Tilbage til Bibelens hemmeligheder!

Tilbage til Bibelens hemmeligheder!

Spørgsmål:

Hvorledes løste den første menighed disse problemer?

Har Gud ladet os alene i det virvar, vi har i dag, uden at give os nogen anvisning?

Konklusion: Vi må have mistet en eller anden livsvigtigt hemmelighed.

Er der et svar at få?

Er vi villige til at følge det?

Når tankerne er stivnet i tradition og vaner, er de blevet til gamle lædersække. – Ny vin skal hældes på nye lædersække.

En ny vin vil bryde så meget ned, at den vil ødelægge i stedet for at være til nogen nytte.

Det er bedre for sådanne som er stivnet at bibeholde deres eget mønster, i stedet for at forandre sig.

Der er imidlertid nogen som er villige til at lade sig bearbejde og de gamle lædersække bliver lagt i blød og bliver som nye lædersække. Sådanne har Gud et svar til. Gud hjælper dem igennem alle vanskelighederne.

I den første menighed trivedes de ved denne skriftmæssige måde at mødes på. Personlig evangelisation blev praktiseret til daglig. Følge op arbejde fandt sted som noget helt naturligt. Alle var afslappede i deres tjeneste.

Guds svar på problemer er altid såre enkle og deres resultater er vidtrækkende. – Det koster ikke noget, og alligevel møder det ethvert behov. Det kan aldrig vokse sig for stort.

Det rette sted for det kristne fællesskab er hjemmet.

KIRKEN I HJEMMET.

Igennem hele Bibelen indtager hjemmet den centrale plads. Gud bruger ofte hjemmet som en illustration på kirken. Han er Faderen – vi er børnene. Hjemmet er samfundets og nationens virkelige styrke.

Det var Guds tanke, at kristenlivet skulle tage sin begyndelse i hjemmet.

Tænk blot på hvor ligefremt fællesskabet er i et hjem.

Det er det helt rigtige sted at invitere såvel ikke troende som troende hen til et uformelt og naturligt samkvem, og her kan man mødes uden at føle sig beklemt.

Hjemmets døre var altid åbne i den første tid for de behov, der måtte være.

Fællesskabet i hjemmet er effektivt, fordi det ikke er kunstigt.

TROEN LIDER INGEN NØD PÅ AFFYRINGSRAMPEN, DEN PRØVES FØRST,

NÅR DEN BLIVER FØRT UD I DET UKENDTE.

KRISTEN RÅDGIVNING er altid lettere i et hjem. – Intet massemøde kan nogensinde fremkalde den oprigtighed og længsel efter sandheden, som kommer til udtryk i et hjem.

Den offentlige gudsdyrkelse foregår i templet; men fællesskab plejes i et hjem. Sådan var det hos de første disciple. Templet blev brugt til det offentlige vidnesbyrd og til at bede i. – Fællesskabet foregik i hjemmet.

Gud anerkender to former for opdeling af kirken.

Den første er BYEN (Menigheden i Korinth – i Thessaloniki. Kirkens grundelement defineres som byen.

Når nogen blev frelst i byen Thessaloniki blev han lagt til menigheden i Thessaloniki.

Kom der en missionær fra Efesus til Galatien og vandt et menneske for Kristus i Galatien, blev det lagt til menigheden i Galatien og ikke til menigheden i Efesus.

Kirkenavne er et udtryk for doktrinære standpunkter; men ikke for de åndelige. Megen forvirring i missionsarbejde kan undgås, hvis vi forstår hvad det betyder at blive lagt til menigheden.

Bibelens forståelse af menighed er: en flok troende. Det er ikke en bestemt bygning eller et bestemt navn; men en gruppe kristne mennesker, og det uanset hvordan de mødes og hvilke rammer de mødes under. Deres måde at organisere sig på, deres metoder er uden betydning. Navnet, personen, hvorom de samles var deres fælles grundvold.

Se 1. Korintherbrev kapitel 1 vers 1-3: ”Fra Paulus, kaldet til Kristi Jesu apostel ved Guds vilje, og vor broder Sosthenes. Til Guds menighed i Korinth, dem, der er helliget ved Kristus Jesus, kaldet til at være hellige, sammen med alle dem, der påkalder vor Herre Jesu Kristi navn på ethvert sted, deres og vores. Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus!”

Den anden form for opdeling af kirken som Gud anerkender er:

EN STEDLIG KRISTENT HJEM. (Menigheden i hjemmet)

Hjemmet er allerede etableret og det koster ikke ekstra penge for at drive det. (De penge der spares kan bruges til missionsarbejde og til at hjælpe de fattige)

Man kan mødes når som helst uden varsel.

Menigheden kan ikke under forfølgelse bruge et offentligt sted, da vil det blive brændt ned eller stormet, og de troende taget til fange og dræbt.

Hjemmet var et ideelt mødested. Disciplene mødtes ofte stilfærdigt og privat i hjemmet for at tilbede Herren.

Den lille flok der kan rummes i hjemmet, var med til at holde folk ydmyge. De små forhold gjorde at ingen kunne betragte sig som en farlig karl. Hovmod er altid en meget konkret fare for dem som Gud har sat i ledende stillinger.

Hjemmemøder fostrer ikke hovmod. I hjemmet er man nødt til at være ærlig. Her smides masken. Her er man sig selv. Det er let at undervise i et hjem. Her kan der samtidigt gives personlig forplejning.

Apostlenes Gerninger kapitel 16 vers 13-15: ”På sabbatten gik vi ud gennem byporten og langs med en flod, hvor vi mente, der var et bedehus. Dér satte vi os og talte med de kvinder, der var forsamlet. Og en gudfrygtig kvinde ved navn Lydia, en purpurhandler fra byen Thyatira, lyttede til alle Paulus’ ord, og Herren åbnede hendes hjerte, så hun tog dem til sig. Da hun og hendes husstand var blevet døbt, indbød hun os: »Hvis I anser mig for at være tro mod Herren, så kom ind i mit hus og bliv dér.« Hun nødte os til det.”

Når gruppen bliver for stor, bliver den ganske naturligt delt. – Et andet hjem lukkede sine døre op.

Det er en evangeliserings model som er effektiv.

På kun to år blev hele Asien nået med evangeliet.

Døde et fællesskab eller blev kødelig, holdt man bare op med at mødes. Der var ingen byggeudgifter, der tvang dem til at fortsætte, intet dødt maskineri, der kørte videre uden Gud.

Nogle gange er der et sandt rod i kirkebygninger og systemer indenfor kristenheden. – Gud har helt forladt bevægelsen; men det fortsætter uden Gud. Der er kun stolthed og organisation tilbage og det er det eneste som holder dem oppe.

Endnu en WordPress-blog