Skriften og tiden

Skriften og tiden!

Kirke

Kristi kirke står ved Hans Ord, fordi Kristus selv står ved sit Ord. Dermed er vi fremme ved et andet træk ved Skriften, som på speciel måde mærker den som Guds Ord.

Mattæus Evangeliet kapitel 24 vers 35: ”Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.”

Første Peters Brev kapitel 1 vers 25: ”men Herrens ord forbliver til evig tid. Det er dette ord, som er forkyndt for jer.”

Esajas Bog kapitel 51 vers 6:”Løft jeres øjne mod himlen, vend blikket mod jorden hernede; for himlen skal opløses som røg, jorden skal slides op som klæder, og de, der bor på den, skal dø som myg. Men min frelse varer til evig tid, og min retfærdighed hører ikke op.”

Mattæus Evangeliet kapitel 5 vers 18: ”Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket.”

Bibelen

Her har jeg nævnt forskellige skriftsteder fra Bibelen som er baggrund for denne artikel. Lad ordene tale for sig selv. – Kristi menighed er i verden; men ikke af verden. Skriften (Bibelen, Ordet) i tiden; men ikke af tiden.

Det jeg siger er, at selvom Skriften er blevet til over en periode på ca. 1500 år, fra Mose til apostlenes dage, og ligesom bærer sit præg af det, er den ikke tidsbestemt. Bibelens budskab er ikke kun et produkt af dens samtid.

Bibelen præges af, at den er skrevet på et bestemt tidspunkt, i et bestemt folk, i en bestemt kultur og forskellige personligheder som formidlere.

Dette viser sig i forskellige sprog og billeder. Sådan må det være, fordi Bibelen er åbenbaring, og åbenbaring er i sin natur ikke noget som foregår over historien; men på bestemte tider, og steder og til bestemte personer. Inspirationen er ikke noget som peger på den enkelte profets eller apostels personlighed; i en mekanisk proces. Nej det er præcis det modsatte – Den tager i brug åbenbaringsbærerens personlighed i fulde drag. Der er noget som er hovedårsagen til Skriftens mangfoldighed og rigdom. Det er Guds åbenbaring.