Relativismen

Relativismen
Der er ingen sandheder.
Der findes mange sandheder.

 

Hvad disse ideologier/filosofier nægter

Humanismen – Modernismen: Guds åbenbarede dom over oprør og synd – hans egen overnaturlige magt og ufejlbarlige bog.

 

Det første par: Formalismen. Materialismen. Humanismen. Modernismen RELIGIØS FALSKHED
Relativisme er vor fjende.

Vi skriver nu 2013 og den nuværende norske regering, som er ny med Erna Solberg fra partiet højre og som er et konservativt parti, har fået en god idé. Det burde give opbakning til den nye regering; men forandringer er svære, fordi der er så meget der forhindrer. Den nye idé vil kunne hjælpe alle norske skolebørn, og give dem større kendskab til kristendom, religion, livssyn og etik.

Der er en stor forhindring. Det er en mur som skal væltes; men den er solidt bygget. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er problemet. I flg. deres vedtægter må Norge ikke ændre noget i norsk forfatning når det gælder sagen. Der er altså andre udenfor landets grænser der skal bestemme over landets forhold. Norge står udenfor EU; men er alligevel bundet til europæiske vedtægter som ikke helt tilgodeser Norges interesser.

Der er humanistiske og religionsvidenskabelige eksperter i Norge som argumenterer for, at kristendommen ikke skal have fortrinsret i skolens religions og etikundervisning.

Skulle regeringen forsøge at ændre noget til fordel for kristendommen, vil det være i strid med menneskerettighedskonventionen. Det er ret mange år siden at denne konvention trådte i kraft nemlig år 1953.

Forholder det sig virkelig sådan at en gammel aftale fra 1953 skulle forhindre i praksis, at Norges unge får bare en lille smule indsigt i Europas åndelige rødder? Norge har en historie og den bør vel ses i perspektiv. Det er de samme kræfter der florerer i hele Norden. Hvorfor afskaffe kristendommen som har været Nordens åndelige forankring i mange generationer bagud, og som har præget hele vores udvikling. Når man læser hvad der står i konventionsteksten står der intet om at kristendomsundervisningen skulle kompromittere menneskerettighederne. Den slags spekulationer fandt ikke sted på den tid det blev nedfældet. Disse humanister læser menneskerettighedskonventionen på samme måde som Djævelen læser Bibelen. I afsnittet om religionsfrihed står der: at enhver har ret til at tro og tænke sit, og at denne ret omfatter frihed til at skifte religion samt frihed til offentligt eller privat at udøve sin tro gennem gudstjeneste, undervisning, andagt og overholdelse af religiøse skikke.

Humanisterne forstår ikke at der er forskel på religionsfrihed og religionslighed. Kristendommen har altid haft særstatus i Norden, fordi det er indført i grundloven at værdigrundlaget i vore lande er vor kristne og humanistiske arv. Det betyder at der ikke er noget galt i at informere børn og unge om de kristne værdier.

Norge er ikke anderledes end Danmark. Der er kræfter som vil nedbryde vor kristne arv. De kalder sig humanister og religionsvidenskabelige. Det vi skal passe på er at vi ikke bliver selvudslettende. Vi er så bange for at træde folk over tæerne, så at vi fornægter vor egen historie. Det er vel helt naturligt, at vi i de nordiske lande har fokus på kristendommen, og at vi underviser mere i det end f.eks. hinduismen.

Alt det som er naturligt er væk. Intet må bestå af det der har været og altid har været. Alt skal vendes på hovedet. Det er det vi kalder relativisme. Det har ramt Norge, ja hele Norden og for den sags skyld kan vi tage med hele Europa. Den nye generation er blevet ramt af en tsunami. Den hedder: Relativismen, og den er værre en marxismen. Det er en kulturel sygdom i vor midte. Relativismen klæder sig ud i mange forklædninger og skikkelser som f.eks. humanisme, tolerance og mangfoldighed; men er i bund og grund kulturel skadelig. Historisk sædvane skal tages ud af vor bevidsthed.

Denne relativisme kommer fra USA fra den akademiske fløj. Der har man identitets studier, diskursanalyser og socialkonstruktivismer.

Diskursanalyser er lidt svære at forstå for de har en tendens til at blive noget ensidige. I en slags analyse finder man præcis det man leder efter. Opnår det man vil med analysen.

I stedet for marxisme og folkeopdragelse, som aldrig rigtig slog igennem har man nu gået over til relativismen. Den er langt mere snedig og giftig end marxismen og andre gudsfornægtende ismer. Dens øjeblikkelige virkning ses ikke; men på længere sigt er den dødelig. Den kalder sig ikke revolution så vi ved hvad det gælder; men er en langsom effekt med påvirkning og angreb indefra i vor sjæl. Alt der kommer udefra med angreb, kan vi frasige os; men en langsom, snigende påvirkning og angreb kræver agtpågivenhed, selv blandt de bedste hjerner. De mest fremtrædende repræsentanter for den offentlige orden påvirkes af relativismens ånd. Den er vores nye fjende.

Relativismen tager udgangspunkt i at alt er relativt. Der er ifølge denne retning ingen sandheder, værdier eller normer der har absolut gyldighed uafhængigt af personen, tid og sted. Alt viden bliver altså lige gyldig, det er ifølge relativismen umuligt at finde et udgangspunkt for at finde noget viden der er mere gyldigt end andet.

De første relativister var sofisterne. De sagde at virkeligheden er som den enkelte oplever den. Denne retning stod i kontrast til andre filosoffer, som Sokrates, Platon, Heraklit og Pythagoras der alle var fortalere for en absolutisme, der betyder at verdenen har en bestemt og absolut grundorden. Diskussionen mellem relativismen og absolutismen forgår stadigt i dag i forbindelse med om vi kan få objektiv universel viden eller ej. Relativismen argumenterer for at det ikke er muligt at etablere videnskaber, som positivismen der forsøger at finde en objektiv og universel videnskab.

Ud fra relativismen bliver politiske og moralske spørgsmål ikke besvaret ud fra om de er sande eller falske. Argumenter er nærmere en slags propaganda for at etablere sit eget synspunkt fremfor andres. I Platons bog “Staten” findes der i de første to kapitler en diskussion om hvad retfærdighed er. I denne diskussion argumenterer Sokrates ud fra en absolutist synspunkt, mens sofisten Thrasymachus tager udgangspunkt i en relativistisk argumentation. Thrasymachus mener at retfærdighed kan defineres ud fra magt. Det retfærdige er det som de stærke gennem deres magt kan påtvinge andre gennem f.eks. love, vold og mord. Herved bliver love i et samfund et spørgsmål om magt fremfor en universel moralsk retfærdighed. Tyrannen kan ses som retfærdig fordi han gennem magt skaber retfærdigheden på hans måde. Sokrates har en mere idealistisk tilgang til retfærdighed. Han siger at retfærdighed både består i det ideelle samfund og i det fuldkomne menneske. Til spørgsmålet om dette ikke er et utopisk mål mener Sokrates at det er vigtigt at have idealet som mål selvom det måske ikke er muligt at nå det fuldt ud, fordi menneskene og samfundet ikke altid er så perfekte.

Endnu en WordPress-blog