Jakob den lille

Jakob den lille–         ham der altid var der.

Skriftesteder i forbindelse med denne discipel er: 1. Korinterbrev kapitel 1 vers 27 og 29 ”Det der var dårskab for verden, udvalgte Gud, for at gøre de vise til skamme, og det, der var svagt for verden, udvalgte Gud, for at gøre det stærke til skamme …. for at intet menneske skal rose sig for Gud.”

Det næste skriftsted er: 1. Korinterbrev kapitel 12 vers 22b og 23a ”De lemmer på legemet, som forekommer os at være de svageste, er nødvendige, og de, som synes os mindre ærefulde på legemet, dem klæder vi med des mere ære…..”

Han var Alfæus’ søn. Hans navn var Jakob, men det var let at forveksle ham med den mere kendte broder til Johannes i discipelflokken. Han bliver derfor her kaldt for Jakob den lille. Ikke én gang hører man om hans arbejde for Herren i det Nye Testamente; men han var der altid. Han var til stede, da Mesteren udvalgte de 12. Han var sammen med de 20 på pinsefestens dag. Han vidste, når hans nærværelse var ønsket, og han var der, fordi han var nødvendig. Jakob havde sans for at falde ind i det rette øjeblik. Han syntes ikke at have succes på de ”skrå brædder”; men han gjorde Guds vilje. Gud brugte ham, som han var. – Og hvad med dig? Er du ”Jakob den lille”? Ved du, at du betyder noget for Gud?

Stolthed er altid opblæst!

Hvad er stolthed? Det er at mene at man kan handle uafhængigt af Gud, det er at sige, at man ikke har brug for Ham i alt, hvad man tager sig for. Det er at handle som om der ikke er nogen i hele universet, der har større betydning end en selv. Men i egentligste forstand er det simpelthen at nægte at anerkende det, man faktisk er i Guds øjne.

Stolthed optræder på flere måder: Der er to grundlæggende slags.

Der er pralhalsen og den skinhellige type.

Den første er lettest at få øje på. Det er den slags stolthed der viser sig i ens udseende, og måden man taler på. Ordsprogenes bog kapitel 6 vers 16-19 ”Der er seks ting, som Herren hader – nej syv: et overlegent blik; en tunge, der farer med løgn; hænder der slår uskyldige ihjel; et sind, som udklækker onde planer; fødder, der har travlt med at komme af sted for at øve vold; et falsk vidne; og endelig, den som sætter venner op imod hinanden.”

De steder hvor stoltheden stikker sit grimme hoved frem kan være i forretningslivet, i sportsverdenen eller i omgangen med andre.

Den anden slags den skinhellige type er den værste og mest udbredte, fordi den går rundt i kristne klæder. Racestolthed, stoltheden over udseendet eller det der er mit; samt vores position; men den værste og mest besnærende stolthed er den der roser sig af sin fromhed. Denne stolthed spores let og man behøver ikke at se sig ret meget omkring for den findes i de fleste kirker.

Paulus regnede sine vældige fortrin for tab: Filipperbrevet kapitel 3 vers 7-9 ”Men alt det, som jeg dengang syntes var så stort og værdifuldt, har jeg nu fuldkommen afskrevet for at kunne sætte min tro og mit håb til Kristus alene. Ja, alt andet er værdiløst sammenlignet med det uvurderlige privilegium, det er at kende Kristus Jesus, min Herre, for hvis skyld jeg har mistet alt. Ja, alt har jeg lagt bag mig og regner det ikke for noget, når bare jeg har Kristus og får lov at forblive i ham. Jeg tror ikke længere på, at jeg kan blive regnet retfærdig over for Gud på grund af min egen godhed eller lydighed mod Guds lov; men alene ved at stole på at det er Kristus, der frelser mig. Denne retfærdighed er en gave fra Gud og bygger på tro på Kristus.”

Paulus siger at alt er værdiløst i sammenligning med Kristus.

Paulus levede for DAGEN I DAG og DEN DAG.

Lad være med at se dig tilbage på din fortid. Fortiden er glemt som noget der ikke kan ændres.

DAGEN I DAG kan leves for Herren.

Selvtilstrækkelighed er den stolthed, der fældede Lucifer – den herlige lysets engel, der var fuld af Guds skønhed og visdom og gjorde ham til Satan.

Så længe der er en som er større og bedre end ham selv, kan pralhalsen ikke få ro for sin stolthed. Gud vil altid være større og bedre, ja uendelig meget større og bedre end mennesket nogensinde kan blive. Det menneske som vil være konge over sit eget univers ønsker ikke at møde Gud.

Selvfordømmelse kan være udtryk for hovmod. Jeg siger ikke at det er det; men jeg siger at det kan være det. Denne stolthed klæder sig i ydmyghed. Den ligner ikke hovmod. Den som føler sig uværdig til at tjene Gud har en åndelig sygdom.

Den skinhellige stolthed underkender det Gud siger, at vi er værd i hans øjne.

Gud udsletter ikke vores personlighed. Han opbygger os, på trods af alle vore mangler. Han har skabt os og han ved hvad vi i hans hænder kan blive til.

Når vi sammenligner os med Gud bliver vi små og betydningsløse; men Gud i sin storhed har planer med os.

Manglende åndelig frimodighed, tilbageholdenhed hindrer Gud i at udvikle os.

Vi skal ikke tænke så meget på vore egne begrænsninger; men i stedet drage nytte af Guds ressourcer.

Vi kan bære rundt på en maske der hedder selvmedlidenhed; men det er spild af tid. Vi er som Jesus afhængig af Guds kraft når vi arbejder i Guds rige. Vi bør give Faderen æren for sit værk igennem os.

SAND YDMYGHED GLEMMER SELVET. Det betyder ikke at jeg skal nedværdige selvet og begrave mine talenter. Det er der måske nogen der vil have os til.

Det menneske der møder Gud slutter med at være selvbevidst; men bliver i stedet gudsbevidst.

Det betyder at jeg er villig til at blive kendt og accepteret som den jeg virkelig er i Guds øjne.

Djævelen har to måder at gøre dig ineffektiv på. Han går altid til yderlighederne. Kan han ikke gøre dig opblæst så prøver han at udslette dig. Det bliver som en elevator. Det går op og ned. Det er som en rutschebane op og ned. Opstemthed eller depression.

Giv i stedet for plads til at se dig selv som et tilgivet barn af Gud. Det holder os væk fra yderpunkterne.

Man kan ikke kæmpe mod selvet; men ved at blive optaget af Jesus og hans arbejde glemmer man selvet.

Endnu en WordPress-blog