Forrige uge

Budskabets virkekraft!

Der er virkekraft i budskabet i sig selv. Romerbrevet kapitel 1 vers 16: ”For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker.”

Sker det på andre præmisser, eller med andre virkemidler, selvom de aldrig er så velmente, kunne man fristes til at spørge om grunden til det. Er det fordi vi har mistet troen på at budskabet virker i sig selv? Er vi begyndt at tro, at det er nødvendigt med en erstatning med noget andet, som er vores egne ideer og påfund?

Vi lever i en kirke som søger kontakt. Det afgørende for kirkens liv er imidlertid hvem vi har kontakt med.

Kirken

Står vi i en levende kontakt med kirkens Herre? – Har vi tid til at blive stille og høre Hans røst? I Ordet! Kan Herren selv nå ind til os, bag om alt vort stræb og jag.

Den gode hyrde

Herren siger: Stop op! – Hold inde! – Kend at jeg er Gud. Johannes Evangeliet kapitel 10 vers 14-16: ”Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene.  Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.”

Han har skabt os, og ikke vi selv, til sit folk, og til den hjord Han leder.

Dette kræver en omprioritering af vores forståelse af kirke. Hvad bruger præster og forkyndere tiden på?

Det er vigtigt at vi tjener Ham. Vi må ikke stå i vejen for Ham.

Kirkens hoved

Vi må ind imellem standse op og gøre status. Har vi mistet kontakten er der håb og mulighed at genoptage kontakten? Vi må have kontakt til menighedens hoved. Det er fra Ham vi for åndskraft der giver gennemslagskraft.

Det er Guds egen hånd og Guds egen Ånd der skal virke og ikke os selv.

Da sker der et under: Folk kommer ikke i kontakt med kirken; men med kirkens Herre.