1. Advent

Første søndag i advent!

Nu tænder vi lys i adventskransen. Det bliver det første af de fire lys. Det er en god gammel tradition som kommer fra Sønderjylland, derfra hvor jeg blev født. Oprindeligt kom det fra Tyskland til Sønderjylland i årene omkring 1. Verdenskrig. Advent betyder jo egentlig Herrens ankomst og kirkeåret begynder; julen nærmer sig hvor Jesus bliver født.
Lad os i denne artikel være lidt samfundsbevidst og på samme tid være åndelige i vores forståelse.
Advent er et symbol både på frihed og håb. Det har verden virkelig brug for. Vi har brug for et lys der bliver tændt i mørket.
I sidste måned blev der i Kirkens Korshær i Danmark tændt 6431 lys. Et lys for hver af de personer som var hjemløse i Danmark. Det foregik i 23 byer i landet på torve og pladser hvor de hjælper hjemløse.
Der sker meget i Danmark som dedikerer et åndeligt mørke. Vi behøver at lys tændes. Det store verdenslys fra Gud som oplyser verden med fred, nemlig Jesus Kristus, som er verdens lys, og de små lys som tændes af mennesker for hinanden.
I Randers oplevede man for nyligt, et voldsomt hærværk af jødiske gravstene og der blev kastet maling på en bygning med en Davidsstjerne. Det var på 81. årsdagen hvor vi mindes Krystalnatten, hvor nazisterne ødelagde mange kirkegårde og butikker. Hundredvis af Randers borgere demonstrerede mod dette. Der blev også tændt lys i en kirke. Lystænding er en måde at vise medfølelse på.
Lys gør nemlig det at det hjælper os at finde vej når det er mørkt. Hvis vi sidder sammen i et rum og ikke kan se hinanden, hjælper det at tænde et lys. Det kan også forstås åndeligt. Vi lever i et åndeligt mørke og vi kan ikke finde vej. Vi kan ikke se hinanden. Vi bør tænde et lys. Det ændrer alt. Vi kan se hinandens ansigter og vi fornemmer fællesskab og samhørighed.
Adventskransen betød mere end julepynt da det kom til os. Det er et symbol på frihed og håb. Det er et ordløst symbol som betyder nåde og omsorg for en sag eller en person. Når vi tænder lys, kan vi se hinanden. Lyset opløser mørket. Det fører os sammen, så vi ikke behøver at sidde hver for sig i vores eget mørke.
Vi kan være lys for hinanden. – Vi kan bidrage med noget som det andet menneske ikke kan. – I mange tilfælde er det bedre at være to end en i en verden som den vi befinder os i. Vi kan bidrage med noget til hinanden.
Gud blev lys for mennesket på den måde, da Gud blev menneske, blev født til denne jord gennem sin Søn Jesus.
Jesus bliver kaldt verdens lys. I kraft af Ham kan vi se Gud og hinanden. Husk det denne jul og lad det fortsætte ind i det nye år og i alle dagene der kommer.