Gud. Farao fik de tegn han ønskede sig; men selvom hvert nyt tegn bevirkede at han bøjede sig endte det dog altid med at han vendte rundt og blev forhærdet og hård som altid.

Det sidste under der skete blev Faraos endeligt. Han druknede sammen med sin hær i Det Røde Hav. Gud gjorde et under for at hjælpe Israel igennem Det Røde Hav. Han skilte vandene og det benyttede Farao sig af, med det resultat at bølgerne pludselig faldt tilbage henover Farao og den ægyptiske hær.

Forhærdelse ender med tilintetgørelse og død.

Tiden på Kristi tid ligner meget det samme. Folk forlangte undere; men de omvendte sig ikke på grund af det Jesus gjorde. Det samme ser vi i vore dage. Stefanus gjorde mægtige tegn; men det havde ingen virkning på Saulus og hans kollegaer.

Modløshed kan ramme os når vi tænker på hvor magtesløse vi ofte er. Vi vil gerne udføre tegn og undere. Vi vil gerne overbevise mennesker om sandheden; men det kan være som at slå i en dyne. Vi råber til Gud om at underet må ske, at forhærdede hjerter må blive bløde.