Teater og kristendom.

Der må her siges et par ord om teater og kristendom, men ønsker ikke at komme for meget ind på problemet, det vil være at gå alt for vidt; men vil nævne nogle hovedlinier.

Det græske teater var religiøst præget; men da romerne overtog det, sank det til at blive middel for sanselig ophidselse og lavkomisk underholdning.

Op igennem kirkehistorien har der været en stor mur imellem teater og kristendom.

Tertullian var en af oldkirkens betydningsfulde teologer som døde år 220 siger: at fra et kristeligt synspunkt er skuespillet en hedensk afgudsdyrkelse.

Chrysostomos (græsk kirkefader) kalder det for Djævelens bolig, udsædvanlig hedensk skueplads.

Augustin (kirkefader fra oldtiden)som døde år 430 kalder det et satans redskab.

I oldtiden var der et krav fra kirken til dem der ville være medlemmer som var skuespillere. De skulle opgive deres erhverv. Senere så man dog mildere på skuespillerkunsten. Man opfordrede også folk til at holde sig væk fra teatret. Skuespillerkunsten blev dog stadig betragtet som et uhæderligt hverv.

I middelalderen tog kirken teatret i sin tjeneste. Omkring år 800 opførte man kristne jul og påskespil, senere opførte man martyrspil. De hentede deres motiver fra Jesu liv. Efter reformationen overgik dramaet til skolen og universitetet. Luther værdsatte passionsspillet og skuespillet og Melanchton spillede selv med i dramaer.

I England nåede teatret sin højeste blomstring under Shakespeare. Senere forbød Cromwell dog opførelsen af skuespil.

I 1600 tallet udvikledes i Europa et verdsligt teater, som kirken tog stærk afstand fra.

I England forkastede puritanerne, kvækerne og metodisterne skuespillerkunsten. På Luthers grund opponerede pietisterne mod teatret, og hos Christian d. VI var teatret et liderligt pesthus.

I de sidste hundrede år er modstanden løjet lidt af. Det har jo vist sig at efter filmens opståen har man skabt mange gode film med temaer fra Det gamle og Det nye Testamente.

I et skuespil er der holdt bedre prædikener end i mangen kirke.

Den 10. november 1926 skrev Anna Bjørner en artikel om Teater og Kristendom i Dagens Nyheder. En præst på den tid der hed Olfert Ricard havde i en prædiken udtalt sig i varme vendinger om teatret. Anna Larssen Bjørner tog stærkt afstand fra præstens indstilling.

Hun skrev bl.a.: ”En af vor bys mest kendte præster har fra sin prædikestol forkyndt om teatrets store betydning for en kristen. Jeg føler i den anledning tilskyndelse til at fremlægge mine tanker angående denne sag. Spørgsmålet om en kristen leders stilling til teatret kan aldrig afgøres ud fra fornuftsmæssig betragtning af sagen. Ad den vej kan der siges meget for og imod, det skal jeg ikke komme ind på her. Spørgsmålet for en kristen afgøres udelukkende ad åndelig vej. Ad den vej har jeg selv fået min stilling afklaret. Når jeg er blevet en kristen, lever jeg ikke mere for mig selv, jeg er blevet en andens ejendom, jeg er udskilt – helliget – til brug for Gud, og jeg må forstå, at mit livs retning som en kristen kan få indflydelse på tusinder af mennesker. Vil du have det bedste, Gud har til sine tjenere? Vil du eje Guds nærværelse og kunne høre hans stemme i dit indre? Vil du have Helligåndens fylde og lys og den salige fryd, der følger med den? Eller vil du nøjes med at være en almindelig gennemsnitskristen, som går med til alle verdenslivets pæne fornøjelser og nydelser.”

Når Anna Larssen tog klar afstand fra teatret, var det ud fra det synspunkt: ”En kristen efterfølger må findes i sin faders gerning. Hans plads er ikke i selskabslivet, ikke i balsalen og ikke i teatret.”

Så enkelt og klart var det for Anna.

Endnu en WordPress-blog


by Bliss Drive Review