Formering ved deling

Et af de vigtigste principper i Guds Ord er, at der skal ske forøgelse ved deling.

Alt for ofte kæmper de kristne mod Gud uden at ville det ved at prøve at samle store grupper sammen. Gud ønsker at de kristne skal spredes så meget som muligt, så at evangeliet kan få indflydelse i manges liv.

Her følger nogle begrundelser hvorfor vi bør dele os:

1. Den lille gruppes enhed.
2. Den stillestående gruppes magelighed.
3. Den store gruppes formalisme.

Gruppe 1.

Jo mindre en gruppe er, desto større mulighed for enhed med hensyn til forståelsen af Guds Ord.

Jesus lagde altid vægt på at nå de få, fordi de var lettere at undervise og retlede.

Evangelisation må bygges på trænede og indviede ledere.

Vi lærer mest i smågrupper.

Vi beder bedst når vi er to eller tre sammen.

En lille skare kan bedre tro for en bestemt sag end en hel flok.
Gud deler for at mangfoldiggøre.

 

Gruppe 2.

Lænestolskristendom er ikke Guds form for kristendom.

Selviske slappe mennesker kræver eftergivenhed og forkælelse.

Magelig gudsdyrkelse kan ikke forenes med at være en discipel. Det kaldes at hvile på laurbærrene.

Den der graver sig ned vil Gud grave frem igen.

Disciplene begyndte at mure sig inde i Jerusalem. Gud tillod at der opstod forfølgelse og spredte dem dermed for de fire verdenshjørner.

Når nyttige kristne begynder at sidde godt fast et sted, lader Gud måske vanskeligheder komme, for at få dem til at bryde op og flytte derhen, hvor han har brug for dem.

 

Gruppe 3.

Jo større en gruppe bliver, desto lettere løber den ind i det hjulspor, der hedder formalisme.

Organisationen i det Nye Testamente var altid meget enkel og blev kun benyttet når det var allermest nødvendigt. Behovet afgjorde strukturen.

For Gud er alting bedre jo enklere det er.

Hvis et arbejde bliver for stort vokser faren for, at det åndelige bliver forsømt og det materielle fremmet.

Metoder går da forud for mission.

Hvis organisationen bliver for indviklet, må Herren opløse den, så instrumentet atter bliver brugbart.

Ned igennem tiderne har Gud benyttet sig af denne fremgangsmåde.

Hvis vi modsætter os at Gud nedbryder den menneskeskabte struktur, må Gud overlade den og os til os selv.

Alt hvad der da er tilbage er et mindesmærke.

2. Korinterbrev kapitel 11 vers 3-4: ”Men jeg er bange for, at I skal miste jeres rene og enkle hengivenhed for Kristus. Jeg er bange for, at det skal gå jer ligesom Eva, dengang hun blev bedraget af slangen i Edens Have. I er så let påvirkelige, I tror hvad som helst, man fortæller jer. Så snart nogen kommer og prædiker om en anden Jesus end ham, vi har forkyndt jer – eller fortæller om en anden ånd end den, I har modtaget – eller viser jer en anden vej til frelse, så accepterer I det uden videre.”

Endnu en WordPress-blog