Rationalismen

Det andet par: Rationalismen. Ateismen. Marxismen. Kommunismen ATEISTISKE FORNÆGTELSER

 

Rationalismen
(Troen på fornuften)

 

Hvad disse ideologier/filosofier nægter
Rationalismen = Ateismen – Kommunismen = Marxismen Guds handlinger i historien for menneskets skyld, hans agtelse for det enkelte menneske og hans magt til at ændre samfundet til det bedre.

 

Når man først har fornægtet Guds Ord og Guds rettigheder, er der kun et lille skridt videre til at opgive al religion og fornægte Gud selv.

Rationalismen udelader fuldstændig Gud og begynder med mennesket.

Den er en filosofi, som prøver at finde forklaringen på mennesket og universet uden Gud. En rationalist er stolt over at være en tænker; men når han fornægter Gud vil han ende med konklusioner, der er lige så tåbelige som de ting, han gik ud fra.

Gud skabte verden og mennesket sådan, at vi kun forenes fuldt ud i ham. Det menneske som vender Gud ryggen har svært ved at forklare, hvad livet er.

Hele universet taler om Gud. Vort eget væsen siger os, at vi er personligheder, som nødvendigvis må være kommet fra en højere person.

En rationalist står overfor mange spørgsmål: Hvem eller hvad er mennesket? Hvordan kom vi her? Det er interessant at høre de underlige svar, folk disker op med; når de ikke ønsker at tro på Gud. Det kræver meget mere tro at være ateist end at være kristen. Gud har sat så mange tegn på sin eksistens omkring os, at det er virkelig vanskelig at holde ham ude af vort liv og det offentlige rum. En rationalist skal finde ikke-kristne svar på alle sine spørgsmål; men han skal også leve med sine egne forklaringer; hvis han kan. Der er ingen som det virkeligt lykkes for.

Hvis ikke Gud har skabt rationalistens verden; hvem har så? Han kan ikke sige Gud, fordi han ønsker at være ateist. Rationalisten kalder sin begrænsede kundskab for videnskab. Den ide er meget populær, at tiden, materien og tilfældet på en eller anden måde gav os vort indviklede univers og selve livet. Spørgsmålene bliver ikke besvaret på en tilfredsstillende måde. Hvad er jeg her for? Hvad er livets mening? Hvorfor lever jeg? Svarene er: Ikke for noget. Livet har ingen mening. Vi er her ved et tilfælde. Verden og alle væsener er et tilfælde.

Det er nødvendig at forfalske kendsgerninger ellers bliver man nødt til at indrømme at Guds eksistens er en mulighed. Oprigtig videnskab bekræfter snarere end fornægter en fornuftig skabelse. Rationalistens store problem er at forklare: Hvordan kunne vor store verden blive levende ved et tilfælde, når vi ikke en gang kan efterligne selv enkle dele af den? Hvordan kunne et så indviklet væsen som mennesket udvikle sig ved en tilfældighed, når der simpelthen ikke er tid nok til det i hele universets historie.

Rationalisten fremhæver videnskaben; men han glemmer bare at der også er kristne videnskabsmænd. Der findes f.eks. Newton, Ketler, Galilei og Bacon, de havde ingen problemer med at studere videnskab og samtidig være kristne. De vidste at kendsgerninger og tilbedelse er dele af samme virkelighed. Deres billede af mennesket som Guds særlige skabning i en vidunderlig verden gav grundlaget for den moderne videnskabelige metode. Rationalistens forsøg på at overtage videnskaben som noget der modstrider Bibelens og de kristnes verden er slået fejl. Kristne er ikke uvidende og underudviklede i deres verdensbillede. De er lige så meget moderne og veludviklede som en rationalist, måske er de endda nået længere. Moderne ikke-kristne videnskabsmænd er ofte i store vanskeligheder. Rundt omkring ham findes der uforklarlige naturkræfter. Han er en del af universets maskineri, uden at kunne give en fornuftig forklaring på hvorfor? Han bliver nemlig nødt til at se sig selv som en maskine og ikke som en person. Hvordan forklares skønhed, kunst, poesi, tro, moral og kærlighed? Rationalisten har følelser som ikke på logisk vis kan indpasses i et ikke-kristent system. Hver gang der bliver ændret ved den kristne etik og moral skaber det ubalance i mennesket. Hvad med døden? Kan man være sikker på at der ikke er et liv på den anden side? Rationalisten mener at døden er den absolutte afslutning på hans meningsløse liv og tilværelse på jorden. Det hele er jo bare tilfældigt. Det er en forfærdelig høj pris at betale for sin stolthed.

