Selvrealisering!

Selvrealisering er ødelæggende for fællesskabet.

Det ser ud som ønsket er fællesskab; men det handler alt for meget om mig i fællesskabet, så de andre glider i baggrunden.

Selvrealisering skal være til gavn og glæde, fordel for mig, på de andres bekostning. – Det er roden i selvrealisering.

Et rigtigt fællesskab er et supplement Vi skaber sammen helheden.

Selvrealisering er mig der på andres bekostning skal opnå et resultat som giver mig berøm. Giv og tage princippet sættes over styr.

Opfattelse i en ny kultur som er gammel helt tilbage fra 1968 da der var ungdomsoprør.

Selvrealisering = en forestilling om at man har sit sande ”jeg” gemt inde bag alt det, man er blevet påtvunget gennem sin opdragelse og den kultur man er vokset op i.

Alt det der forhindrer en i at være den, man i virkeligheden er. Man skal frigøre sig fra alle snærende normer. De lægger bånd på mig og da kan jeg forløse mit sande potentiale.

Det handler alt sammen om mig. Alle bliver vi igennem selvrealisering til store omvandrende egoer, der gerne vil udtrykke sig selv af, og blive bekræftet.

Den ekstreme selvrealisering har en meget høj pris. Det fører til meningsløshed, ensomhed, i værste fald selvmord.

Omsorg for andre menneske, selvforglemmelse rummer frihed, når vi hjælper dem der virkelig ønsker det.

Det er svært at hjælpe ofre for selvrealisering, da de er optaget af sig selv, alt for meget vil andres omsorg blive noget de bare udnytter til egen fordel.

Selvrealisering er svær at blive fri af. – Selvrealiserende mennesker er så optaget af at forløse eget potentiale, at de taber muligheden for at være noget for andre mennesker.

De opdager ikke at de rummer større lykke og frisættelse, ved at hjælpe deres næste, end at stå alene på en scene og modtage folks hyldest.

Hvis man er ude af stand til at skamme sig, er man ikke i stand til at lytte til sin samvittighed, og hvis samvittigheden ikke bliver hørt, visner den med tiden.