Årsagen til ideologien om at døden er afslutningen på livet opstår fordi der mangler et billede af den uendelige personlige Gud. Gud vil vejlede os til hele sandheden. Rationalisten vil ikke vejledes; det er forklaringen på ideen at døden er afslutningen på alt. Det er jo egentlig ligegyldigt hvordan jeg lever mit liv, for det har ingen mening og formål. Jeg behøver ikke at forholde mig til andet end mig selv.

Rationalisten støder på et problem! Hvordan kan han vide, hvad der er sandt? Platon sagde for flere tusinde år siden: ”Hvordan kan man virkelig forstå noget som helst; hvis ikke man har set sammenhængen?” Hvordan kan et begrænset menneske være sikker på noget som helst af det han kalder sandhed, hvis han ikke kender alle universets hemmeligheder? For at kende sandheden skal man vide alt. Hvem ved alt? Gud ved alt! Bibelen taler om det. Bibelen er Guds Ord og viser os sandheden.

Hvordan tænker en rationalist?

Han starter med at udgå fra sig selv og ender med at være usikker angående sin egen eksistens. Han nægter at være skabt af Gud og ender med at være en maskine. En robot. En robot viser ingen følelser. Det har ingen moral. Ingen forståelse for andre mennesker. Kold og kynisk interesse med sig selv i centrum. Egne lyster, egne interesser. Egen sandhed. Det handler om ”mig selv” Min egen nydelse. Jeg gør det der gavner mig selv. Det er ligegyldigt hvad der skerrundt omkring mig.

Rationalisten forkaster Gud og det ender med at han forkaster sig selv. Mister sit liv. Det ender ofte med at rationalisten havner i en forfærdelig suppedas af al slags synd. Livsstilen fører ind i seksuelle perversiteter, umoralitet og nådeløs vold. Han praler af at være en tænker som gør fremskridt; men ender med at gå til bunds.

Alt dette er en konsekvens af at benægte troen. Rationalisten forkaster Gud, bekæmper alt, hvad Gud gør. Det ender med at han mister fodfæste og forkaster sig selv. Han mister sin moral; men også sin fornuft; selvom rationalistens filosofi er troen på fornuften. Denne livsstil er da ikke særlig overbevisende og attraktiv for eftertiden. Det er ikke underligt at Bibelen siger: ”Dåren siger i hjertet, at der er ingen Gud.”

Afslutningsvis skal vi læse fra Salme 14:1 ”Kun en tåbe kan få sig selv til at sige: ”Der er ingen Gud!” Den der siger sådan, er forkvaklet og korrupt, han handler ikke i overensstemmelse med sandheden.”

Salme 14 handler om: Menneskets ondskab.

Romerbrevet kapitel 1 vers 18-22: ”Men Gud viser sin vrede fra Himlen mod alle syndige og onde mennesker, som i deres uretfærdighed undertrykker sandheden. For sandheden om Gud er noget, som alle kan forstå, Gud har jo selv gjort det klart for os. Siden tidernes morgen har mennesket kunnet betragte jord og himmel og alt, hvad Gud har skabt, og derigennem erkende hans usynlige væsen, hans evige og guddommelige skaberkraft. Derfor kan ingen undskylde sig. For selv om de således kender Gud, vil de hverken tilbede eller takke ham. Tværtimod danner de sig tåbelige tanker om Gud, og deres sind bliver formørket og forvirret. De udgiver sig for at være kloge, men afslører sig derved som de største tåber.”

(Jeg har brugt Bibelen på hverdagsdansk).

Endnu en WordPress-blog